Status 2018 for ’Handleplan for type 2-diabetes 2016-2019’
Udvalget orienteres om status på handleplan for type-2 diabetes og skal behandle forslag om ny handleplan for type 2-diabetes og hjertesygdomme samt forslag om udmøntning af midler til nyt forløbsprogram for Hjertesygdom.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget;
- at tage statusrapporten for ’Handleplan for type 2-diabetes’ (bilag 1) til efterretning
- at godkende, at der i 2020 udarbejdes en ny handleplan for type 2-diabetes og hjertesygdomme
- at godkende, at indsatsen "Forløb for borgere i høj risiko for at udvikle hjertesygdom" afvikles og at de 900.000 kr. afsat til indsatsen udmøntes til Center for Diabetes og Hjertesygdomme til implementering af et nyt "Forløbsprogram for Hjertesygdom".
Problemstilling
Handleplanen for type 2-diabetes 2016-2019 (bilag 2) blev vedtaget af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 18. august 2016 som en handleplan under Sundhedspolitikken ’Nyd livet Københavner’.
Handleplanen skal sikre, at københavnere med type 2-diabetes kan leve et liv med høj livskvalitet og lige muligheder for et godt og langt liv. Formålet med den årlige statusrapport er at orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget om status på implementering af handleplanens tre spor.
Handleplanen udløber med udgangen af 2019, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at der i 2020 udarbejdes en ny handleplan for type 2-diabetes og hjertesygdomme i tråd med udvalgets beslutning om, at hjerteområdet samles i Center for Diabetes og Hjertesygdomme.
I forlængelse heraf indstiller forvaltningen, at midler tidligere afsat af udvalget til indsatsen ’Forløb for borgere i høj risiko for at udvikle hjertesygdom’ i stedet udmøntes til Center for Diabetes og Hjertesygdomme til en samlet indsats.
Løsning
Baggrund for handleplan
Diabetes er en af de hurtigst voksende kroniske sygdomme i verden. Hvert eneste år får knap 2.000 nye københavnere diagnosticeret type 2-diabetes. Det samlede antal københavnere med type 2-diabetes forventes at stige fra de nuværende ca. 20.000 til 33.000 i 2045.
Mere end dobbelt så mange kortuddannede københavnere har diabetes som langtuddannede, ligesom følgevirkningerne af et liv med diabetes er større for kortuddannede. Den sociale ulighed i sundhed betyder, at kortuddannede københavnere dør op til ni år tidligere end københavnere med en lang uddannelse. Med Københavns Kommunes sundhedspolitik 2015-2025 har København forpligtet sig til at øge den sociale lighed i sundhed og give alle københavnere lige muligheder for at leve et langt og godt liv. En analyse viser, at selv om næsten alle diagnosticerede københavnere med type 2-diabetes modtager behandling, er det kun ca. halvdelen, der når deres behandlingsmål. Borgere, der ikke er velbehandlede, er i større risiko for at få følgevirkninger til deres diabetes. På nuværende tidspunkt estimeres de samlede udgifter til behandling, pleje og produktionstab som følge af type 2-diabetes at udgøre knap tre mia. kr. årligt i København. Dette tal forventes at stige, hvis der ikke gribes ind.
Handleplan for type-2 diabetes
På den baggrund vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) i 2016 Handleplanen for type 2-diabetes. Handleplanen udstikker rammerne for en styrket diabetesindsats gennem bedre opsporing af type 2-diabetes og bedre rehabilitering og behandling til borgere med type 2-diabetes.
Handleplanen består af tre spor:
1. Ulighed i forekomst og konsekvenser af diabetes skal reduceres
2. Center for Diabetes – Rammen om en sammenhængende type 2-diabesindsats
3. Nye innovative løsninger
For en grundigere gennemgang og status på de tre spor se bilag 1. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) vurderer, at der er god fremdrift i handleplanens tre spor. I 2018 var 1076 københavnere i forløb i Center for Diabetes, hvilket er en stigning på 25% sammenlignet med 2017.
Der er en betydelig social ulighed i sundhed knyttet til diabetes - ikke mindst i mestringen af sygdommen. På den baggrund er det positivt, at brugerne af Center for Diabetes er ligeligt fordelt over alle de københavnske bydele, at der er flere mænd end kvinder, der tager imod et tilbud samt at 35% af brugerne har anden etniske baggrund end dansk. På den måde er det lykkedes centeret at nå de målgrupper, der er hårdest ramt af sygdommen og som traditionelt er mere vanskelige at nå med sundhedsfremmende tilbud.
Ved at samle diabetesindsatsen i et bydækkende specialiseret center er det forvaltningens vurdering, at det er lykkedes at skabe en stærk faglighed og en tilstrækkelig volumen, der gør det muligt at igangsætte en lang række initiativer og differentierede indsatser til forskellige målgrupper med afsæt i de enkelte målgruppers behov. Mange af disse tiltag kommer særligt de sårbare københavnere med diabetes til gavn. Eksempelvis har Center for Diabetes startet en udgående rehabiliteringsindsats i Tingbjerg, hvor fokus er på at være i kontakt med og opspore borgere, som er i høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. I et andet initiativ kombineres friluftsliv og naturglæde, når undervisning, træning og madlavning flyttes ud i naturen.
Med budget 2019 blev der afsat 106 mio. kr. til byggeri af et nyt et Center for Diabetes i De Gamles By på Nørrebro. Et nyt byggeri vil i fremtiden sikre rammen om en sammenhængende type 2-diabetesindsats i København.
Ny handleplan for type 2-diabetes og hjertesygdom
SOU besluttede den 25. april 2019 at samle hjerteområdet i Center for Diabetes, så det fremover bliver Center for Diabetes og Hjertesygdomme. Nye tal fra Sundhedsprofilen viser, at en femtedel af københavnere med type 2-diabetes også har hjertesygdom. Borgere med diabetes har øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, som er den hyppigste dødsårsag hos mennesker med diabetes. I Region Hovedstaden har Steno Diabetes Center Copenhagen ligeledes indledt et tættere diabetes-hjerte samarbejde med det formål at skabe tidlig opsporing af henholdsvis diabetes blandt hjertepatienter og hjertesygdom blandt diabetespatienter og dernæst optimal opfølgning og behandling.
Med den nuværende handleplan er vi kommet langt, men vi er ikke i mål. Den samlede vurdering fra forvaltningen er, at området forsat skal prioriteres, idet særligt stigningen i antallet af ældre med type 2-diabetes understreger behovet for at sætte ind med forebyggelse og øge bevidstheden omkring hvilke livsstilsvalg, der er afgørende for at leve et godt liv med type 2-diabetes. Den store andel af københavnere, der er dobbelt ramt af både diabetes og hjertesygdom kalder ligeledes på et behov for øget fokus på denne målgruppe,
På den baggrund indstilles det, at der i 2020 udarbejdes en ny handleplan for type 2-diabetes og hjertesygdom.
Samling af midler til forløbsprogram for hjertesygdom under Center for Diabetes og Hjertesygdom
Udvalget godkendte i december 2016 udmøntningen af 900.000 kr. fra Finansloven 2016 og Økonomiaftalen 2017, som er øremærkede til borgere med kronisk sygdom, til indsatsen "Forløb for borgere i høj risiko for at udvikle hjertesygdom", som går ud på, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Amager og Hvidovre Hospital kan henvise patienter i risiko for at udvikle en hjertesygdom direkte til et forløb i tre af kommunens sundhedshuse.
I 2019 skal Sundheds- og Omsorgsforvaltningen implementere det nye Forløbsprogram for Hjertesygdom, som en del af Sundhedsaftalen. Forløbsprogrammet beskriver den samlede tværfaglige, tværsektorielle og koordinerende indsats for borgere med hjertesygdom på hospital, i kommune og almen praksis i Region H.
Det vil være Center for Diabetes og Hjertesygdomme, der skal varetage denne opgave.
Forvaltningen indstiller derfor, at indsatsen "Forløb for borgere i høj risiko for at udvikle hjertesygdom" afvikles og at midlerne i stedet udmøntes til Center for Diabetes og Hjertesygdomme til implementering af et nyt lovpligtigt "Forløbsprogram for Hjertesygdom".
Dels indeholder det nye forløbsprogram en udvidelse af målgruppen, så borgere dækket af det nuværende tilbud, nu kan indgå i det lovpligtige forløbsprogram.
Dels er det trods for flere indsatser og et ønske fra hospitalerne om, at tilbuddet skal fortsætte, ikke været muligt at løfte antallet af henvisninger i 2018 og første kvartal af 2019, som fortsat ligger langt fra det forventede niveau.
Det er på den baggrund forvaltningens vurdering, at midlerne kan komme københavnerne til mest gavn som en del af det lovpligtige forløbsprogram på Center for Diabetes og Hjertesygdomme.
Økonomi
De 900.000 kr. tidligere afsat til "Forløb for borgere i høj risiko for at udvikle hjertesygdom" udmøntes i 2019 og frem til nyt Center for Diabetes og Hjertesygdomme.
Videre proces
I 2020 vil Sundheds- og Omsorgsudvalget blive forelagt udkast til ny handleplan og type 2-diabetes og hjertesygdom.
Katja Kayser
/Karen Nørskov Toke