Mødedato: 21.02.2002, kl. 15:00

De Gamles By - forslag til afslutning af decentraliseringsprocessen

De Gamles By - forslag til afslutning af decentraliseringsprocessen

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. februar 2002

 

9. De Gamles By - forslag til afslutning af decentraliseringsprocessen

SOU 48/2002 J.nr. 53/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at den afsluttende del af decentraliseringen i De Gamles By gennemføres i overensstemmelse med høringsforslaget om de tværgående funktioner efter decentralisering

 

RESUME

Efter en pårørendegruppehenvendelse i august måned 2000 og et møde mellem de pågældende og Sundheds- og Omsorgsudvalget den 18. september 2000 vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget på sit møde den 5. oktober 2000 et forslag til optimering af serviceniveauet overfor de ældre i De Gamles By. Forslaget indebærer en videreudvikling i De Gamles By på 3 indsatsområder:

  • Realistisk information
  • Uddannelses- og udviklingsprojekt
  • Gennemføre den igangværende decentraliseringsproces i De Gamles By fuldt ud

I november 2000 forelå et realistisk informationsmateriale i de enkelte områder, og Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på sit møde den 20. november en opdeling af De Gamles By i 6 selvstændige boenheder (plejehjem) med selvstændig ledelse, budget, mv.

I løbet af foråret 2001 blev lederne til de 6 boenheder udpeget, og herefter er der arbejdet med den endelige decentralisering af de tværgående funktioner, dvs. serviceområdet, maskinhus, køkken, administration mv. i De Gamles By. Et forslag med dette har været i høring efter præsentation for personalet og beboere i De Gamles By, og det forelægges til godkendelse som ramme for den afsluttende del af decentraliseringen i De Gamles By.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

En gruppe pårørende stiftede i begyndelsen af august 2000 en pårørendebestyrelse i De Gamles By med udgangspunkt i bygning D. Pårørendegruppen inviterede Sundheds- og Omsorgsudvalget til et møde, hvor der fremførtes en alvorlig kritik af forholdene i De Gamles By - specielt i bygning D.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog efterfølgende på mødet den 5. oktober 2000, at der iværksættes en indsats på 3 områder til optimering af serviceniveauet i De Gamles By:

  • udarbejdelse af realistisk information
  • iværksættelse af et uddannelses- og udviklingsarbejde, og
  • gennemføre den igangværende decentraliseringsproces i De Gamles By fuldt ud.

Efterfølgende har oversygeplejerskerne i De Gamles By udarbejdet en realistisk information i deres respektive områder til indarbejdelse i de enkelte områders velkomstbrochurer. Informationsmaterialet revideres løbende.

Derudover blev der nedsat en styregruppe med 1 beboerrepræsentant samt 6 repræsentanter udpeget af De Gamles Bys afdelingssamarbejdsudvalg og repræsentanter fra den centrale Sundhedsforvaltning til at sikre gennemførsel af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning på mødet den 5. oktober 2000.

Afdelingssamarbejdsudvalget anmodede styregruppen om som det første trin i ændringerne at fastlægge antallet af selvstændige plejeboligenheder, og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på sit møde den 20. november forslaget om en opdeling af De Gamles By i 6 selvstændige boenheder (plejehjem).

Centerchefen blev efter aftale fritaget for tjeneste som centerchef pr. 1. januar 2001.

Sundhedsforvaltningen har efterfølgende udpeget 3 af forstanderne af disse enheder blandt de fem administrative oversygeplejersker. De tre resterende forstanderstillinger er besat efter stillingsopslag med nedsatte ansættelsesudvalg bestående af repræsentanter fra beboere eller pårørende samt leder- og medarbejderside i de berørte områder i De Gamles By og repræsentation fra den centrale forvaltning i Sundhedsforvaltningen.

Styregruppen har i juli 2001 bedt de tværgående funktioner om selv at udarbejde en beskrivelse af de tværgående opgaver (serviceområdet, maskinhus, køkken, administration, mm.), den såkaldte 7. enhed. Kommissoriet for arbejdet er vedlagt som bilag. Arbejdsgruppen har afleveret produktet til styregruppen primo oktober 2001. Styregruppen har herefter i enighed overladt det til den centrale Sundhedsforvaltning at formulere det endelige forslag for den afsluttende del af decentraliseringen i De Gamles By.

Forslag til decentralisering

På denne baggrund har Sundhedsforvaltningen udarbejdet vedlagte "Høringsforslag vedr. den 7. enhed i De Gamles By efter decentralisering". Høringsforslaget er præsenteret for styregruppen, de berørte medarbejdere og ledere og de øvrige SU i De Gamles By på et møde den 17. januar 2002.

Når disse områder i den 7. enhed betragtes i en fremtidig decentraliseret drift, forslås nogle områder at fortsætte i de enkelte plejehjem, mens andre områder foreslås om- eller nedlagt. Forslaget peger på nedlæggelse af portørfunktioner, herunder portfunktionen og også en nedlæggelse af den centrale administration i De Gamles By.

Efter en endt decentralisering som foreslået vil De Gamles By bestå af 6 selvstændige plejehjem, et selvstændigt køkken og et Maskinhus, som er en filial af Teknisk Afdeling, Bystævneparken. Der vil reelt ikke være en 7. enhed herefter.

Der er fortsat ingen endelig afklaring på løsningen af driften af kirken, men Sundhedsforvaltningen har fortsat drøftelser herom med forskellige parter.

De ændringer, der berører flest personer med nedlæggelse af stillinger er lukning af porten, der er døgnbemandet 7 dage om ugen, samt nedlæggelse af hjælpemiddeldepot og den centrale administration i De Gamles By. Samlet set skønnes der herved at blive 23 tjenestemandsstillinger nedlagt.

I høringsforslaget har Sundhedsforvaltningen anført, at som hovedprincip anvendes, at antallet af ansatte tilpasses svarende til de funktioner, som bortfalder/eller decentraliseres. Når en funktion er fuldt decentraliseret/eller bortfaldet vil ansættelsen ændres/eller ophøre

I den udstrækning beslutningen får personalemæssige konsekvenser, vil de faglige organisationer blive inddraget i tilrettelæggelsen af det videre forløb, herunder fastsættelse af principper og procedurer. Københavns Kommunes gældende principper om omplacering og tilbud om jobbank, mv., vil blive taget i anvendelse for at undgå unødige afskedigelser.

 

MILJØVURDERING

Der er ingen miljømæssige konsekvenser ved forslaget.

ØKONOMI

Den samlede decentralisering af De Gamles By holdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

I den udstrækning de overtallige tjenestemænd ikke bliver genplaceret i andre ledige job i kommunen, vil Sundhedsforvaltningen oppebære udgiften til rådighedsløn i 3 år.

Implementeringsfasen vil udløse ekstra udgifter, men på sigt anvendes besparelserne til at sikre de seks plejeboligenheder i De Gamles By ensartet økonomi for disse i forhold til det øvrige plejehjemsområde.

Høring

Der er indkommet i alt 6 høringssvar, som vedlægges bilagt forvaltningens kvitteringsskrivelse herfor.

Høringssvarene generelt fra De Gamles By peger på forskellige forhold omkring sikkerhed og tryghed, specielt i aften- og nattetimerne, der bør tages stilling til inden nedlæggelsen af portfunktionen. Sundhedsforvaltningen er opmærksom på disse problemstillinger, der også er omtalt i høringsforslaget.

Beboerrådsformændene peger endvidere på en eventuel risiko for et ringere serviceniveau med hensyn til hjælpemiddelbetjeningen for beboerne. Det problem søges løst i det fremtidige samarbejde med Hjælpemiddelcenteret. Når der etableres et tættere samarbejde med Hjælpemiddelcenteret, vil det til gengæld betyde et tidssvarende hjælpemiddeltilbud med individuelt tilpassede hjælpemidler for beboerne i De Gamles By.

De øvrige kommentarer fra beboerrådsformændene vil indgå i det videre arbejde med den endelige udmøntning af nedlæggelsen af den 7. enhed.

 

BILAG

1. Kommissorium for beskrivelse af den tværgående enhed i De Gamles By, 10. juli 2001.

2. "Høringsforslag vedr. den 7. enhed i De Gamles By efter decentralisering".

3. Indkomne høringssvar

 

 

Lau Svendsen-Tune /Lars Bo Bülow

 

 

Til top