TILLÆGSDAGSORDEN: Anmeldelse af brugen af IT-systemer ifm. Ældrerådsvalget
TILLÆGSDAGSORDEN: Anmeldelse af brugen af IT-systemer ifm. Ældrerådsvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 21. oktober 2004
2. TILLÆGSDAGSORDEN: Anmeldelse af brugen af IT-systemer ifm. Ældrerådsvalget
SOU 144/2004 J.nr. 33/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender anmeldelse til Datatilsynet om behandling af personoplysninger i forbindelse med ældrerådsvalgene.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 21. oktober 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte indstillingen.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på udvalgsmødet den 4. marts 2004 (SOU 423/2001) "Valg til Ældrerådene" besluttet, at det skulle være muligt at anvende et elektronisk medie i forbindelse med afstemning til Ældrerådsvalgene.
Kommunedata har tilrettet det valgsystem, som anvendes i Frederiksberg Kommune i forbindelse med afstemning til valg af ældreråd. Systemet indeholder identifikationsoplysninger på borgerne som fødselsdato, navn og adresse, ligesom det indeholder oplysninger om de opstillede kandidater. Behandlingerne foretages udelukkende i Sundhedsforvaltningen.
I henhold til § 6, stk. 1 i " Sikkerhedsregulativ for behandling af personoplysninger i Københavns Kommune og bydelene" skal beslutning om behandling af personoplysninger, "træffes af vedkommende udvalg". Da der er tale om behandling af personoplysninger, der udelukkende behandles af Sundhedsforvaltningen træffes beslutningen i dette tilfælde af Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Sundhedsforvaltningen indstiller hermed, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender anmeldelse til Datatilsynet om behandling af personoplysninger i forbindelse med ældrerådsvalgene.