Analyse af hjemtagning af specialiseret rehabilitering
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om analysen af mulighederne for at hjemtage rehabilitering på specialiseret niveau til efterretning (bilag 1).
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fortsat køber rehabiliteringsforløb på specialiseret niveau frem for at igangsætte egne tilbud.
Problemstilling
I 2015 blev der på nationalt plan indført et nyt genoptræningsniveau kaldet "rehabilitering på specialiseret niveau", som kommunen er forpligtet til at tilbyde. Dette er primært til borgere med erhvervet hjerneskade. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har siden indførelsen købt disse forløb på specialhospitaler, da forvaltningen ikke har et tilbud, som lever op til Sundhedsstyrelsens kvalitetskrav på området.
I budgetaftale 2017 blev der afsat midler til en analyse af, hvorvidt forvaltningen vil kunne tilbyde rehabilitering på specialiseret niveau i kommunalt regi i stedet for at købe forløb eksternt. Analysen forelægges her til udvalgets orientering.
På baggrund af analysen indstiller forvaltningen til udvalget, at opgaven fortsat varetages ved køb hos specialhospitaler.
Løsning
Hvert år udskrives cirka 50 københavnske borgere med erhvervet hjerneskade fra hospitalet med en genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau. Det er hospitalet, der i genoptræningsplanen afgør, om borgeren skal modtage rehabilitering på specialiseret niveau, eller om borgeren skal have genoptræning på alment niveau, som kommunen kan varetage på Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen køber i dag disse forløb til rehabilitering på specialiseret niveau hos specialhospitaler, da forvaltningen ikke har et tilbud, der lever op til Sundhedsstyrelsens krav på området, som stiller krav til fx deltagelse i forskning, robusthed og kapacitet, kompetencer på højt specialiseringsniveau og særligt udstyr. Ingen kommuner lever i dag op til kvalitetskravene, men forsøger at løfte opgaven på forskellig vis. Sundhedsstyrelsen har igangsat et servicetjek på området, der vil vise, hvordan opgaven håndteres i kommunerne og på hospitalerne. Resultatet af servicetjekket er planlagt færdigt til august 2017 og vil kunne medføre justering eller skærpelse i kvalitetskravene.
I budgetaftale 2017 blev der afsat midler til en analyse med henblik på at tage stilling til den fremtidige varetagelse af rehabilitering på specialiseret niveau. "Implement Consulting Group" har gennemført analysen. Forvaltningen havde en forventning om, at kommunen på længere sigt eventuelt vil kunne tilbyde borgerne rehabilitering på specialiseret niveau til samme kvalitet, men billigere end at købe forløbene eksternt.
Analysen beskriver tre mulige scenarier for, hvordan Københavns Kommune kan tilbyde borgerne rehabilitering på specialiseret niveau. Ved:
- ingen hjemtagning, men optimering af nuværende situation
- fuld hjemtagning uden salg af pladser til andre kommuner
- fuld hjemtagning med salg af pladser til andre kommuner
Forvaltningens vurdering på baggrund af analysen
På baggrund af analysen er det forvaltningens vurdering, at der p.t ikke er grundlag for at hjemtage opgaven på nuværende tidspunkt. Det indstilles derfor, at opgaven fortsat skal varetages ved at købe forløb på specialhospital. Indstillingen uddybes i nedenstående.
SUF har fulgt udviklingen på området og de første erfaringer viser, at målgruppen er forskelligartet, og at omfanget og udgifterne er stigende. Analysen viser, at der på nuværende tidspunkt vil være betydelig usikkerhed forbundet med, at kommunen selv vælger at tilbyde rehabilitering på specialiseret niveau. Usikkerhederne bunder i, at kommunens erfaringsgrundlag stadig er spinkelt, og at opgaverne omkring niveauet endnu ikke har nået et stabilt leje. Siden indførelsen har Region Hovedstaden og kommunerne drøftet uklarheder om ansvarsfordeling på området. Der er etableret et tværsektorielt samarbejdsforum om erhvervet hjerneskade, hvor tværgående udfordringer fremadrettet kan drøftes, men der er fortsat uenighed mellem parterne.
Analysen peger endvidere på, at det kan medføre kapacitetsændringer i Region Hovedstadens behandling af borgere med erhvervet hjerneskade, når Rigshospitalet Glostrup åbner et nyt neurorehabiliteringshus i 2019. Det er endnu uvist, hvordan snitfladen bliver mellem den regionale indsats i neurorehabiliteringshuset og rehabilitering på specialiseret niveau, som kommunen har ansvar for. Der er behov for at afvente og se, hvilke effekter neurorehabiliteringshuset får for kommunens indsats til borgerne.
Det er derfor vurderingen, at beslutningen om at hjemtage opgaven bør genovervejes, når SUF har fået et mere solidt erfaringsgrundlag og vurderer, at udviklingen af rehabilitering på specialiseret niveau er stabiliseret. Såfremt der er ændrede forudsætninger, som gør, at der er potentiale for hjemtagning, vil forvaltningen således forelægge sagen til udvalget med henblik på at afgøre den videre opgavevaretagelse.
Handlinger i forbindelse med scenarie 1
For borgere med en genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau vil forvaltningen fortsætte samme praksis som i 2015-2017. Borgerne vil blive sikret et tilbud til samme kvalitets- og serviceniveau som hidtil, der lever op til Sundhedsstyrelsens kvalitetskrav på området. Forvaltningen vurderer, at der derudover er behov for at kvalificere vurderingen af forløbene, der købes eksternt. Herunder at medarbejdere, der godkender og visiterer borgerne til forløb på specialhospitalerne, får styrkede neuropsykologisk/neurologisk specialkompetencer, så de i højere grad kan kvalificere hospitalernes og specialhospitalernes lægefaglige vurderinger af borgernes forløb.
SUF vil desuden på baggrund af rapportens anbefalinger optimere indsatsen for borgere, der modtager et kommunalt forløb på Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret (avanceret genoptræning). Det er borgere med erhvervet hjerneskade, som hospitalet udskriver med en genoptræningsplan til almen genoptræning og borgere, der har været i et specialiseret rehabiliteringsforløb på et specialhospital, og som efterfølgende overgår til Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret. Der vil ikke være ændringer i den nuværende indsats i borgernes forløb, men fokus på at opkvalificere medarbejdernes kompetencer og styrke det tværfaglige samarbejde omkring borgeren, som analysen peger på.
Økonomi
Det er nødvendigt, at borgere med en genoptræningsplan på specialiseret rehabilitering også fremadrettet modtager forløb, der lever op til Sundhedsstyrelsens kvalitetskrav. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil derfor få forelagt et budgetønske på møde den 20. juni herom med henblik på, at det kan gå ind i budgetforhandlingerne for 2018.
SUF vurderer, at optimeringen af den nuværende indsats på Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret (avanceret genoptræning) vil kunne løftes inden for den eksisterende budgetramme.
Videre proces
Et budgetnotat om finansiering af køb af rehabilitering på specialiseret niveau vil indgå i budgetforhandlingerne for 2018.
Lars Gregersen
/Merete Røn Christensen
Beslutning
Der var afstemning om 2. at-punkt:
For stemte: F, A, B, V og O
Imod stemte: Ø
Undlod: Ingen
Indstillingen blev godkendt.