Mødedato: 22.10.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Brug af jobrotation til uddannelse af sygeplejersker

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen orienterer om konsekvenserne af ændrede vilkår for jobrotationsordningen.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager orienteringen om jobrotationsordningen til efterretning.

Problemstilling

Jobrotationsordningen giver mulighed for at ansætte ledige SOSU-assistenter som vikarer med lønrefusion, mens en fastansat SOSU-assistent uddannes til sygeplejerske. Jobrotationsordningen har hidtil været en mulighed for at uddanne nogle af kommunens fastansatte SOSU-assistenter til sygeplejersker.

Bekendtgørelsen om brug af jobrotation er imidlertid blevet strammet, hvilket medfører, at det er blevet meget vanskeligt at skaffe ledige SOSU-assistenter, der opfylder kriterierne for at indgå som jobrotationsvikarer. 

Løsning

I 2012 blev det som en del af budgetaftalen besluttet, at alle forvaltninger skulle etablere jobrotationsforløb. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen blev det besluttet, at der skulle igangsættes en række centralt initierede jobrotationsprojekter (herunder bl.a. et omfattende efteruddannelsesprogram for rengøringspersonale), og at der derudover kunne igangsættes lokale jobrotationsforløb på de enkelte arbejdspladser. Forvaltningen har oplyst de enkelte arbejdspladser om mulighederne for at anvende jobrotationsordningen og har assisteret i at etablere jobrotationsforløb i det omfang, det har været ønsket af enhederne. 

En række plejecentre og hjemmeplejegrupper har ønsket at bruge jobrotationsordningen til at give nogle af deres SOSU-assistenter mulighed for at uddanne sig til sygeplejersker. Da der generelt er stigende udfordringer med at rekruttere sygeplejersker, særligt til plejecentrene, har en del enheder benyttet denne mulighed. Ordningen har været fordelagtig, fordi den både har givet en række SOSU-assistenter mulighed for at uddanne sig til sygeplejesker uden lønnedgang, samtidig med at enhederne har fået dækket de hermed forbundne vikarudgifter.

Bekendtgørelsen om aktiv arbejdsmarkedspolitik er løbende blevet strammet, bl.a. på grund af misbrug af jobrotationsordningerne i andre brancher. De gennemførte stramninger indebærer bl.a., at den maksimale varighed af et jobrotationsvikariat er reduceret fra 1 til ½ år, og at jobrotationsvikarer ikke længere må have flere forløb i samme forvaltning. Der skal derfor bruges mange flere vikarer for at dække jobrotationsforløbene. Det har gjort, at det ikke længere er muligt at skaffe tilstrækkelig mange vikarer, som opfylder kriterierne for at indgå i jobrotationsordningen. Hertil kommer, at der efter bekendtgørelsen ikke længere kan opnås lønrefusion i den periode, hvor den sygeplejestuderende er i praktik (ca. 1/3 af studietiden). 

Forvaltningen har derfor anbefalet Sundheds- og Omsorgsforvaltningens enheder, at der ikke igangsættes nye jobrotationsforløb, hvor SOSU-assistenter uddannes til sygeplejersker. Indenfor det sidste år er omkring 5 uddannelsesforløb blevet afbrudt, fordi det ikke har været muligt at finde egnede jobrotationsvikarer, og det må forventes, at de fleste af de resterende 17 forløb vil blive afbrudt indenfor kort tid. Dette vil naturligvis give utilfredshed hos disse medarbejdere, som var stillet i udsigt at kunne tage en sygeplejerskeuddannelse på fuld løn. Særligt for de sygeplejestuderende, som er meget tæt på at være færdige, vil det opleves som ærgerligt.

Hvis de igangværende forløb skulle fortsættes, skulle der findes midler til at dække udgifter til ordinære vikarer, hvor der ikke kan findes jobrotationsvikarer, eller hvor der ikke kan opnås jobrotationstilskud - herunder lønrefusion i praktikperioderne. Udgifterne hertil ville udgøre mellem 4 og 15 mio. kr. frem til 2018 (afhængig af om man vælger at lade alle igangværende færdiggøre deres uddannelser eller kun de studerende, der mangler mindre end 2 år af deres uddannelse). Dette vil betyde omprioritering af ressourcer fra borgerrettede indsatser til støtte af uddannelsesforløb, hvilket kan opfattes som en kommunal kompensation for stramninger i den nationale arbejdsmarkedspolitik. Direkte kommunal støtte til disse sygeplejersker vil endvidere kunne ses som en forskelsbehandling af disse studerende i forhold til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens andre sygeplejersker, som har gennemført deres uddannelser på SU.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

        Lars Gregersen


                                                                    /Kim Maskell

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top