Reduktionsmål og proces for madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner
Økonomiforvaltningen sendte den 7. juni 2022 udkast til indstilling til Borgerrepræsentationen vedr. forslag til reduktionsmål for madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener i forvaltningshøring i hhv. Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen forud for beslutning i Borgerrepræsentationen den 3. november 2022.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker forud for afsendelse af høringssvar at orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget om forvaltningens høringssvar og det kommende arbejde på madspildsområdet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har, målt på fødevareindkøb, den 2. største madproduktion i kommunen, og den største del af målgruppen i forvaltningen (borgere på plejehjem og midlertidige døgnophold) får fuld døgnforplejning og har ofte individuelle, helt særlige ernæringsbehov.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om forvaltningens høringssvar vedr. indstilling til Borgerrepræsentationen (bilag 1) til efterretning.
Problemstilling
Det er med Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi fra 2019 besluttet, at kommunen skal arbejde med reduktion af madspild i Københavns Kommunes offentlige køkkener. Borgerrepræsentationen har i samme anledning tilsluttet sig C40’s mål om en 50 % madspildsreduktion inden 2030 gennem ”Good Food Cities Declaration”.
C40 er et internationalt samarbejde mellem en række af verdens største og mest klimaambitiøse byer, som har forpligtet sig til at nedbringe udledningen af CO2 og andre drivhusgasser og fremme bæredygtige løsninger.
Økonomiforvaltningen, der har det overordnede ansvar for implementering af Mad- og Måltidsstrategien, vil den 3. november 2022 indstille over for Borgerrepræsentationen at tilslutte sig reduktionsmålet for madspild på 50 % inden 2030 i alle Københavns Kommunes offentlige køkkener og institutioner, samt at de første 15 % skal være opnået inden 2025. Reduktionsmålet vil blive målt på forvaltningsniveau (Bilag 2).
Madspildsrapporten, som blev færdig i 2021, belyser hvor og hvor stort madspildet er i Københavns Kommune fordelt på forvaltninger, institutionstyper, fødevaregrupper, og om madspildet kommer fra lager, produktion eller tallerken.
Madspildsrapporten konkretiserer dertil, hvad målsætningen på 50% reduktion kan betyde for kommunens samlede CO2 regnskab.
Løsning
For Sundheds- og Omsorgsforvaltningens omfatter reduktionsmålet 30 plejehjem med produktionskøkken, 12 plejehjem med modtagerkøkken samt Københavns Madservice, som bl.a. leverer til 11 af de 12 plejehjem med modtagerkøkken. Ansvaret for indfrielse af reduktionsmålet ligger hos fagforvaltningerne.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens høringssvar
Det fremgår af høringssvaret (bilag 1), at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er enig i, at der fortsat er behov og potentiale for at reducere madspild i de offentlige køkkener, men påpeger samtidig de udfordringer, forvaltningen ser ift. at opfylde reduktionsmålene for madspild indenfor de fastsatte tidsfrister – hhv. 2025 og 2030.
Der lægges vægt på, at arbejdet med at opnå reduktionsmålene for madspild sker med et fortsat fokus på at sikre borgernes ernæringsbehov. Det er afgørende, at der tages særligt hensyn til borgere på plejehjem og midlertidige døgnophold, hvor der tilbydes fuld døgnforplejning.
Døgnforplejningen og målgruppen forudsætter i vidt omfang en specialiseret madproduktion. Disse særlige behov kan gøre det vanskeligt at reducere madspildet og give ekstra opgaver til personalet på plejehjemmet. I den sammenhæng gøres i høringssvaret yderligere opmærksom på plejehjemmenes udfordringer, for så vidt angår rekruttering og fastholdelse, som kan give personalemangel også på køkkenområdet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen peger således på, at disse forhold udfordrer forvaltningens opfyldelse af reduktionsmålene for madspild indenfor de fastsatte tidsfrister – hhv. 2025 og 2030.
Handlingsplaner
Sideløbende med den politiske vedtagelse af reduktionsmål, vil der i efteråret 2022 blive udarbejdet forvaltningsspecifikke handlingsplaner mhp. at definere konkrete indsatser i hver af de deltagende forvaltninger.
Handleplanerne vil supplere og understøtte aktiviteter under den nuværende madkvalitetsaftale (2021-2024), hvor Meyers Madhus leverer rådgivning og kurser til køkken- og plejepersonale, bl.a. med fokus på indsatser til at reducere madspild.
Forvaltningernes handlingsplaner kan indeholde forslag om, at der iværksættes forskellige lokale afprøvninger og målinger. Det kan ske i samarbejde med eksterne ”eksperter”, fx firmaet FoodOp, der blev præsenteret på KL's kommunalpolitiske topmøde i marts 2022. Firmaet hjælper professionelle køkkener med at måle madspild via en digital platform.
Det fremgår af forvaltningens høringssvar, at forventningen er, at der ifm. overførelsessagen for 2022-2023 og budget 2024 fremsættes ønsker om budget til forskellige afprøvninger og pilotforsøg vedr. reduktion af madspild som led i forvaltningens kommende handlingsplan.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen har nedsat en madspildsgruppe bestående af køkkenledere, køkken/kostansvarlige og forstandere fra 8 plejehjem (både med modtagekøkken og produktionskøkken). Madspildsgruppen vil give input og agere sparringspartner ifm. arbejdet med handlingsplaner samt de forvaltningsspecifikke perspektiver ifm. indfrielse af mål.
Jakob Krogh
/Helle Schnedler