Besøgsbabyer på Københavns plejecentre
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
-
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslaget om besøgsbabyer på plejecentre i København.
Problemstilling
På udvalgsmødet 25. februar 2016 tiltrådte Sundheds- og Omsorgsudvalget et medlemsforslag om besøgsbabyer på Københavns plejecentre, der var stillet af Dansk Folkeparti.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har hentet erfaringer fra Aarhus Kommunes tiltag med besøgsbabyer på plejehjem med henblik på at fremlægge et forslag om et lignende tiltag i København for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Løsning
Erfaringer fra Aarhus Kommune
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har været i kontakt med Aarhus Kommune for at høre nærmere om tilrettelæggelsen af og erfaringerne med initiativet Besøgsbabyer på plejehjem.
Initiativet med besøgsbabyer på plejehjem i Aarhus Kommune har fungeret i sin nuværende form siden foråret 2015. Initiativet er initieret og koordineret fra centralt hold, men det er frivilligt for de enkelte plejecentre at tilmelde sig ordningen. Det er Aarhus Kommunes erfaring, at plejecentrenes interesse for initiativet er blevet større i takt med, at ordningen er kommet godt i gang. 23 plejecentre – svarende til cirka halvdelen af kommunens plejecentre – deltager i dag i ordningen. ’Besøgskorpset’ vurderes i øjeblikket at bestå af ca. 75-100 babyer, som sammen med en forælder regelmæssigt besøger et af kommunens plejecentre. Hvor ofte de frivillige forældre og børn tager på besøg varierer meget, lige som nogle forældre og børn kommer på besøg gruppevis, mens andre kommer alene.
Ordningen opleves som en succes for alle deltagende parter. Kontinuiteten i indsatsen på det enkelte plejecenter kan dog være udfordret af, at den enkelte frivilliges engagement typisk stopper ved barslens afslutning.
Konkret har Aarhus Kommune tilrettelagt initiativet på følgende måde:
- Forvaltningen har udarbejdet en informationskampagne – primært bestående af plakater og postkort i det offentlige rum – med henblik på at rekruttere barslende forældre og deres babyer som frivillige ’besøgsvenner’
- Kommunens sundhedsplejersker har ageret ambassadører for ordningen, når de besøgte barslende forældre
-
Postkort og plakater henviser til kommunens hjemmeside, hvor de i ordningen tilmeldte plejecentre, samt plejecentrenes kontaktpersoner fremgår. Kontaktpersonen kan fx være en leder, en aktivitetsmedarbejder eller en SOSU-assistent
-
Selve besøget aftales direkte mellem den enkelte frivillige og plejecentrets kontaktperson, da Aarhus Kommune har lagt vægt på, at ordningen fungerer så ubureaukratisk som muligt. Den konkrete tilrettelæggelse er derfor også op til det enkelte plejecenter
-
Kontaktpersonen vil typisk forud for besøget samle en gruppe beboere, som kan have glæde af babybesøget
-
Forvaltningen har i forbindelse med ordningens opstart finansieret de nødvendige basisfaciliteter for babyer og barslende forældre på de tilmeldte plejecentre (puslebord, liggeunderlag, legetøj o. lign.).
Implementering i København
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen finder, at initiativet med besøgsbabyer på plejehjem vil være et godt supplement til de forskellige rytmikhold, mødregrupper og lignende, som allerede finder sted på flere plejehjem i København.
Det foreslås at følge Aarhus Kommunes fremgangsmåde, hvor det er frivilligt for de enkelte plejecentre at deltage, og hvor deltagende plejecentre melder en kontaktperson til forvaltningen. En informationskampagne samt etablering af hjemmeside vil blive iværksat fra centralt hold.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i dialog med Den Kommunale Sundhedspleje (ved Børne- og Ungdomsforvaltningen) om hvordan, og i hvilket omfang, de kan medvirke til at udbrede kendskabet til initiativet.
Økonomi
Forslaget vurderes at kunne gennemføres for 25.000 kr. Midlerne skal dække udgifter til en informationskampagne, og udgiften afholdes af forvaltningens kommunikationsbudget.
Derudover kan der eventuelt komme mindre udgifter til etablering af babyfaciliteter (fx puslehynder) på plejecentre, hvor dette ikke allerede findes. Forvaltningen har ikke overblik over antallet af plejecentre, som ikke allerede har puslefaciliteter, men det vurderes, at interesserede plejecentre for et relativt lille beløb vil kunne udstyres med de fornødne faciliteter, og at udgiften vil kunne afholdes inden for budgetrammen.
Videre proces
Med udvalgets godkendelse kan tiltaget implementeres fra sommeren 2016.
Lars Gregersen
/Nanna Skriver
Beslutning