Mødedato: 20.08.2020, kl. 14:00
Mødested: Scandic Copenhagen - Vester Søgade 6, 1601 København V

Godkendelse af høringssvar vedrørende udkast til ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater

Se alle bilag

Økonomiudvalget behandlede den 26. maj sagen om udkast til ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater og sendte efterfølgende sagen i udvalgshøring. Med denne indstilling forelægges forslag til Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar. Høringssvaret anerkender aftalens fokusområder og gør opmærksom på frivillige seniorer som en ressource i de samarbejder, som Det Kongelige Teater vil sætte i gang i aftalens periode.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender høringssvaret til Økonomiudvalget (se bilag 1).

Problemstilling

Økonomiudvalget behandlede den 26. maj en sag om udkast til ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater, som Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde har udarbejdet. Økonomiudvalget har nu sendt sagen til udvalgshøring.

Københavns Kommune og staten indgik en aftale om driftstilskud til Det Kongelige Teater i forbindelse med modtagelsen af Operaen i 2004. Siden da har Københavns Kommune ydet et driftstilskud, der i 2020 udgør 47,9 mio. kr. Heraf øremærker en samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater 5 mio. kr. til at åbne teatrets huse for borgere og besøgende i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører.

Den nye fireårige samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater vil være gældende fra 2021-2024. Udkastet til den kommende samarbejdsaftale tager udgangspunkt i den eksisterende aftale, men med en udvidelse af skolesamarbejdet, så det nuværende samarbejde med 19 udvalgte skoler udvides til at gælde alle de københavnske folkeskoler, der skal tilbydes forløb med scenekunst, som eksempelvis opera, ballet eller musik på skoleskemaet. Derudover vil Det Kongelige Teater med den nye samarbejdsaftale tilbyde ledig scenekapacitet til scenekunstnere, der ikke har egen scene. Afslutningsvis giver aftalen Det Kongelige Teater mulighed for at indgå samarbejder, som kan bidrage til billedet af København som en stærk kulturhovedstad.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget afgiver et høringssvar til Økonomiudvalget, og at høringssvaret foreslår, at samarbejdsaftalen,

  • anerkender værdien af de tre fokusområder, der er valgt for samarbejdet:

a) udvidelsen af skolesamarbejde til alle de københavnske folkeskoler,

b) tilbud om ledig scenekapacitet til scenekunstnere, der ikke har egen scene, og

c) samarbejder, der bidrager til billedet af København som kulturhovedstad,

  • gør opmærksom på, at København har et omfattende frivilligt liv blandt seniorer, som Det Kongelige Teater med fordel kan mobilisere som en ressource.

Høringssvaret er vedlagt som bilag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt høringssvar godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget, sendes dette til Økonomiudvalget.

Katja Kayser

 

/Helle Schnedler

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at det i høringssvaret blev tilføjet, at der skal være større fokus på tilgængelighed, således gangbesværede og kørestolsbrugere får bedre adgang til at benytte Det Kongelige Teaters tilbud.
Til top