Mødedato: 21.02.2008, kl. 14:30

Orientering om Folkesundhed i København - status og arbejdsplaner

Se alle bilag

Orientering om Folkesundhed i København - status og arbejdsplaner

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. februar 2008

 

 

5.      Orientering om Folkesundhed i København - status og arbejdsplaner

SOU  22/2008  J.nr. 47/2007

 

 

 

Udvalget orienteres om status for Folkesundhed Københavns indsats

i 2007 og om Folkesundhed Københavns arbejdsplan for 2008.

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om Folkesundhed Københavns status for 2007 og arbejdsplan for 2008 til efterretning.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Sundheds- og Omsorgsudvalget havde på sit møde den 22. november 2007 en temadrøftelse om udfordringer i folkesundhedsarbejdet. Status for Folkesundhed Københavns arbejde i 2007 og den endelige arbejdsplan for 2008 foreligger nu og udvalget orienteres på denne baggrund.

 

LØSNING

Strategiske rammer for arbejdet

Den strategiske ramme for Folkesundhed Københavns arbejde udgøres af tre politikker: Ældrepolitikken, frivillighedspolitikken og sundhedspolitikken. Folkesundhed København forfølger grundlæggende målene i politikkerne med særligt fokus på de overordnede mål i sundhedspolitikken om højere middellevetid, redu ktion af social ulighed i sundhed og flere gode leveår der danner grundlæg for prioritering af indsatserne.

 

Status for Folkesundhed København i 2007

I 2007 var det samlede forbrug i Folkesundhed København 47,9 mio. kr. Folkesundhed København udmøntede herudover 22 mio. kr. fra § 79-puljen. Omtrent halvdelen af de 47,9 mio. kr. kommer fra forebyggelsespuljen, mens den anden halvdel stammer fra eksterne projektbevillinger eller særskilte kommunale handleplaner. Handleplanerne En By i Bevægelse, den alkoholpolitiske handleplan og HIV/AIDS handleplanen bidrager således samlet med 10 mio. kr. årligt til og med 2009 (se bilag 1).

 

Folkesundhed København har i 2007 haft direkte kontakt med godt 58.000 borgere fordelt på de tre målgrupper, der fokuseres på i arbejdet: Børn og unge, voksne og ældre.

 

I forhold til børn og unge har indsatsen i 2007 fokuseret særligt på forebyggelse af rygning, alkohol, fysisk inaktivitet og seksuel usundhed, da vi ved, at disse områder har indflydelse på sundhedsadfærd og sygelighed senere i livet. Vi ved også, at social ulighed i sundhed er en udfordring blandt børn og unge. Derfor har indsatsen overfor de unge været placeret på tekniske skoler og produktionsskoler, hvor de mere socialt udsatte unge går.

 

I forhold til voksne københavnere er der fortsat en massiv udfordring i forhold til rygning, og der er evidens for at intervention virker. Derfor har indsatsen i 2007 bl.a. omfattet rygestopkurser til borgere. Indsatsen har både været direkte borgerrettet og rettet mod medarbejdere på en række arbejdspladser. Arbejdspladsen er en hensigtsmæssig arena for sundhedsfremme og forebyggelse, fordi den i kraft af sociale relationer kan bidrage til at øge motivation for og fastholdelsen af ændringer i sundhedsadfærd. Derfor har Folkesundhed København også i 2007 ud over tobaksområdet arbejdet med bl.a. personlige sundhedsprofiler og alkohol på arbejdspladser.

 

I forhold til ældre borgere er der evidens for effekten af faldforebyggelse og fysisk aktivitet. Folkesundhed København har på den baggrund i 2007 fortsat et udviklingsprojekt, som sigter mod systematisk faldforebyggelse i ældreplejen. Tilbud om fysisk aktivitet gennem nærgymnastik har også været udbudt i 2007. I regí af frivillighedspolitikken har Folkesundhed København desuden arbejdet med ensomhedsforebyggelse, sociale netværk og frivillighed.

 

Etniske minoriteter udgør fortsat en særlig sundhedsmæssig udfordring i København og derfor har der også i 2007 været et særligt tværgående fokus på målgruppen i arbejdet. For at kunne levere en indsats, der tager højde for bla. sproglige udfordringer og som kan dække de relevante risikofaktorer, er korpset af sundhedsformidlere med anden etnisk baggrund end dansk blevet udvidet i 2007. I forhold til ældre etniske minoriteter har der i 2007 desuden særligt været arbejdet med udvikling af plejehjemsafdelinger, der tager højde for etnisk mangfoldighed og en sundhedsfremmeindsats overfor ældre mænd med etnisk minoritetsbaggrund.

 

Folkesundhed Københavns arbejdsplan 2008

I første halvdel af 2008 vil Folkesundhed København i forhold til børn og unge fortsat have tilbud til folkeskoler indenfor rygning, alkohol, motion og seksualoplysning, ligesom indsatsen på tekniske og produktionsskoler fortsætter. For at bidrage yderligere til en reduktion af den sociale ulighed i sundhed vil den skolebaserede indsats imidlertid blive gennemgået med henblik på udvikling af et samlet tilbud, der også benyttes af skoler i socialt udsatte områder.

 

Overvægt blandt børn og unge er et stærkt voksende problem. Der findes ikke i dag egentlige tilbud målrettet overvægtige i Københavns Kommune. Der er behov for integrerede, langvarige behandlingsindsatser, som også inddrager familien. Folkesundhed København vil i 2008 fortsat styrke samarbejdet med Børne- og Ungdomsforvaltningen på området, men er afhængig af ekstra midler, hvis indsatsen for alvor skal vende den negative udvikling.

 

I forhold til voksne københavnere er der stadig store udfordringer, især med rygning, fysisk aktivitet og social ulighed i sundhed. Derfor fortsætter Folkesundhed København sine rygestopkurser, arbejdspladsindsatsen og driften af et korpset af etniske sundhedsformidlere, ligesom metodeudviklingsprojektet målrettet ledige københavnere fortsætter. Motion og Kost på Recept og motionsvejledning udbydes i revideret form på sundhedscentre i 2008.

 

Indsatsen målrettet ældre borgere vil i 2008 omfatte implementering af ældrepolitikkens handleplaner og frivillighedspolitikken og vil have fokus på faldforebyggelse og fysisk aktivitet. Tilbud om nærgymnastik er blevet forankret i foreningsregí, og Folkesundhed København kan fokusere på at udvikle nye tilbud, der fremmer fysisk aktivitet blandt ældre borgere.

 

Særlige udfordringer der ikke løftes inden for rammen

Der er flere aktuelle udfordringer, som ikke løftes inden for den nuværende ramme. Den helt grundlæggende udfordring i forhold til realiseringen af sundhedspolitikkens strategiske mål er oparbejdelsen af et tæt samarbejde mellem forvaltningerne og sikring af et fælles ansvar for sundhed "på tværs". Her kan Folkesundhed København bidrage som initiativtager, med sundhedsfaglig viden og som udvikler, men det vil samtidig kræve ekstra ressourcer.

 

Blandt sundhedspolitikkens fokusområder er social ulighed i sundhed en generel og stor udfordring, som indsatser i udsatte boligområder antagelig kan være et svar på. Derudover er der behov for en betydelig større volumen på de tilbud og indsatser, der har vist sig effektive, f.eks. rygestopkurser og andre tobaksforebyggende indsatser samt faldforebyggelse. Endelig er der behov for tilførsel af midler til etablering af behandlingstilbud til overvægtige børn og et kompetencecenter, der kan danne afsæt for en bredere forebyggende indsats bl.a. med fokus på fysisk aktivitet.

 

ØKONOMI

Folkesundhed Københavns regnskab for 2007 fremgår af bilag 1 og fordeling af budget og årsværk for 2008 fremgår af bilag 2.

 

VIDERE PROCES

I februar 2009 vil Sundheds- og Omsorgsudva lget blive orienteret om implementeringen af Folkesundhed Københavns arbejdsplan 2008. Udvalget vil løbende blive forelagt delområder inden for Folkesundhed Københavns opgaver.

 

BILAG

 

1.      Statusnotat for Folkesundhed København 2007

2.      Arbejdsplan for Folkesundhed København 2008

 

 

 

 

 

         Anne Mette Fugleholm             /           Jette Jul Bruun

 

 


 

Til top