Social- og Sundhedsuddannelserne - evaluering af voksenelevløn
Social- og Sundhedsuddannelserne - evaluering af voksenelevløn
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 20. juni 2002
10. Social- og Sundhedsuddannelserne - evaluering af voksenelevløn
SOU 142/2002 J.nr. 76/2000
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at evalueringen vedrørende voksenelevløn på social- og sundhedsuddannelserne tages til efterretning
RESUME
I december 2001 vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at afsætte 2,5 mill. kr. til voksenelevløn for social- og sundhedshjælperelever på Social- og Sundhedsskolen i Københavns Kommune. Udvalgene fastlagde en række kriterier for tildelingen af voksenelevløn. Det blev endvidere besluttet, at der skulle foretages en evaluering af voksenelevlønnen i løbet af foråret 2002.
Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har foretaget en evaluering af kriterierne for voksenelevlønnen ved optagelse af elever i januar 2002. Det forudsættes på denne baggrund, at der ikke foretages ændringer i kriterierne for voksenelevløn ved optagelsen af elever i august 2002.
SAGSBESKRIVELSE
I december 2001 vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at afsætte 2,5 mill. kr. til voksenelevløn for social- og sundhedshjælperelever på Social- og Sundhedsskolen i Københavns Kommune. Udvalgene fastlagde en række kriterier for tildelingen af voksenelevløn. Det blev endvidere besluttet, at der skulle foretages en evaluering af voksenelevlønnen i løbet af foråret 2002.
Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedtog følgende principper for tildelingen af voksenelevløn:
- Social- og sundhedshjælperelever der påbegynder uddannelse i år 2002 på Social- og Sundhedsskolen i København
- Bopæl i Københavns Kommune
- Forudgående erhvervserfaring (vejledende 4-5 år)
- Primært inden for lignende eller beslægtede erhverv
Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på denne baggrund udarbejdet følgende evaluering:
96 elever blev optaget på social- og sundhedshjælperuddannelsen i januar 2002. Heraf var 31 under 25 år og 65 over 25 år, jf. nedenstående tabel vedrørende aldersfordelingen. Af de 65 elever over 25 år tildelte Social- og Sundhedsskolen 41 elever (der havde søgt inden for ansøgningsfristen) voksenelevløn - 11 af de 65 elever over 25 år havde bopæl udenfor Københavns Kommune, mens enkelte over 25 år fravalgte voksenelevløn, da de ønskede at bibeholde anden form for overførselsindkomst. Det skal bemærkes, at det på grund af den snævre tidsramme før uddannelsesstart i januar 2002, ikke var muligt at annoncere med muligheden for voksenelevløn.
Aldersfordeling januar 2002 |
Antal |
Procent % |
17 år |
2 |
2,1 |
18 år |
2 |
2,1 |
19 år |
9 |
9,4 |
20 år |
6 |
6,3 |
21 år |
6 |
6,3 |
22 år |
1 |
1,0 |
23 år |
2 |
2,1 |
24 år |
3 |
3,1 |
25 – 29 år |
18 |
18,8 |
30 – 34 år |
13 |
13,5 |
35 – 39 år |
13 |
13,5 |
40 – 44 år |
6 |
6,3 |
Over 44 år |
15 |
15,6 |
I alt |
96 |
100,0 |
Antal mænd Antal kvinder |
21 75 |
22 % 78 % |
Gns.alder |
31,2 år |
Pr. 30. april 2002 – 4 måneder fremme i uddannelsesforløbet – er 34 af 41 elever på voksenelevløn fortsat under uddannelse. Forudsat, at de 34 elever fortsætter deres uddannelse, vil der være mulighed for at tilbyde ca. 20 elever voksenelevløn ved optaget til social- og sundhedshjælperuddannelsen til august 2002.
Da der er tale om et stærkt begrænset antal ansøgere over 25 år, der inden for bevillingsrammen på 2,5 mill.kr. i 2002 kan tilbydes voksenelevløn til august-optaget, har skolen valgt ikke at annoncere med voksenelevløn.
Muligheden for voksenelevløn er dog rygtedes hurtigt, hvorfor alle ansøgere ved henvendelse til Social- og Sundhedsskolen bliver oplyst om, at der alene er et begrænset antal elevpladser, der vil kunne tilbydes voksenelevløn til august-optaget.
Det er ikke muligt at foretage en reel vurdering af virkningerne ved indførelse af voksenelevløn i Københavns Kommune, idet ordningen alene har virket i godt 4 måneder, og det er vanskeligt på baggrund af et relativt begrænset antal elever at vurdere, om voksenelevløn har en positiv virkning på frafaldet på uddannelsen.
Det er endvidere ikke muligt at dokumentere om indførelsen af voksenelevløn har den ønskede virkning på søgetallet til uddannelsen, da Social- og Sundhedsskolen som nævnt ikke har annonceret muligheden før januar-optaget, og det skønnes, at det vil have en uheldig virkning at annoncere med voksenelevløn, når der er tale om et meget begrænset antal uddannelsespladser, som kan tilbydes voksenelevløn til august-optaget.
Jævnført andre kommuners erfaringer er der imidlertid ingen tvivl om, at der er tale om en stærk stigning i søgetallet til uddannelserne, hvis der tilbydes og annonceres med voksenelevløn til alle ansøgere, der opfylder kriterierne.
I Gladsaxe, Gentofte og andre kommuner i Københavns Amt har indførelsen af voksenelevløn på social- og sundhedshjælperuddannelsen medført, at ansøgertallet er op til tredoblet. Endvidere har ansøgerne gennemgående flere kvalifikationer end tidligere ansøgere.
I Københavns Kommune erfarede Social- og Sundhedsskolen, da voksenelevløn blev indført i de nærliggende kommuner i Københavns Amt, at op mod en hel klasse ansøgere til social- og sundhedshjælperuddannelsen annullerede deres kontrakter med henvisning til, at de sideløbende havde søgt Københavns Amt og fået bevilget voksenelevløn.
Det er p.t. ikke muligt at give et eksakt tal på, hvor stor en %-del af de over 25-årige, der vil blive optaget på uddannelsen til social- og sundhedshjælper til august, Social- og Sundhedsskolen kan tilbyde voksenelevløn. Et forsigtigt skøn er ca. 20-25% af de, der opfylder kriterierne.
Det er endvidere usikkert om en del af de ansøgere, der søger uddannelsen i forventning om voksenelevløn, vil trække deres ansøgninger tilbage og vente i håb om, at det vil blive muligt at få voksenelevløn til januar 2003.
Det forudsættes på denne baggrund, at der ikke foretages ændringer i kriterierne for voksenelevløn ved optagelsen af elever i august 2002.
Det skal afslutningsvis bemærkes, at Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil fremlægge en yderligere evaluering af voksenelevlønnen ved udgangen af dette år.
Økonomi
Ingen yderligere bemærkninger
Miljøvurderinger
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Bo Andersen Peter Rasmussen