Høring vedrørende redegørelse om "Eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune".
Høring vedrørende redegørelse om "Eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune".
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 20. juni 2002
6. Høring vedrørende redegørelse om "Eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune".
SOU 156/2002 J.nr. 24/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at indstillingen fremsendes som udvalgets høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har i fællesskab udarbejdet en redegørelse om eliteidræt som supplement til den idrætspolitiske redegørelse. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den18. april 2002 at sende redegørelsen i høring forud for den politiske drøftelse. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede samtidig, at de enkelte politiske partier fik mulighed for at vedlægge et udtalelse, der sendes med ud i høring. Redegørelsen om "Eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune" samt de politiske udtalelser er vedlagt som bilag.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets tilgang til eliteidræt er set i et folkesundhedsmæssigt perspektiv. Mål for folkesundheden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen d.4. okt. 2001 (BR 397/01). Det vedtagne mål for motionsområdet er, at Københavnerne skal være mere fysisk aktive.
Det er vigtigt, at den eliteidrætspolitiske debat ses i sammenhæng med andre vedtagne mål for Københavns Kommune på idrætsområdet og på Folkesundhedsområdet. Sundhedshedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig synspunktet i den idrætspolitiske redegørelse 2001, der siger, at det ikke kun er idrætten, der er sat på dagsordenen i København, men også folkesundheden.
Det er Sundhedsforvaltningens udgangspunkt, at prioritering af eliten ikke nødvendigvis er en fraprioritering af bredde, idet eliteidrætten som rollemodel kan være inspirerende for bredde-idrætten. Det er vigtigt, at der er ligeværdighed tilstede mellem bredden og eliten f.eks. i udvikling af partnerskabstanken. Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig denne holdning.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget opfordrer til, at der tænkes langsigtet med henblik på at udbygge faciliteter frem for, at elitetræning sker på bekostning af børn og unge eller andre motionister. Sundhedsforvaltningen ser således, at elite og bredde kan indgå i et positiv samspil, der kan skabe bedre ramme for begge grupper. Hvis der tænkes i fleksible rammer og udnyttelse af byens åbne rum, er det muligt at gøre københavnerne mere aktive.
Sundhedsforvaltningen finder det afgørende, at der i det videre arbejde med en samlet eliteidrætspolitik for Københavns Kommune formuleres klare mål og principper for arbejdet. Det gælder bl.a. principper for forholdet mellem bredde og elite og principper for partnerskab og samarbejde med erhvervslivet. Folkesundhedsaspektet må spille sammen med elitesatsningen, der kan bane vejen for bedre og flere faciliteter, som kan udnyttes mere optimalt. Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig denne anbefaling.