Mødedato: 22.06.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Status på Nøgletal 2020

Se alle bilag
Rapporten "Status på nøgletal for 2020" belyser forvaltningens arbejde med seks overordnede politiske visioner og pejlemærker for sundhed og omsorg i Københavns Kommune, samt de tre politisk fastsatte målsætninger for henholdsvis ventetid, sygefravær og brugertilfredshed.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager ”Status på nøgletal for 2020”, samt ”Fakta om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 2016 til 2020” og COVID-19 indsatser i 2020 til efterretning, jf. bilag 1, 2 og 3.

Problemstilling

I statusrapporten for hele 2020 afrapporteres på en række indikatorer for målene i ældrepolitikken og sundhedspolitikken, samt på de politisk fastsatte mål om sygefravær, ventetider og brugertilfredshed. Rapporten tager udgangspunkt i de indikatorer, som blev forlagt Sundheds- og Omsorgsudvalgt i ”Status på nøgletal for 2020 1. halvår” på mødet af 29. oktober 2020. Herved er det muligt at følge udviklingen over tid i ”Status på nøgletal for 2020”.

COVID-19 har flyttet fokus for året 2020. Forvaltningen har været tvunget til at håndtere hygiejnetiltag, smitteinddæmning og restriktioner. Rapporten viser hvor betydelig påvirkningen af COVID-19 har været, særligt i pandemiens første måneder. Det er forvaltningens vurdering, at resultaterne i statusrapporten skal ses i lyset heraf, og er som følge heraf mindre brugbare i identifikationen og igangsættelsen af nye indsatser.

Rapporten giver en detaljeret beskrivelse af nye indsatser og strategier igangsat i 2020. Eksempelvis har Københavns Kommune lanceret demensstrategien "Sammen om demens", samt hjemtaget den specialiserede rehabilitering af borgere med omfattende hjerneskade.

Løsning

Strukturen for Statusrapporten for 2020 følger først ældrepolitikken, dernæst sundhedspolitikken og endeligt de tre politisk fastsatte målsætninger for henholdsvis ventetid, sygefravær og brugertilfredshed.

Der har i 2020 været overordnede negative resultater på en hovedvægt af nøgletallene, fx genoptræningsforløb og behandlingstilbud til børn og unge, mens der har været en positiv eller neutral udvikling i fx sygefraværet for elever og i antallet af medlemskaber i seniorklubber. Den negative udvikling i nøgletallene vurderes især, at være en konsekvens af COVID-19. Særligt svage og udsatte borgere har været påvirket af COVID-19, herunder borgere i KOL-forløb, hvor antallet af forløb er faldet med 60 procent sammenlignet med 2019.

Året 2020 har set både positive og negative tendenser i ældrepolitikken. Antallet af forebyggende hjemmebesøg, genoptræningsforløb, udredning- og rehabiliteringsforløb og anvendte klippekort er faldet, mens kvaliteten af udredning- og rehabiliteringsforløb er steget. Trygheden for ældre er forbedret i 2020, da ældre nu venter kortere tid på hospitalet efter de er færdigbehandlede, og 90% af alle tilsyn foretaget i 2020 har haft et tilfredsstillende eller bedre resultat.

Sundhedspolitikken har været kraftigt påvirket af COVID-19. Der har været et mærkbart fald i antallet af forløb på stress-, depression-, kræft-, diabetes- og hjerteområdet. Antallet af rygestopkurser og tilbud til børn og unge har set et tilsvarende fald. Antallet af angstforløb er som det eneste på niveau med 2019.

Målene for sagsbehandlingstider er i de fleste tilfælde overholdt. Kun sagsbehandlingstider på plejebolig og udredning og rehabilitering er i 2020 under målet. Ventetid på plejebolig er som i 2019 under målet, men med undtagelse af pandemiens første måneder, er ventetidsgarantien næsten overholdt fra juni måned og frem.

Som følge af ændringer i brugerundersøgelserne, har det ikke været muligt at sammenligne resultater med tidligere år. Niveauet af tilfredshed er generelt højt blandt kommunens borgere og pårørende.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Statusrapport for 1. halvår 2021 forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget efteråret 2021.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top