Hjælpemiddelområdet - projektplan
Hjælpemiddelområdet - projektplan
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 20. juni 2002
9. Hjælpemiddelområdet - projektplan
SOU 163/2002 J.nr. 14/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender projektplanen for hjælpemiddelområdet.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget fik den 4. april 2002 (SOU 55/2002) forelagt resultaterne af en konsulentundersøgelse på hjælpemiddelområdet. Sundhedsforvaltningen indstillede samtidig, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte en organisatorisk udviklingsproces på baggrund af rapportens anbefalinger.
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen med den tilføjelse, at Sundhedsforvaltningen skulle udarbejde en projektplan for implementering med angivelse af tidsforløb.
Sundhedsforvaltningen har nu udarbejdet en projektplan med indsatsområderne, som hermed forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Indsatsområderne er beskrevet i otte projekter: Etablering af en hjælpemiddelfaglig enhed i centralforvaltningen, to projekter der skal skabe en bedre sagsbehandling på de enkelte Pensions- og Omsorgskontorer, udvikling af Hjælpemiddelcentrets interne strukturer og projekter til forbedring af den økonomiske styring, en afklaring af forholdet mellem hjælpemidler og arbejdsredskaber, samt et IT-projekt.
Projekterne iværksættes i efteråret 2002 og er afsluttet medio 2003. IT-projektet vil dog først være afsluttet medio 2004.
Projekterne forventes at føre til en generel forbedret ressourceanvendelse og en øget genanvendelse af hjælpemidler.