Mødedato: 21.02.2002, kl. 15:00

Praksisplan for diagnostisk radiologi

Praksisplan for diagnostisk radiologi

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. februar 2002

 

13. Praksisplan for diagnostisk radiologi

SOU 52/2002 J.nr. 12/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende forslaget til speciallægepraksisplan for specialet diagnostisk radiologi.

 

RESUME

Specialet diagnostisk radiologi adskiller sig fra de øvrige specialer inden for speciallægeområdet ved, at overenskomstens bestemmelser om diagnostisk radiologi alene gælder sikrede i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner. Udenfor dette område varetages behovet for røntgendiagnostik i praksissektoren af hospitalernes røntgenafdelinger.

Speciallægesamarbejdsudvalget besluttede på møde den 13. marts 2001 at udarbejde et udkast til praksisplan for diagnostisk radiologi, da der er et stort behov for en ny struktur inden for specialet diagnostisk radiologi. Baggrunden for ønsket om en ny struktur er, at udstyret i praksis inden for dette speciale er meget omkostningstungt, hvorfor der er behov for at foretage meget store investeringer både for at kunne etablere en klinik, men også for at holde en eksisterende klinik ajour, hvad angår materiel. Der er derfor behov for, at flere speciallæger sammen kan løfte denne økonomiske byrde.

Det foreliggende forslag til praksisplan for diagnostisk radiologi er udarbejdet i en arbejdsgruppe bestående af 2 speciallæger i diagnostisk radiologi udpeget af Københavns Lægeforening samt repræsentanter for Københavns og Frederiksbergs Kommuner. Forslaget til praksisplan for diagnostisk radiologi har den 4. december 2001 være forelagt Speciallægesamarbejdsudvalget, som ikke havde bemærkninger til forslaget.

Specialet diagnostisk radiologi foreslås fremover organiseret i en struktur med færre og større røntgenklinikker, hvor de eksisterende klinikker knyttes sammen i geografiske grupper med en hovedklinik med tilknyttede satellitklinikker. Det foreslås, at den eksisterende kapacitet opretholdes.

Endvidere foreslås det, at der arbejdes med kvalitetssikring og yderligere indarbejdning af elektroniske kommunikationssystemer i diagnostisk radiologipraksis. Et andet forslag er etablering af en seniorordning, der skal sikre fastholdelsen af speciallægerne i praksissektoren.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den gældende speciallægepraksisplan blev vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 31. august 1995 (sag 359/95). Det fremgår bl.a. af indstillingen, at planforslaget skulle betragtes som første led i en længere planlægningsproces. Det forudsættes således, at der i planperioden specialevis gennemføres mere dybtgående analyser og planlægning af fremtidige samarbejdsstrukturer og opgavefordelinger mellem praktiserende læger i henholdsvis praksis og på hospitaler.

Udkastet til praksisplan for diagnostisk radiologi er én af flere planer, som tilsammen udgør speciallægepraksisplanen. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få forelagt delforslag til speciallægepraksisplanen efterhånden som de enkelte specialer færdiggøres. Der er på nuværende tidspunkt udarbejdet og godkendt nye praksisplaner inden for specialerne intern medicin, gynækologi og øjenlægehjælp.

Specialet diagnostisk radiologi adskiller sig fra de øverige specialer inden for speciallægeområdet ved, at overenskomstens bestemmelser om diagnostisk radiologi alene gælder sikrede i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner. Udenfor dette område varetages behovet for røntgendiagnostik i praksissektoren af hospitalernes røntgenafdelinger med undtagelse af Århus Amt, hvor der er lavet en særlig aftale vedrørende diagnostisk røntgen i praksissektoren.

I den gældende speciallægepraksisplan er der ikke foretaget en egentlig planlægning, men derimod kun en beskrivelse af specialet diagnostisk radiologi. Baggrunden for, at der ikke blev foretaget en egentlig planlægning, var, at der var lavet en aftale med Sygesikringens Forhandlingsudvalgs sekretariat om at nedsætte et udvalg med henblik på at udarbejde en fælles udredning af røntgenområdet. Aftalen gik endvidere på, at der skulle foretages en revidering af overenskomsten på området.

Det permanente Moderniseringsudvalg mellem Sundhedsforvaltningen og FAS besluttede i slutningen af 1996 at nedsætte en faglig ad-hoc gruppe til udarbejdelse af et oplæg til modernisering af diagnostisk radiologi. Udvalgsarbejdet førte til enighed om, at en struktur, som den i den udkastet til praksisplan beskrevne, vil være ønskelig. Der er imidlertid endnu ikke sket en revidering af overenskomsten på området.

Baggrunden for, at Speciallægesamarbejdsudvalget finder, at der nu er behov for en praksisplan på området, på trods af at der ikke er indgået en ny overenskomst, er, at der blandt speciallægerne i diagnostisk radiologi er et stort behov for at få sikret en ny struktur på området, der sikrer de investeringer, der er behov for i klinikkerne. Endvidere vanskeliggør den eksisterende usikkerhed om områdets struktur, de eksisterende speciallæger i diagnostisk radiologis mulighed for at sælge deres praksis. Der er derfor et stort behov, for at få fastlagt områdets fremtidige struktur.

Generelt om reglerne for speciallægepraksis og praksisplanlægning.

Af speciallægeoverenskomstens § 13 fremgår bl.a., at Københavns Kommune skal foretage en samlet planlægning for tilrettelæggelsen af den ambulante speciallægebetjening som grundlag for beslutning om de overenskomstmæssige speciallægepraksisforhold. Speciallægesamarbejdsudvalget kan meddele bemærkninger til udkast til beskrivelse samt til den endelige beskrivelse. Det er Københavns Kommune som godkender praksisplanen.

En godkendt praksisplan giver Københavns Kommune mulighed for, på grundlag af planens bestemmelser, at regulere de fremtidige til- og afgange inden for speciallægeområdet. Således kan antallet af heltids-, deltids- og overlægepraksis op- eller nedjusteres i henhold til en samlet praksisplanlægning.

Arbejdsdeling/samarbejde med H:S

Patienter, der henvises til diagnostisk røntgen fra almen lægepraksis eller fra speciallægepraksis i Københavns Kommune, henvises alle til en praksis i diagnostisk radiologi. Patienter kan ikke henvises direkte til diagnostisk røntgen på H:S hospitalerne. Der er således en klar arbejdsdeling mellem H:S og praksissektoren inden for den diagnostiske radiologi, hvor patienter henvist fra praksissektoren undersøges i diagnostisk radiologi praksis og patienter henvist fra H:S undersøges på H:S' røntgenafdelinger.

Der findes imidlertid visse diagnostisk radiologiske undersøgelser, herunder CT- og MR-scanning, der i dag kun kan foretages i hospitalssektoren. De almen praktiserende læger og praktiserende speciallæger oplyser, at det er et problem, at de ikke har mulighed for at henvise direkte til disse typer af undersøgelser. Der er på nuværende tidspunkt nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse fra Københavns Lægeforening, Praksisudvalget, H:S og Københavns Kommune, der skal komme med en faglig vurdering af, hvilke konsekvenser det vil få, hvis praktiserende læger og speciallæger i Københavns Kommune direkte kan rekvirere undersøgelser fra hospitalernes diagnostikfunktion. Arbejdsgruppen forventer at starte sit arbejde i marts 2002.

Planforslaget

Struktur og kapacitet:

Forslaget til praksisplan for det diagnostisk radiologiske speciale skal afløse beskrivelsen af diagnostisk radiologi i Københavns Kommunes Speciallægepraksisplan 1995-2000 vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. august 1995 og sikre en egentlig planlægning af området.

Formålet med speciallægepraksisplanlægningen i København er at tilrettelægge en ambulant speciallægelig betjening af de københavnske borgere, således

at den nødvendige specialiserede behandlingskapacitet er til rådighed,

at behandlingens kvalitet er tilfredsstillende,

at der sikres borgerne let og lige adgang til specialiseret service, og

at ressourcerne forbruges hensigtsmæssigt.

Det permanente Moderniseringsudvalg besluttede på et møde den 17. december 1996 at nedsætte en faglig ad-hoc gruppe til at udarbejde et oplæg til modernisering af diagnostisk radiologi. Arbejdsgruppen har udarbejdet "Redegørelse fra det faglige ad hoc udvalg vedrørende modernisering af det diagnostiske radiologispeciale, Juni 1999".

Arbejdsgruppen kom i redegørelsen frem til, at den nuværende organisationsform med relativt mange små og mellemstore praksis indebærer, at anskaffelse af nyt mere avanceret og omkostningstungt udstyr vanskeliggøres. En udvidelse af organisationsformen til færre og større praksis vil derfor give mulighed for rationaliseringsgevinster. Endvidere vil større praksis kunne føre til en udvidelse af speciallægedækningen i åbningstiden.

Der er mange ældre speciallæger inden for den diagnostiske radiologi, hvilket betyder, at et generationsskifte er nært forestående. Der var derfor arbejdsgruppens konklusion, at der må tages hensyn til behovet for at sikre røntgenklinikkerne såvel de nødvendige faglige udviklingsmuligheder som den økonomiske rentabilitet, som gør området tilstrækkeligt attraktivt til at sikre den nødvendige rekruttering.

På denne baggrund indeholder forslaget til praksisplan en struktur med færre og større klinikker. Der opbygges en struktur med hovedklinikker med tilknyttede satellitklinikker.

Hovedklinikkerne skal kunne udføre alle opgaver. Satellitklinikkerne kan i en vis udstrækning specialisere sig. Hovedklinikken skal være bemandet med mindst en speciallæge i radiologi i hele klinikkens åbningstid.

Fælles for hovedklinikken og tilknyttede satellitklinikker etableres et bookingsystem, således at patienter og henvisende læge har et entydigt kontaktsted.

Der foreslås en struktur, hvor der etableres 5 eller 6 klinikfællesskaber geografisk placeret med en klinik på Amager, en klinik i Frederiksberg Kommune, en klinik på Østerbro, en klinik i Indre By og en klinik i Nordvest-kvarteret.

Strukturændringer gennemføres så hurtigt som muligt. Det er dog frivilligt for de eksisterende speciallæger i radiologi, hvorvidt de ønsker at indgå i klinikfællesskaber, men klinikkerne skal alle overgå til den nye struktur ved afgang/overdragelse.

Der findes i dag 12 ydernumre i Københavns Kommune inden for diagnostisk radiologi, fordelt på 4 heltids- og 8 deltidsydernumre. Der er indgået tre §3 aftaler, således, at der på 3 af de eksisterende ydernumre arbejder to speciallæger. Der foreslås en simplificering af denne struktur.

En fremskrivning af befolkningens behov viser, at der kun forventes en begrænset stigning (5%) i forbruget af ydelser inden for den diagnostisk radiologi frem til 2010. Det foreslås derfor, at der ikke ændres i den eksisterende kapacitet. Det forudsættes, at den forøgede effektivitet i de større klinikker vil kunne dække en eventuelt stigning i efterspørgslen som følge af den demografiske udvikling og/eller nye undersøgelsesmetoder.

Da antallet af speciallæger i diagnostisk radiologi i Københavns Kommune i dag findes at være i overensstemmelse med behovet, foreslås det, at antallet af speciallæger pr. klinikfællesskab fastsættes til det antal, der i dag findes på de pågældende klinikker.

Der er ikke betydelig forskel på den gennemsnitlige omsætning for deltids- og heltidspraksis i dag. Det forslås derfor, at antallet af speciallæger pr. klinik gives status som antal fuldtidskapaciteter. Da der ikke i dag findes omsætningsgrænser og knækgrænser for specialet vil dette ikke medføre en øget produktion inden for specialet, men blot forenkle strukturen og bringe den i overensstemmelse med den faktiske produktion inden for den diagnostiske radiologi.

Øvrige anbefalinger:

I udkastet til praksisplan anbefales det endvidere, at der arbejdes på, at alle speciallæger i diagnostisk radiologi overgår til at afregne elektronisk med Den Offentlige Sygesikring.

Det anbefales, at der arbejdes på at etableres elektroniske kommunikationssystemer, som kan transportere røntgenbilleder mellem hovedklinik og satellitklinik. Der foreslås ligeledes etableret elektroniske svarmuligheder til henvisende læge og forsøg med overførsel af røntgenbilleder mellem hospitalsvæsnet og røntgenklinikkerne.

Da der er mangel på speciallæger i diagnostisk radiologi, anbefales det, at der på forsøgsbasis etableres en seniorordning, som tillader en ældre speciallæge at trappe ned over en årrække, samtidigt med at en yngre speciallæge indtræder i praksis.

Det anbefales endvidere, at der etableres et kvalitetsudviklingsudvalg, der kan sikre det fortsatte arbejde med kvalitetsudvikling, inden for specialet diagnostisk radiologi.

MILJØVURDERING

Den foreslåede omlægningen af ordningen for diagnostisk radiologi vil bl.a. medfører, at der vil blive bedre økonomisk mulighed for at udskifte ældre radiologisk udstyr til nyt udstyr, hvilket alt andet lige vil være mindre miljøbelastende.

ØKONOMI

Der forventes ingen økonomiske konsekvenser af planen ud over udgifter til en eventuel stigning i efterspørgslen af ydelser som følge af den demografiske udvikling.

 

Forslaget til praksisplan for diagnostisk radiologi har været forelagt Speciallægesamarbejdsudvalget på møde den 4. december 2001, og udvalget havde ikke bemærkninger til forslaget.

 

BILAG

Forslag til speciallægepraksisplan for diagnostisk radiologi.

 

Ib Haurum

/Karis Hagild

 

Til top