Mødedato: 21.05.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Røgfrit København 2025 - status 2014 og drøftelse af retning i Røgfrit Københavns arbejde for en røgfri generation i København

Orientering om status for 2014 for initiativet Røgfrit København 2025 samt drøftelse af den fremtidige retning i Røgfrit København med fokus på en røgfri generation i København.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for 2014 vedr. Røgfrit København 2025 til efterretning, og 
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager den fremadrettede indsats med fokus på en røgfri generation til efterretning. 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 19. november 2012 at afsætte en varig bevilling på 10 mio. kr. årligt til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at realisere visionen om Røgfrit København; at vores by i 2025 er en foregangsby; en sund og grøn metropol, hvor børn og voksne kan færdes uden at blive udsat for tobaksrøg, hvor nye generationer ikke begynder at ryge, og hvor mennesker, som ryger, får hjælp og støtte til at blive røgfri. Konkret er målet at reducere andelen af daglige rygere blandt københavnerne fra 17 % i dag til 4 % i 2025.

Røgfrit København bygger på partnerskaber og frivillighed, og det indebærer, at der ikke arbejdes med løftede pegefingre og forbud, men i stedet med:

  • Støtte og omsorg til mennesker, der ønsker at stoppe med at ryge
  • Hensyn og respekt – både til mennesker, der ryger og til mennesker, der ikke ryger
  • Mangfoldighed og lokalt ejerskab.
Et eksempel på dette er Københavns 125 offentlige legepladser, som er blevet røgfrie ved hjælp af en venlig henstilling om ikke at ryge, hvor børnene leger, frem for et forbud.

Løsning

Aktiviteter i 2014

Arbejdet i Røgfrit København tog i 2014 afsæt i den overordnede målsætning om at reducere andelen af daglige rygere til 4 % i 2025. I perioden 2013-2016 er det ønsket at reducere antallet af rygere med 4.500 gennem øget aktivitet på rygestop, forebyggelse og fremme af den røgfri dagsorden, således at antallet af rygestopforsøg stiger. I 2014 skulle målene indfris ved:

  • At gøre Røgfrit København 2025 til fælles projekt for alle københavnere
  • At sikre et skræddersyet tilbud til alle, der ønsker hjælp til rygestop
  • At Røgfrit København 2025 bidrager til international branding af København som foregangsby for sundhed og miljø og bliver del af københavnerfortællingen.

Konkret skulle antallet af københavnske brugere af STOPLINIEN samt Københavns Kommunes rygestopkurser øges med 500 borgere i 2014. Det er ikke lykkedes, bl.a. fordi der ikke har været så mange opsøgende markedsføringsaktiviteter som i 2013. Antallet af borgere, der har brugt STOPLINIEN eller været på rygestopkursus, er faldet fra omkring 2.500 borgere i 2013 til 2.200 borgere i 2014. Til gengæld har der været stor vækst i brugen af digitale løsninger såsom E-kvit, der har fået ca. 1.000 københavnske brugere i 2014. På ungeområdet er der gennemført 75 rygestopaktiviteter, hvor omkring 10.000 unge har haft mulighed for at få rådgivning om rygestop og tilmelde sig et rygestopkursus. Målet for 2014 var 50 rygestopaktiviteter.

 

Der har også været fokus på at udvikle og afprøve nye koncepter for rygestopaktiviteter, f.eks. rygestop kombineret med motion og rygestop til ældre i eget hjem. Andre indsatser har været udbredelse af et e-læringsprogram om den korte henvisningssamtale og samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om hensigtsmæssig placering af rygning i det offentlige rum. Udbredelsen af visionen om et røgfrit København og branding af København som foregangsby er foregået ved at udvide partnerkredsen bl.a. med flere lokaludvalg, etableringen af et samarbejde mellem 6-byerne om røgfrihed, deling af koncepter til andre kommuner, og arbejdet med at udvikle en international alliance, Smoke Free Citites Alliance.

 
På vej mod en røgfri generation
Visionen om et røgfrit København 2025 kan kun nås, hvis der sideløbende med at sikre borgere, der ryger hjælp og støtte til rygestop, arbejdes med at forebygge rygestart, særligt blandt børn og unge. De københavnske børn og unge er Københavns fremtid, og derfor er en røgfri ungdomsgeneration en forudsætning for, at København kan blive røgfri i 2025.

De københavnske børn og unge ryger ikke så meget som de voksne københavnere, men der er aktuelt behov for at sætte ind på børne- og ungeområdet, fordi den nedadgående tendens, der har været i unges rygning, ser ud til at være stagneret. Skolebørnsundersøgelsen fra 2014 viser, at hver femte 15-årige ryger nogle gange (dvs. dagligt, ugentligt eller sjældnere) og 4-6 % er daglige rygere. Samtidig er der større risiko for at blive storryger, jo tidligere man begynder at ryge, hvilket forstærker behovet yderligere for at sætte ind overfor børn og unges rygning. Ønsket om rygestop er meget udbredt blandt de yngre rygere. 80 % af de daglige rygere mellem 16-24 år ønsker at stoppe. Derfor iværksættes arbejdet for en røgfri generation baseret på, at de københavnske børn og unge fremadrettet ikke starter på at ryge, at de bliver styrket i at sige fra, og hvis de begynder at ryge, oplever, at de bliver fulgt, støttet og fastholdt i deres rygestop.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil arbejde med, at:

  • Ingen børn/unge født efter 2005 begynder at ryge
  • Ingen er rygere i folkeskolens afgangsklasser i 2020
  • Unge rygere ved, at man kan få hjælp og hvor, hvis man ønsker at holde op med at ryge.

Målene er ambitiøse, og det vil som minimum kræve 10 års kontinuerlig indsats, før rygning blandt børn og unge er fortid og vi kan realisere visionen om et røgfrit København. Indsatsen tænkes at omfatte Københavns Kommunes egne arenaer såsom skoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser, og eksterne partnere som interesseorganisationer og private aktører indenfor idræts- og kulturlivet.

I Sundhedsstyrelsens ”Forebyggelsespakke om tobak” fra 2012 anbefales en flerstrenget indsats, der omfatter et understøttende miljø, information og undervisning samt rygestoptilbud målrettet de unge, der allerede er begyndt at ryge. Det fremhæves desuden, at vellykkede indsatser målrettet børn og unge fordrer indsatser målrettet voksne. Arbejdet for en røgfri generation skal således ses som et supplement til det øvrige arbejde med at fremme røgfrihed blandt alle københavnere.

Det er vigtigt at arbejde med alle de faktorer, der kan påvirke børn og unge til at ryge:

  • Røgfri miljøer alle de steder, hvor børn og unge færdes, der bidrager til denormalisering af rygning.
  • Information til såvel familie og fagpersoner som til børn og unge om rygning. Informationsindsatsen skal være for hele byen, f.eks. via de sociale medier generelt og lokalt på de enkelte skoler og ungdomsuddannelser. Samtidig skal personalet engageres, så de dels kan tale om rygning og rygestop med de unge, dels så de er opmærksomme på at være gode rollemodeller.
  • Målrettede tilbud om rygestop til de unge, der er begyndt at ryge, dér hvor de unge er, og med et indhold tilpasset de unge.

Partnerskaber er et centralt redskab til at nå målet med en røgfri generation. Røgfrit København er derfor i gang med at engagere potentielle og eksisterende partnere i indsatsen. For at sikre fokus, fremdrift og prioritering i arbejdet med den røgfrie generation, er det endvidere tanken at oprette en egentlig styregruppe, bestående af strategiske partnere på børne- og ungeområdet. Styregruppen sammensættes af repræsentanter for bl.a. Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Lungeforening, Hjerteforeningen, PLO, Tandlægeforeningen, Komiteen for Sundhedsoplysning og Børnerådet eller Børns Vilkår. Styregruppen skal bidrage med at kvalificere indsatsen strategisk og konkret, og generelt være med til at realisere den røgfrie generation.

Øvrige aktiviteter i 2015-2016
Sideløbende med indsatsen målrettet børn og unge arbejder Røgfrit København fortsat med at udvikle og markedsføre differentierede rygestopkurser til alle københavnere. Den primære målgruppe er de kortuddannede, men også borgere med særlige behov, f.eks. KOL, skal have tilbud, der matcher deres individuelle behov. Konkret er målet at få 3.000 københavnere til at tage imod et rygestoptilbud i 2015, heraf 500 via arbejdspladserne.

Samtidig udvikles partnerskabsstrategien, så der fremadrettet arbejdes med flere typer af partnere - strategiske partnere, der er involverede i at realisere visionen om en røgfri generation på strategisk niveau, ad hoc partnere, der deltager i konkrete projekter, og igen andre partnere, der bakker op om visionen, f.eks. via et logo på deres hjemmeside, klistermærker osv. 

Det er ligeledes vigtigt at få aktiveret Røgfrit Københavns partnerskaber med de andre forvaltninger, nøglepersoner og personer, der repræsenterer systemet omkring børn og unge. Det er f.eks. læger, jordmødre, sundhedsplejersker, tandlæger, personale i dagsinstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser og skolebestyrelser mv., hvor en systematisk kontakt med børnene også vil have til formål at motivere forældrene til at snakke med deres børn og unge om rygning og evt. selv benytte sig af et rygestoptilbud.

Et vigtigt signal i den forbindelse vil være et samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen om at indføre røgfri arbejdstid i de institutioner, hvor børn og unge er. Teknik- og Miljøforvaltningen er også en vigtig partner, når det f.eks. handler om hensigtsmæssig opsætning af skodskraldespande, nudging, kampagner, borgerinddragelse og særlige lokale indsatser. Det samme er Kultur- og Fritidsforvaltningen, når indsatsen bevæger sig ind i de unges fritid. Udviklingen af partnerskabsstrategien og involvering af frivillige er centrale redskaber til at nå målgrupperne effektivt og evidensbaseret.

National og international branding og udbredelse af visionen om et røgfrit København i 2025 vil også fortsat være på dagsordenen.

Økonomi

Indstillingen medfører ikke yderligere tildeling af midler end den varige bevilling til Røgfrit København 2025 på 10 mio. kr. pr. år frem til 2025.

Videre proces

Den årlige status for 2015 forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget primo 2016.


                     Katja Kayser

                                                    
                                                      /Katrine Schjønning

Beslutning

Sagen blev udsat.

 

Til top