Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 22. juni 2006
Sager til efterretning
15. Nyt sundhedscenter i Bispebjerg Hospitals optageområde
SOU 206/2006 J.nr. 28/2003
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om organisering
af det nye sundhedscenter til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2006
Sagen blev udsat.
RESUME
Sundheds- og Omsorgudvalget har godkendt, at der oprettes et sundhedscenter for borgere med kronisk sygdom. Det nye sundhedscenter får til huse i København NV.
I sundhedscentret tilbydes patientrettet og borgerrettet forebyggelse. Sundhedscentret betjener bydelene Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro og Bispebjerg. Ca. 21 % af bydelenes befolkning er indvandrere fra ikke vestlige lande og deres efterkommere.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at forebyggelse og sundhedsfremme til borgere med anden etnisk baggrund rummes i generelle tilbud i organisationen. Som udgangspunkt vil tilbudet være det samme til borgere uanset alder, køn og etnisk tilhørsforhold. I tilrettelæggelsen af indsatsen i sundhedscentret tages der derfor stilling om der er brug for særlige tilbud til at matche den sproglige og kulturelle mangfoldighed blandt patienterne f.eks. behov for tolk eller kønsadskilte hold.
Den patientrettede forebyggelse indeholder tilbud om rehabilitering af borgere med kronisk sygdom. Rehabiliteringstilbudet omfatter bl.a. fysisk træning, undervisning i sygdom og diætvejledning. Indsatsen tilrettelægges i samarbejde med borgeren ud fra borgerens behov og ønsker.
Den borgerrettede forebyggelse omfatter åbne tilbud som foredrag og rådgivning.
Der er mange borgere med anden etnisk baggrund i sundhedscentrets optageområde, og sundhedscentret vil derfor have særligt fokus på aktiviteter for disse grupper. Aktiviteterne vil blive udviklet og arrangeret i samarbejde med Folkesundhed København. Aktiviteterne kan være undervisning i sund kost og livsstil og motion. Undervisningen kan foregå på forskellige sprog og kønsopdeles efter behov.