Mødedato: 22.06.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Overblik over pårørendeindsats på hjerneskadeområdet

På baggrund af drøftelse ifm. behandling af indstilling om evaluering af specialiseret rehabilitering den 22.april 2021, beskrives pårørendetilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, herunder behov i relation til vejledning og familierettede tilbud til pårørende til borgere med hjerneskade.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status vedr. pårørendeindsatsen på hjerneskadeområdet til efterretning

Problemstilling

Pårørende til borgere med hjerneskade oplever ofte, at deres hverdag forandres og de kan have behov for støtte, rådgivning og undervisning ift. egen situation.

Løsning

Tilbud på Neurorehabilitering - Kbh

Voksne borgere - både dem som er tilknyttet Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen - med hjerneskade og behov for rehabilitering efter hjerneskade tilknyttes som udgangspunkt Neurorehabilitering – Kbh (NKBH). På NKBH er der følgende tilbud til pårørende til borgere med hjerneskade:

  • Samtaler med pårørende til borgere, der er på midlertidigt døgnophold. Tilbuddet er en fortrolig samtale med et tværfagligt team bestående af en neuropsykolog, en sygeplejerske og en fysioterapeut, hvor teamet tager udgangspunkt i, hvordan den pårørende har det samt hvilke tanker og spørgsmål, der fylder hos den enkelte. Aktuelt foregår samtalerne telefonisk eller virtuelt over Teams
  • Rådgivning og vejledning fra Hjerneskadekoordinationen for borgere med hjerneskade og pårørende. Aktuelt foregår dette telefonisk via Hjerneskadetelefonen

Udover konkrete pårørendeindsatser tilbydes pårørende systematisk involvering i borgers forløb ved invitation til statussamtaler undervejs i borgerens forløb. Dette sker efter borgers samtykke.

Til borgere på døgnophold er der mulighed for at benytte træningslejligheden sammen med deres pårørende. Træningslejligheden er indrettet som et almindeligt hjem med køkken og udgang til have og der er her mulighed for at afprøve almindelige aktiviteter fra hverdagen i trygge omgivelser.

Generelle pårørendeindsatser i kommunen

Der tilbydes desuden følgende generelle pårørendeindsatser i kommunen:

  • Råd og vejledning fra en pårørendevejleder, der tilbyder uforpligtende støtte og vejledning, uanset hvilken sygdom ens nære er ramt af. Dette foregår aktuelt telefonisk
  • ’Lær at tackle hverdagen som pårørende’ er et gratis kursus for pårørende til personer med langvarig sygdom eller svækkelse, hvor man introduceres til konkrete værktøjer, som den pårørende kan bruge til at klare udfordringer som fx stress, svære følelser, egenomsorg

Udviklingsperspektiver ift. pårørendeindsatsen

Hjerneskadekoordinationen planlægger aktuelt videreudvikling af temaeftermiddage/pop-up-arrangementer om bl.a. viden om hjernen og følger efter hjerneskade, hjernetræthed, fortællinger fra pårørende og ramte, samt pårørendegrupper.

I samarbejde mellem NKBH og Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen iværksætter begge patientforeninger afprøvning af individuel rådgivning af borgere og pårørende på NKBH.

På NKBH er der et tilbud under udarbejdelse til samboende pårørende til borgere med hjerneskade. Tilbuddet vil bestå af gruppesamtaler og erfaringsudveksling mellem de pårørende og faciliteres af en neuropsykolog eller ergoterapeut, hvor emner som f.eks træthed, krise, rolleændringer, seksualitet og den nye hverdag drøftes. Kurset vil løbe over 3-4 gange af 1 ½ times varighed og foregår over Teams.

Sundhedsstyrelsen har i deres tværsektorielle anbefalinger beskrevet nogle internationalt anvendte metoder, der kan give inspiration til konkrete familiecentrerede indsatser. Familiecentrerede indsatser er aktuelt ikke et tilbud, som Københavns Kommune tilbyder familier som pårørende til borgere med hjerneskade. Kræftens Bekæmpelse har tilbud om sorggrupper og rådgivning til børn og unge samt familierådgivning. Lignende tilbud for familier med børn og unge til en forælder med hjerneskade kan overvejes efter en afdækning af behov herfor.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Eventuelle kvalitetsløft i form af kommunale ikke-lovpligtige indsatser (kan-tilbud) vil forudsætte tilførsel af yderligere bevilling.

Videre proces

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder videre med at udvikle tilbud til pårørende på hjerneskadeområdet.

Katja Kayser

/Merete Røn Christensen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top