Mødedato: 21.09.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Videre proces for udvikling af idrætsdagen 'Spring for Livet'

Resumé

En evaluering af den årlige motionsdag for ældre Spring for Livet viser, at deltagerne i vidt omfang er pensionister og allerede tilknyttet en idrætsforening. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at et ændret koncept for arrangementet vil kunne tiltrække et bredere segment af ældre og derfor i højere grad have potentiale til at bidrage til flere sunde leveår for københavnerne.  Sundheds– og Omsorgsudvalget skal godkende en videreudvikling af konceptet for Spring for Livet.

 Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds – og Omsorgsudvalget godkender videreudviklingen af den årlige motionsdag Spring for Livet.

Problemstilling

Siden 2014 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med DGI Storkøbenhavn afholdt den årlige motionsdag Spring for Livet for seniorer i København. I forbindelse med førstebehandling af Budget 2018 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at afsætte 565.000 kr. årligt (varigt) til afholdelse af Spring for Livet i samarbejde med DGI Storkøbenhavn med det formål at give ældre mulighed for at mødes på tværs af byen og være sammen om fysisk aktivitet. Dagen kan desuden give inspiration til ældre, der ikke er fysisk aktive i hverdagen.

En evaluering af Spring for Livet 2022 viser, at aldersgennemsnittet for deltagerne på motionsdagen er 72 år, at 90% er gået på pension, og at 66% allerede er tilknyttet en idrætsforening eller lignende. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer derfor, at Spring for Livet med fordel kan videreudvikles, så arrangementet i højere grad bidrager til at inspirere flere yngre og motionsuvante ældre til fysisk aktivitet i hverdagen.

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal på den baggrund godkende videreudvikling af formatet for motionsdagen med henblik på, at aldersgruppen udvides og konceptet ændres til at bestå af flere årlige og lokalt forankrede aktiviteter og tilbud.

Løsning

Sundhed- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at Spring for Livet med fordel kan videreudvikles med henblik på at tiltrække og inspirere flere yngre seniorer til foreningsdeltagelse og mere fysisk aktivitet i hverdagen. En ændring af konceptet med dette formål vil bidrage til flere sunde leveår for københavnerne.

Videreudviklingen af Spring for Livet vil have fokus på:

  • Rekruttering af yngre seniorer (over 55 år) i overgangsfasen fra arbejdsmarkedet til pensionslivet.
  • Flere lokalt forankrede initiativer frem for én årlig motionsdag for hele byen.
  • At knytte Spring for Livet sammen med andre relevante bydækkende arrangementer.

Afsættet for en udvidelse af målgruppen til yngre seniorer fra 55 år er, at det at være aktiv og en del af et fællesskab i en forening inden pensionsalderen, vil kunne lette overgangen fra arbejdsliv til pension samt fremme både fysisk og mental sundhed i seniorårene.

For yderligere at understøtte, at flere i målgruppen fortsætter i fællesskaber og foreningsliv, vurderes det hensigtsmæssigt at ændre formatet fra én årlig bydækkende idrætsdag til flere lokalt forankrede aktiviteter og tilbud. I samarbejde med relevante foreninger og aktører i lokalmiljøet vil der blive iværksat forskellige brobygningsaktiviteter og etablering af målrettede hold til voksne over 55 år, herunder nybegyndere og genstartere. Der vil blive afholdt flere lokale foreningsworkshops som startskud for dette arbejde.

Endelig vil Spring for Livet fremadrettet blive knyttet sammen med andre relevante bydækkende arrangementer, såsom Seniormessen, med henblik på at øge synliggørelsen af de lokalt forankrede foreningsworkshops og tilbud.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har drøftet ovenstående med DGI Storkøbenhavn, der er positivt indstillet over for forslaget. I forbindelse med videreudviklingen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen inddrage Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Økonomi

Videreudviklingen kan gennemføres inden for den eksisterende økonomiske ramme.

Videre proces

Med Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendelse, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen igangsætte videreudviklingen af Spring for Livet med henblik på at afprøve det nye format i 2024. I forbindelse med videreudviklingen vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen inddrage Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Jakob Krogh

  /Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top