Godkendelse af bemærkninger til revisionsberetningen for regnskab 2011
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive bemærkninger til revisionsberetningen for regnskab 2011.
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen som udtryk for udvalgets bemærkninger til revisionsberetningen for regnskab 2011.
Problemstilling
Kommunens revisionsselskab Deloitte har udarbejdet revisionsberetning for 2011 vedrørende årsregnskabet, jf. (bilag 1). Revisionsberetningen er modtaget i forvaltningen den 10. august 2012. Da fagudvalgenes bemærkninger til revisionsberetningen senest skulle være fremsendt til Økonomiforvaltningen den 18. september 2012, har sundheds- og omsorgsborgmesteren sendt denne indstilling til Økonomiforvaltningen inden fristens udløb med forbehold for efterfølgende politisk godkendelse i udvalget.
Beretningen sammenfatter for hele kommunen de revisionsbemærkninger, som Deloitte tidligere har afgivet i direktionsnotater for hver forvaltning. Direktionsnotat vedrørende den gennemførte revision for 2011 i forvaltningen blev behandlet på udvalgets møde den 16. august 2012. På dette møde tog udvalget Deloittes bemærkninger, observationer, risikovurderinger og anbefalinger til efterretning. Udvalget tog ligeledes forvaltningens kommentarer til de enkelte punkter i direktionsnotatet til efterretning.
Løsning
Deloitte omtaler i revisionsberetningen ti nye revisionsbemærkninger identificeret i forbindelse med revisionen af regnskabet for 2011 vedrørende:
- Mangelfuld lønadministration (Økonomiudvalget).
- Mangelfulde forretningsgangsbeskrivelser (Socialudvalget).
- Vedligeholdelsesefterslæb på 2,7 mia. kr. på Københavns Kommunes ejendomme (Kultur- og Fritidsudvalget).
- Flere mangler ved administration af affaldsgebyrer (Teknik- og Miljøudvalget).
- Flere mangler ved byggesagsgebyrer (Teknik- og Miljøudvalget).
- Svagheder i de generelle it-kontroller hos serviceleverandør (Økonomiudvalget).
- Tilbagekøbsrettigheder er overvurderet med mellem 386 mio. kr. og 721 mio. kr. (Økonomiudvalget).
- Forbedring af processer og rutiner vedrørende årsregnskabets balance (Økonomiudvalget).
- Flere forvaltningers økonomistyring har ikke været tilstrækkelig til at hindre væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabsbeløb (Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget).
- Behov for styrkelse af kommunens regnskabs- og økonomistyring på tværgående niveau (Økonomiudvalget).
Da ingen af ovenstående revisionsbemærkninger er adresseret til regnskabsføringen og økonomistyringen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, har Sundheds- og Omsorgsudvalget ingen bemærkninger hertil.
Deloitte omtaler i revisionsberetningen herudover ni revisionsbemærkninger, der er videreført fra tidligere år. En af disse vedrører Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og omhandler indarbejdelse af en nytolkning af bevillingsreglerne i de gældende forretningsgangsbeskrivelser nr. 22 fra 2009. Denne indarbejdelse er igangsat, og forventes at være tilendebragt inden udgangen af 3. kvartal 2012. Sundheds- og Omsorgsudvalget har derfor heller ingen bemærkninger hertil.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Den 25. september 2012 oversender Økonomiudvalget beretningen og udvalgenes bemærkninger hertil til Revisionsudvalget.
På mødet den 30. oktober 2012 behandler Økonomiudvalget revisionsbetænkningen, og på mødet den 15. november 2012 behandler Borgerrepræsentationen revisionsbetænkningen.
Hanne Baastrup
/Lars Matthiesen