Mødedato: 20.12.2007, kl. 16:00

Hiv/aidsplanens midtvejsrevidering - høringssvar

Hiv/aidsplanens midtvejsrevidering - høringssvar

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 20. december 2007

 

 

7.      Hiv/aidsplanens midtvejsrevidering - høringssvar

SOU 331/2007

INDSTILLING OG BESLUTNING

Hiv/aids-planens midtvejsrevidering har været i høring og forelægges til endelig godkendelse. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal desuden beslutte, hvordan uforbrugte midler skal anvendes.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender midtvejsrevidering af hiv/aids-planen,

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan omfordele midler mellem projekterne i hiv/aids-planen i henhold til anbefalingerne i midtvejsrevideringen,

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender overførelse af uforbrugte midler til drift af Kondomeriet fra 2007 til 2008,

4. at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter, om de uforbrugte midler fra 2007 til etablering af hiv-hus overføres til Sex & Samfund til brug i 2008.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens beslutning i mødet den 20. december 2007
Udvalget godkendte indstillingen og følgende underændringsforslag fra A til fjerde at:

"Der overføres yderligere 150.000 kr. af de uforbrugte midler til etablering af kondomeriet, og Sex og Samfund tildeles de resterende uforbrugte midler. Midlerne til etablering af kondomeriet overføres under forudsætning af, at der etableres et kondomeri medio 2008. Udvalget modtager derefter en status om sagen."

 

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Midtvejsrevideringen af hiv/aids-planen gav ikke anledning til overordnet at ændre planens prioriteringer. I midtvejsrevideringen foreslås dog nogle mindre justeringer af indsatserne (bilag 1). Midtvejsrevideringen har været i høring hos de implicerede parter af hiv/aids-planen. Høringen har ikke givet anledning til ændring justeringerne.

 

Midtvejsrevideringen omhandler dog også beslutning om anvendelse af uforbrugte midler, da hverken hiv-huset eller Kondomeriet har kunnet realiseres i 2007. Høringsparterne har fremsat synspunkter vedrørende dette, ligesom Sundheds- og Omsorgsudvalget på møde 20. september 2007 har drøftet anvendelsen af uforbrugte midler fra hiv-huset.

 

LØSNING

Alle hørte parter tilslutter sig Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til justeringer i midtvejsrevideringen.

 

D. 20. september 2007 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at organisationerne kunne anvende uforbrugte midler fra 2006 til etableringen af et hiv-hus senest 1. december  2007. På mødet drøftede udvalget samtidig, om eventuelle uforbrugte midler kunne overføres til andre aktiviteter indenfor seksuel sundhed f.eks. Sex & Samfunds Præventions- og rådgivningsklinik. Det har ikke været muligt for organisationerne at etablere hiv-huset inden 1. december, hvorfor der er 1.059.000 kr. i uforbrugte midler.

 

Af høringssvarene fremgår, at Sex & Samfund, Embedslægeinstitutionen og Socialforvaltningen mener, at midlerne bør overføres til Sex & Samfund.

 

STOP AIDS foreslår, at nogle af de uforbrugte midler overføres til CheckPoint-projektet, som finansieres af hiv/aids-planen. Forslaget ligger i tråd med et fokus på hivtest, men forvaltningen vurderer, at en beslutning herom bør afhænge af den kommende evaluering af projektet.

 

Embedslægeinstitutionen anbefaler at prioritere øget test for hiv fremfor kampagnevirksomhed.

 

Hiv-Danmark foreslår, at nogle af de uforbrugte midler anvendes til at gennemføre en antistigma kampagne. Begrundelsen er, at flere test for hiv vil påvise flere smittede og dermed kan betyde øget risiko for stigmatisering af mænd, der har sex med mænd.

 

Sundhedsstyrelsen har til forvaltningen oplyst, at en landsdækkende antistigma kampagne overvejes og at organisationerne vil blive inviteret til samarbejde. Der vil således formodentlig blive taget et nationalt initiativ i relation til denne problemstilling.

 

AIDS-Fondet forslår, at nogle af de uforbrugte midler fra hiv-huset overføres til etablering af Kondomeriet.

 

Som Sundheds- og Omsorgsudvalget blev orienteret om på mødet d. 6. september, blev det i 2006 besluttet at fortsætte etablering af Kondomeriet, på trods af, at hiv-huset ikke kunne realiseres. I foråret 2007 lykkedes det AIDS-Fondet at få en aftale om et Kondomeri i Magasin, men i oktober trak Magasin sig. AIDS-Fondet foreslår derfor, at de uforbrugte midler fra 2007 Kondomeriet overføres til 2008 og at yderligere nogle af de uforbrugte midler fra hiv-huset anvendes til Kondomeriet.

 

Forvaltningen anser stadig Kondomeriet for en vigtig del af hiv/aids-planen, da etablering at dette vil give øget synlighed i gadebilledet.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har gennemgået høringssvarene og foreslår ud fra en samlet betragtning, at de uforbrugte midler til drift af Kondomeriet (500.000 kr.) overføres fra 2007 til 2008, men at Kondomeriet etableres indenfor det oprindeligt vedtagne budget og ikke tilføres yderligere uforbrugte midler fra hiv-huset.

 

De uforbrugte midler fra hiv-huset (1.059.050 kr.) kan i forlængelse af  Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønske overføres til Sex & Samfund til brug i 2008, idet forvaltningen skal erindre om, at udvalget på sit møde d. 26. april 2007 besluttede en besparelse på 1,3 mio. på udgifter i 2008 til Sex og Samfund, som varetager både kliniske aktiviteter og den supplerende seksualundervisning. Kliniske aktiviteter varetages andre steder i landet på sygehuse og i almen praksis, idet Sex og Samfunds tilbud dog er rettet særligt mod svage grupper, som ofte ikke opsøger sundhedsvæsenet. Seksualundervisningsdelen ligger naturligt inden for kommunens forebyggelsesopgaver. Samarbejdet med Sex og Samfund er reguleret i et-årige samarbejdsaftaler, som omhandler begge aktivitetstyper. Forvaltningen vil foreslå, at den supplerende seksualundervisning vægtes relativt højt i en eventuelt fremtidig samarbejdsaftale sammen med en tydelig vægtning af, at klinikaktiviteterne bør rette sig mod svage grupper.

 

ØKONOMI

Den samlede bevilling (4.62.88.1) og forbruget til dato er

Samlet Hiv-husbudget i Hiv/aids-planen

1.250.000 kr.

Etablering af Kondomeri 2006 

-150.000 kr.

Advokatbistand 2006

- 40.950 kr.

Resterende midler (4.62.88.1)

1.059.050 kr.

 

Uforbrugte midler fra Kondomeriet

Samlet bevilling til drift af Kondomeri (2006-2009)

2.150.000 kr.

Anvendt bevilling 2006. 500.000 +150.000 kr.(hiv-hus)

650.000 kr.

Bevilling 2007 (uforbrugt)

500.000 kr.

 

Bevillingen til Kondomeriet i 2006 er anvendt til analyse og strategisk rådgivning, samt konsulentbistand til udvikling af Kondomeriets forretningsplan.

 

VIDERE PROCES

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender midtvejsrevideringen og justeringerne, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen inddrage justeringerne i kommende projektbeskrivelser. Desuden vil forvaltningen snarest indkalde relevante samarbejdspartnere med henblik på at omfordele midlerne mellem projekterne i tråd med midtvejsrevideringen.

 

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter at overføre de uforbrugte midler fra hiv-huset til Sex & Samfund vil forvaltningen indkalde Sex & Samfund med henblik på udarbejdelse af samarbejdsaftale for 2008.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil desuden snarest indkalde AIDS-Fondet med henblik på afklaring om Kondomeriets fremtid for 2008.

 

HØRING

Midtvejsrevideringen har været i høring i perioden 1-22. november. Vedhæftet er høringssvar fra AIDS-Fondet, Cross-Over, Sex & Samfund, STOP AIDS, Hiv-Danmark, Positivgruppen, Socialforvaltningen og Embedslægeinstitutionen.

 

BILAG

1) Forslag til justeringer af midtvejsrevideringen

2) Høringssvar

3) Sundheds- og Omsorgsforvaltningens svar og kommentarer til høringssvar.

 

 

Anne Mette Fugleholm                           /                    Jette Jul Bruun

 


 

Til top