Medlemsforslag fra Rikke Lauritzen (Ø) om særlig indsats over for børn og unge
Medlemsforslag fra Rikke Lauritzen (Ø) om særlig indsats over for børn og unge
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 20. april 2006
Sager til beslutning
9. Medlemsforslag fra Rikke Lauritzen (Ø) om særlig indsats over for børn og unge
SOU 127/2006 J.nr. 29/06
INDSTILLING
Medlemsforslag til Sundheds- og Omsorgsudvalget stillet den 6. april 2006 af Rikke Lauritzen (Ø)
Jeg foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om,
at lave en redegørelse for den indsats som Folkesundhed i København, sammen med Sex og Samfund, står for i København i forhold til at undervise unge om prævention og vurderer om der er behov for en yderligere indsats,
at redegøre for den sociale og etniske fordeling blandt de teenagepiger, der får foretaget abort,
at komme med forslag til finansiering af et forsøg med gratis kondomer til unge i København,
at forsøg med gratis kondomer og eventuelt styrket seksual vejledende indsats, indarbejdes i Københavns Sundhedspolitik, som en del af indsatsen overfor børn og unge.
Motivering
Sundhedsstyrelsens nyeste tal for provokerede aborter i Danmark viser, at aborttallet generelt set går ned. Desværre er der en undtagelse blandt de 18-19-årige, hvor der er en stigning – både i antallet af aborter og i salget af fortrydelsespiller. Det kan tyde på, at der i denne aldersgruppe er en tendens til at gamble med usikker sex.
Specielt slemt er det i Københavns Kommune, hvor 3,2% af teenagepigerne fra 15-19 år årligt får foretaget abort. Det er mere end dobbelt så mange som i landet som helhed.
Når unge i mindre grad bruger prævention kan det skyldes uvidenhed, at det er pinligt at købe kondomer og at disse er for dyre. Derfor mener Sundhedsstyrelsen, at løsningen på problemet er bedre og mere seksualundervisning samt gratis kondomer til unge. Begge dele er noget vi har mulighed for at gøre noget ved i Københavns Kommune.
Københavns Kommune deler i forvejen omkring 600.000 gratis kondomer ud til udsatte grupper som led i indsatsen mod spredning af HIV og AIDS. Denne ordning kan udvides til også at omfatte ungdomsmiljøet. Ud over, at redde mange unge piger fra en ubehagelig oplevelse, der kan sætte sig spor gennem resten af livet, vil det også have den side-effekt, at vi kan begrænse den meget omfattende spredning af kønssygdommen Klamydia.
Som kommune har vi en særlig forpligtigelse i denne sag, fordi det erfaringsmæssigt viser sig, at usikker sex, og deraf følgende uønsket graviditet og spredning af kønssygdomme, er mest udpræget blandt de socialt dårligst stillede. De har dårligere råd til de dyre kondomer, de ved mindre om nødvendigheden af prævention og de har mange andre problemer at tænke på.
RESUME
Se indstillingen.
SAGSBESKRIVELSE
Se indstillingen.
MILJØVURDERING
Sagen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.