Mødedato: 22.06.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Temadrøftelse om inputs til Sundhedsstrukturkommissionen om afbureaukratisering og dokumentationskrav

Resumé

Det danske sundhedsvæsen er presset. Stadig flere borgere får behov for behandling, pleje og omsorg samtidigt med at der mangler medarbejdere. Regeringen har nedsat en Sundhedsstrukturkommission, der skal belyse fremtidige modeller for organisering af sundhedsvæsenet.

Denne temadrøftelse er den første af flere temadrøftelser i Sundheds- og Omsorgsudvalget, hvor udvalget kan drøfte forventninger og ønsker til udviklingen af det kommunale sundhedsvæsen, som kan bæres videre til bl.a. Sundhedsstrukturkommissionen. Temadrøftelserne skal ligeledes bidrage til at klæde udvalgets medlemmer på til drøftelser på tværs af myndigheder, organisationer mm.

Første temadrøftelse indledes med et oplæg af Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og efterfølges af et oplæg fra Center for Sundhed og Rehabilitering samt Center for Ældreliv og Innovation

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager præsentation af dokumentation og afbureaukratisering til efterretning
  2. At Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter væsentlige principper for dokumentation i det nære sundhedsvæsen

Problemstilling

Det er et bredt nationalt sundhedspolitisk ønske at styrke det nære sundhedsvæsen bl.a. i lyset af den demografiske udvikling med mange flere ældre og dermed flere med behov for sygdomsbehandling og pleje/omsorg.

Sigtet er generelt, at flere borgere kan behandles i eller tæt på eget hjem i stedet for på hospitalerne, gennem en styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Kommunerne spiller i den forbindelse en helt afgørende rolle. Det stigende antal ældre og borgere med kroniske sygdomme medfører flere behandlinger og presser sygehusvæsenet, hvor langt flere sundhedsopgaver formentlig i fremtiden skal løses af kommunerne, og kommunerne vil få en langt mere fremtrædende rolle, når det kommer til forebyggelse, genoptræning, rehabilitering, sygepleje mv. 

Hvis flere opgaver i fremtiden skal løftes i det nære sundhedsvæsen af kommunerne samtidig med, at der på sundhedsområdet fortsat vil være et krav om en høj grad af ensartethed og monitorering af indsatser, er det relevant at drøfte, hvordan det kan undgås, at opgaveløsningen vanskeliggøres af unødigt bureaukrati og for mange – unødvendige - dokumentationskrav.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsudvalget præsenteres ved temadrøftelsen for nogle af de udviklingsspor, udfordringer og tendenser, der forventes at komme til at præge dokumentationskravene i sundhedsvæsenet i de kommende år, herunder fx dilemmaet om nødvendigheden af dokumentation og behovet for afbureaukratisering.

Formålet med temadrøftelsen om afbureaukratisering er at få udvalgets betragtninger til, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan arbejde videre med indspil til Strukturkommissionens arbejde, med særligt fokus på kommunernes nye sundhedsopgaver/mere ansvar på sundhedsområdet og det samtidige ønske om afbureaukratisering. Det vil også kunne bidrage til arbejdet med afbureaukratisering på dokumentationsområdet i KL-regi, som Sundheds-og Omsorgsforvaltningen er involveret i.

Et ønske er at få formuleret nogle principper for dokumentation, så det undgås, at omstillingen af sundhedsvæsenet medfører endnu flere krav til dokumentation og bureaukrati, som det bl.a. ses i regionerne.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med denne sag.

Videre proces

Temadrøftelsen foreslås at munde ud i udvælgelse af centrale principper for dokumentation, som fælles rettesnor i det fremtidige arbejde i det nære sundhedsvæsen.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil efterfølgende blive skriftligt orienteret om de udvalgte principper.

 

Per Bennetsen

/Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede indstillingens 2. at-punkt.

Til top