Mødedato: 21.11.2002, kl. 15:00

Indførelse af fritvalgslovgivning

Indførelse af fritvalgslovgivning

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 21. november 2002

 

3. Indførelse af fritvalgslovgivning

SOU 247/2002 J.nr. 27/2002

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller:

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at Sundhedsforvaltningen arbejder med 6 ydelseskategorier indenfor hjemmehjælpen: personlig og praktisk hjælp, indkøb, tøjvask, grundig rengøring og madservice

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at det videre arbejde med udmøntning af frit valg lovgivningen tager afsæt i godkendelsesmodellen for så vidt angår personlig og praktisk hjælp indenfor hjemmeplejen og udbudsmodellen for ydelserne tøjvask, indkøb og grundig rengøring

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at det videre arbejde med udmøntning af frit valglovgivningen tager afsæt i en geografisk opdeling af kommunen i mindre enheder, samt at kommunen indtil videre selv står for natberedskabet

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at hjemmesygeplejeydelserne også omfattes af frit valg

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter 1. udkast til standarder for indkøbsordninger, herunder niveauet for obligatoriske krav til leverandørerne.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2002

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte 1. og 2. at-punkt med præcisering af, at der i 1. at-punkt er tale om indkøbs- og tøjvaskeordninger, samt grundige rengøringsordninger.

Sundheds- og Omsorgsudvalget udsatte 3.-4. at-punkt med henblik på en uddybende indstilling.

Sundheds- og Omsorgsudvalget udsatte 5. at-punkt med henblik på at punktet forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget i en selvstændig indstilling.

 

A. Ben Haddou (D) ønskede ført til protokols: "CD stemmer for fritvalgslovgivningen, men er betænkelig ved servicesikkerheden i forbindelse med pludseligt ophør af service fra et firma".

 

RESUME

Den 1. januar 2003 træder lovgivningen om frit leverandørvalg på ældreområdet i kraft. Loven betyder, at borgerne skal have mulighed for frit at vælge mellem kommunale og private leverandører af personlig og praktisk hjælp (L 130 – Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om hjemmeservice, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om individuel boligstøtte (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.)).

Kommunerne kan etablere frit valg på to måder. Enten via hovedreglen, hvor alle leverandører, der kan leve op til de kommunalt fastsatte kvalitets- og priskrav, skal godkendes (godkendelsesmodellen). Eller via undtagelsesreglen, hvor kommunen kan vælge at udbyde personlig og praktisk hjælp (udbudsmodellen).

Denne indstilling er en redegørelse for lovgivningen om frit leverandørvalg af personlig og praktisk hjælp, samt en diskussion og anbefaling af, hvordan det frie valg kan indføres på ældreområdet i Københavns Kommune.

Lovgivningen betyder, at kommunerne skal adskille myndigheds- og opgaveudførelsen og opgøre de reelle udgifter til leverandørvirksomheden. De kommunale myndigheder skal fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp i kommunen. Der skal som minimum udformes selvstændige kvalitetskrav for den personlige hjælp, for madordningen og for den øvrige praktiske hjælp (rengøring m.v.).

Af hensyn til det videre arbejde med implementeringen af lovgivningen har Sundhedsforvaltningen behov for at få fastlagt rammerne for at indføre frit valg.

For det første indstilles til Sundheds- og Omsorgsudvalget, at det videre arbejde tager afsæt i en opdeling i 6 ydelseskategorier indenfor hjemmehjælpen: personlig og praktisk hjælp, indkøb, tøjvask, grundig rengøring og madservice. Minimumskravet i lovgivningen er opsplitning af personlig pleje, madservice og den øvrige praktiske hjælp (madservice skal i henhold til lovgivningen opdeles i madservice med udbringning og madservice uden udbringning, men betragtes her som én ydelseskategori).

For det andet indstiller Sundhedsforvaltningen at anvende godkendelsesmodellen for så vidt angår personlig og praktisk hjælp indenfor hjemmeplejen og udbudsmodellen for ydelserne tøjvask, indkøb og grundig rengøring. Sundhedsforvaltningen vil senere vende tilbage med indstilling vedrørende madservice.

For det tredje indstiller Sundhedsforvaltningen, at der i det videre arbejde med at indføre frit valg lovgivningen opereres med en geografisk opdeling af kommunen i mindre enheder.

For det fjerde anbefaler Sundhedsforvaltningen, at hjemmesygeplejeydelserne også omfattes af frit valg.

Når forvaltningen – i forlængelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning om opdeling af ydelser og distrikter – har udarbejdet et samlet beslutningsgrundlag, skal dette til godkendelse i Borgerrepræsentationen.

 

 

 

Til top