Mødedato: 21.09.2017, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om principafgørelse vedr. måleapparat til diabetikere.

Se alle bilag
Udvalget orienteres om Ankestyrelsens principafgørelse vedr. blodsukkermåleapparat

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om Ankestyrelsens principafgørelse til efterretning.

Problemstilling

Ankestyrelsens har 30. maj 2017 offentliggjort en principafgørelse om glukosemåleren FreeStyle Libre med henblik på at afklare, hvornår glukosemåleren skal betragtes som henholdsvis et hjælpemiddel og et behandlingsredskab (se bilag 1.)

Udvalget orienteres om Ankestyrelsens afgørelse og om de umiddelbare konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens sagsbehandling. 

Løsning

Kommunen skal efter Serviceloven give støtte til hjælpemidler til borgere med diabetes. På den baggrund bevilliger Københavns Kommune (Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen) blodsukkermålere til cirka 8.500 borgere med diabetes om året.

Ligesom i en række andre kommuner har et stigende antal borgere i Københavns Kommune ansøgt om at få bevilliget et nyt produkt – FreeStyle Libre – som hjælpemiddel. FreeStyle Libre kan måle glukoseværdien via en sensor i huden, hvormed borgeren undgår at stikke sig med en nål for at måle blodsukkeret. Primært Socialforvaltningen (SOF), har modtaget en række ansøgninger om FreeStyle Libre – men også Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har modtaget enkelte ansøgninger.

FreeStyle Libre er relativt nyt på markedet og har siden efteråret 2016 været genstand for en del opmærksomhed i hele landet, idet der har været tvivl om, hvorvidt produktet kan betragtes som et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. I tilfælde af førstnævnte ligger finansieringsansvaret hos regionerne. I tilfælde af sidstnævnte ligger det hos kommunerne.

Ankestyrelsens principafgørelse
Københavns Kommune har ikke hidtil bevilliget glukosemåleapparatet FreeStyle Libre, men har afventet Ankestyrelsens principafgørelse, som nu foreligger. Heraf fremgår det, at glukosemålere som FreeStyle Libre både kan være at betragte som et hjælpemiddel og som et behandlingsredskab afhængig af blandt andet den enkelte borgers sygdomsforløb, sygdomserkendelse og mestringsgrad. Afgørelsen er vedlagt i sin helhed som bilag 1.

Ankestyrelsen fastslår, at hvis kommunen vurderer, at glukosemålingssystemet er et hjælpemiddel for en borger, vil det stadig bero på en konkret og individuel vurdering, om produktet i væsentlig grad kan afhjælpe borgeren yderligere end det allerede bevilgede injektions- og testmateriale.

Konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Principafgørelsen er bindende for kommunerne og kan ses som en rettesnor for, hvordan kommunerne skal administrere i lignende sager.

Ankestyrelsens principafgørelse betyder, at SUF ud fra en konkret og individuel vurdering i nogle tilfælde vil skulle bevilge FreeStyle Libre som et hjælpemiddel til borgere. Ud fra de kriterier, som Ankestyrelsen fastlægger, vurderer forvaltningen umiddelbart, at der generelt vil være relativt få borgere i SUF’s regi, dvs. borgere over 65 år, der vil kunne få bevilliget FreeStyle Libre som et hjælpemiddel. 

Pt. har SUF efter Ankestyrelsens principafgørelse bevilliget måleren til to borgere. I begge tilfælde har borgerens diabetes været velreguleret og de pågældende har haft behov for at måle deres blodsukker 12 gange pr. dag. Herudover har begge selv kunne anvende resultaterne fra FreeStyle Libre Flash til at fastholde en god diabeteskontrol.

Økonomi

Bevillingen af FreeStyle Libre til SUF-borgere forventes at kunne finansieres inden for den nuværende budgetmæssige ramme, da det vurderes, at et yderst begrænset antal borgere, vil kunne få produktet bevilget. Den årlige udgift til Free Style Libre pr. borger er cirka 11.000 kr – hvilket ligger betydeligt over de årlige udgifter til traditionelt blodsukkermåleudstyr for SUF-borgere, der i 2016 i gennemsnit lå på 1.643 kr.  Der tages dog generelt forbehold for, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at fastslå præcis hvor mange, der vil kunne få bevilliget FreeStyle Libre fremadrettet. 

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen følger udviklingen med henblik på tidligt at kunne konstatere, hvis flere borgere bevilliges FreeStyleLibre, end hvad der antages på nuværende tidspunkt. 

 

Hanne Baastrup

                                                           /Birgitte Østergaard

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top