Mødedato: 22.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høringssvar til praksisplan for almen praksis

Se alle bilag

Københavns Kommune skal afgive høringssvar til Praksisplanudvalget i Region Hovedstaden vedr. udkast til praksisplan for almen praksis 2015-18. 

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender vedlagte bilag 1 som Københavns Kommunes høringssvar til Praksisplanudvalget vedr. udkast til praksisplan for almen praksis 2015-18.

Problemstilling

Sundhedsloven fastlægger, at der i hver valgperiode skal udarbejdes en plan for almen praksis’ opgavevaretagelse i regionen. Praksisplanen for almen praksis udarbejdes af Praksisplanudvalget – bestående af Region Hovedstaden, de 29 kommuner i regionen samt PLO-Hovedstaden.

Praksisplanen beskriver de betingelser, der skal være opfyldt for, at almen praksis bidrager til den optimale behandling og sammenhæng for borgerne, herunder at almen praksis er organiseret, dimensioneret og kvalificeret til at indgå i et samarbejde med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet.

Praksisplanudvalget har sendt udkast til praksisplan i bred høring (bilag 3). Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende vedlagte udkast som Københavns Kommunes høringssvar.

Løsning

Praksisplanudvalget har udarbejdet et udkast til praksisplan for almen praksis for perioden 2015-18. I arbejdet har der blandt andet været fokus på;

  • at styrke almen praksis’ samarbejde med kommunen og andre aktører omkring patientforløb, herunder sikring af sundhedsaftalens gennemførelse på praksisområdet
  • at styrke almen praksis’ rolle i det regionale sundhedsvæsen, herunder sammenhæng til øvrige planer på sundhedsområdet
  • at sikre den nødvendige lægekapacitet i alle regionens områder, således at alle borgere kan få et almenmedicinsk tilbud

Almen praksis varetager en nøglefunktion i det nære sundhedsvæsen, og er ofte borgerens tovholder i et sygdomsforløb. Praksisplanen beskriver visioner og mål for udviklingen af almen praksis, og har derfor stor betydning for den kvalitet, som borgerne fremover møder ved besøg hos egen læge.
På børneområdet skal implementeringen af praksisplanen styrke den tidlige opsporing og sikre retningslinjer for samarbejdet med almen praksis om børn i psykisk mistrivsel. Med implementering af praksisplanen sikres således en kobling til Københavns Kommunes sundhedspolitik og handleplanen for psykisk sundhed.

På Socialområdet er der lagt særlig vægt på sikring af lægebetjening af de sociale botilbud for borgere med psykiske lidelser og handicap. Københavns kommune finder det væsentligt, at der sker en tidligere opsporing og behandling af samtidig somatisk sygdom hos borgere med psykiske lidelser og borgere med handicap, der har en høj sygdomsbyrde og en høj overdødelighed sammenlignet med resten af befolkningen. Tilknytning af en fast almen medicinsk læge til botilbuddene vil kunne bidrage med en tidligere opsporing og behandling af fysiske sygdomme.

Københavns Kommune har i udarbejdelsen af udkastet til praksisplan blandt andet haft stor fokus på at sikre velfungerende løsninger for lægebetjening af de kommunale midlertidige tilbud, akutfunktioner, botilbud og plejecentre, samt at der sikres gode tværsektorielle aftaler i forhold til samtaleterapi og på medicinområdet.

Foruden ovennævnte fokusområder, har Københavns Kommune og de øvrige parter haft fokus på, at praksisplanen skal medvirke til at sikre gennemførelsen af Sundhedsaftalen 2015-18 – og herunder de politiske visioner om 1) borgerinddragelse, 2) nye samarbejdsformer, 3) lighed i sundhed og 4) høj kvalitet og sammenhæng i indsatsen.

Det fremhæves i udkastet til høringssvar, at der også i implementeringen af praksisplanen sikres et særligt fokus på ovennævnte områder. Høringssvaret fremhæver ligeledes vigtigheden af et styrket tværsektorielt samarbejde – herunder på børneområdet, psykiatriområdet og beskæftigelsesområdet.

Høring:
Københavns Kommunes udkast til høringssvar har været drøftet i Ældrerådet. Ældrerådet bakker generelt op om udkastet til høringssvar, men har også forslag til suppleringer – hvoraf følgende to tilføjelser er medtaget i udkastet til høringssvar;

  • at praksisplanen skal have fokus på at tage hånd om borgere, der har begrænsede forudsætninger for at være aktiv samarbejdspart
  • at praksisplanen skal have fokus på at sikre fortsat bedre fysisk, telefonisk og elektronisk tilgængelighed i almen praksis.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Kommunerne i Region Hovedstaden er via økonomiaftalen for 2015 forpligtet til at løfte området med ca. 32 mio. kr. Københavns Kommunes andel heraf udgør 10,2 mio. kr. årligt. I 2016 budgetteres med 5 mio. kr., idet praksisplanen ikke forventes at kunne implementeres fuldt ud i 2016.

Videre proces

Fællesindstillingen behandles af henholdsvis Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget den 7. oktober 2015,  og af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 22. oktober 2015, og i forlængelse heraf fremsender Sundheds- og Omsorgsforvaltningen det endelige høringssvar til Praksisplanudvalget.


Katja Kayser                            Tobias Børner Stax                         Anette Laigaard

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top