Mødedato: 21.05.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høringssvar - Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende høringssvar vedrørende Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019 

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at høringsbrevet (bilag 1) fremsendes til Kultur- og Fritidsforvaltningen som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et udkast til "Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019". Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 19. februar 2015 at sende politikudkastet i høring hos relevante interessenter, herunder Sundheds- og Omsorgsudvalget. 

Løsning

Kultur- og Fritidspolitikken indeholder en vision, fem principper og otte indsatsområder.

Den overordnede vision for den nye Kultur- og Fritidspolitik er at skabe en attraktiv storby med livskvalitet og "kant", hvor man prøver at gå nye veje. Og hvor borgerne er et aktiv, der er med til at udvikle byen. Visionen i den nye Kultur- og Fritidspolitik er overensstemmende med, at livskvalitet er et helt centralt omdrejningspunkt i både sundhedspolitikken 2015-2025 "Nyd livet, københavner" og i den nye ældrepolitik 2015-2018 "Lev stærkt, hele livet".

Ligeledes er principper som demokrati og kvalitet i god overensstemmelse med de spor og principper, der ligger i henholdsvis ældre- og sundhedpolitikkerne.

Af de otte indsatsområder som politikken har fokus på, er bl.a. at få kulturen og idrætten ind på skoleskemaet, at det skal være nemt at være frivillig og løsninger skal findes gennem et bredt samarbejde mellem alle forvaltninger i kommunen. Det er positivt, at Fritidspolitikken har fokus på det brede samarbejde på tværs af forvaltningsområder. Det giver et stærkt afsæt for, at indsatserne i politikken kan løftes i fællesskab og skabe de bedste og mest holdbare løsninger for borgerne.

Kultur- og Fritidspolitikken kunne med fordel have et mere eksplicit fokus på social ulighed. Med indsatsområdet

"Det hele barneliv – læring, trivsel og alle med" er der brug for, at arbejde målrettet på at fastholde børn og unge i idrætten og yde særlig støtte og hjælp til de børn og unge, som aldrig bliver inkluderet i de mange idrætsfællesskaber der findes. Nye foreningstyper- og modeller, der appellerer til nye målgrupper, vil imødekomme endnu flere inaktive børn og voksne.

Høringssvaret kommer med forslag, som kan inspirere og styrke det videre arbejde med princippet "Demokrati" og indsatsområderne "Faciliteter", "Det hele barneliv" og "Samarbejde om hele byen".

I bilag 1 findes høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Vedlagte høringsbrev bliver efter endt behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget oversendt til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Katja Kayser
                                                                        /Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om at tilgængeligheden for handicappede og gangbesværede skal forbedres i kommunes kultur – og fritidstilbud.

SF og Enhedslisten stillede ændringsforslag til høringssvaret:

”Byen skal være tilgængelig for alle – og den enkeltes økonomiske ressourcer skal ikke være en barriere for at deltage i byens Kultur- og Fritidstilbud”.

Der blev stemt om ændringsforslaget.

For stemte: F og Ø
Imod stemte: Ingen
Undlod af stemme: V, A og O 

Forlaget blev vedtaget med 4 stemmer. 6 medlemmer undlod at stemme.

Protokolbemærkning fra Socialdemokratiet (A), Venstre (V) og Dansk Folkeparti (O) : ”Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti undlod at stemme om ændringsforslaget, da vi mener aspektet allerede fremgår at Kultur- og Fritidspolitikken”

Til top