Mødedato: 20.08.2020, kl. 14:00
Mødested: Scandic Copenhagen - Vester Søgade 6, 1601 København V

Arbejdet i ekspertgruppen for sundhed og luftforurening 2020 og dennes anbefalinger - oplæg ved formand Morten Grønbæk

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om arbejdet i ekspertgruppen for sundhed og luftforurening i 2020.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at udvalget drøfter perspektiver på arbejdet med at mindske sundhedskonsekvenser af luftforurening i København

Problemstilling

Med Budget 2019 blev der afsat 14,3 mio. kr. i 2019-2022 til indsatsen "Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København". Indsatsen er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og løses med inddragelse af og bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Indsatsen skal skabe mere viden om sundhedsskadelige effekter af luftforurening i København.

Som led i indsatsen udarbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen årsrapport for 2019 og 2020 om sundhed og luftforurening i København og har med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen nedsat en ekspertgruppe med viden indenfor sundhed og luftforurening. Ekspertgruppen formulerer med udgangen af 2019 og udgangen af 2020 anbefalinger til initiativer, der kan mindske de sundhedsskadelige effekter af luftforurening i København.

Løsning

Formand for ekspertgruppen, professor Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, deltager på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde. På mødet fortæller Morten Grønbæk om arbejdet i ekspertgruppen, herunder ekspertgruppens tanker og overvejelser om anbefalinger for luftforurening og sundhed, samt perspektiv på sammenhænge mellem COVID-19 og luftforurening.

Anbefalinger 2019

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens årsrapport 2019 samt ekspertgruppens anbefalinger 2019 blev forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget på udvalgsmøder henholdsvis d. 12. maj og d. 11. maj 2020. Ekspertgruppen formulerede i alt 16 anbefalinger for 2019. Morten Grønbæk kan på mødet uddybe ekspertgruppens anbefalinger.

Nye anbefalinger for 2020

Ultimo maj mødtes ekspertgruppen til årets første ekspertgruppemøde, hvor faglige spor for arbejdet i 2020 samt sammenhæng mellem COVID-19 og luftforurening blev drøftet. Ekspertgruppen mødes derudover to gange i efteråret for at drøfte de faglige bidrag til forvaltningens årsrapport 2020 samt de indledende overvejelser om anbefalinger 2020. I december drøfter ekspertgruppen de endelige anbefalinger for 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen har efter ønske fra sundheds- og omsorgsborgmesteren udarbejdet budgetønske til B2021 om videreførelse af indsatsen med henblik på at følge op på ekspertgruppens anbefalinger, vurdere sundhedskonsekvenser på baggrund af data fra nye kommunale målestationer, samt følge udviklingen i forhold til den aktuelle COVID-19-situation i relation til luftforurening i København.

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget får forelagt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens årsrapport 2020 og ekspertgruppens anbefalinger 2020 i 1. kvartal af 2021.

Katja Kayser

 

  /Katrine Schjønning

Beslutning

Punktets behandling blev indledt med oplæg ved direktør, dr.med., professor Morten Grønbæk.

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede indstillingen.

Til top