Mulighed for flerårige bevillinger til ældreklubber (§79-klubber)
Efter ønske fra Sundheds– og Omsorgsudvalget (12. december 2019) forelægges udvalget sag om mulighed for flerårige bevillinger til ældreklubber på § 79-området såvel som en orientering om økonomien på § 79-området.
Indstilling
Sundheds– og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds– og Omsorgsudvalget,
- at godkende model for genindførsel af flerårige bevillinger til § 79-klubberne
- at tage orientering om økonomien på § 79-området til efterretning.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) besluttede i juni 2017, at det skulle være muligt at søge om tilskud efter servicelovens § 79 for flere år ad gangen, for at ældreklubber kunne kende deres økonomi for længere tid.
I december 2018 annullerede udvalget denne mulighed, da puljens samlede størrelse for 2020 og frem på daværende tidspunkt ikke var kendt grundet et bevillingsudløb, og der dermed ikke kunne gives tilsagn om bevillinger længere frem end 2019.
Ved budgetforhandlingerne om Budget 2020 blev der fundet midler til at standse bevillingsudløbet til og med 2023.
En model for fastholdelse af nuværende bevillingspraksis med 1-årige bevillinger, herunder fordele og ulemper, blev præsenteret på udvalgsmødet d. 12. december 2019. I den forbindelse bad udvalget om igen at tage stilling til spørgsmålet om flerårige bevillinger sammen med en kort orientering om økonomien på §79-området.
I bilag 1 beskrives desuden rammerne og organiseringen af § 79-området, som følger af en evt. indførelse af flerårige bevillinger.
Løsning
Genindførsel af flerårige bevillinger
Såfremt klubbernes mulighed for at søge om flerårige tilskud genindføres, vil der altid være tale om bevillinger med forbehold for bevillingens størrelse i år to og frem, fordi kommunens budget er 1-årigt og budgetmæssige beslutninger kan betyde, at puljen varierer fra det forventede.
I 2024 står puljen til ældreklubberne til at blive 21 % mindre end i 2020, fordi et bevillingsudløb samt udløb af demografireguleringen vil gøre sig gældende fra 2024.
Genindføres de flerårige bevillinger, vil det eksempelvis i forbindelse med ansøgningsrunden i 2022 om to-årige bevillinger for årene 2023-2024 være særligt nødvendigt, at tildelingen af midler til ældreklubberne sker med et tydeligt forbehold og kommunikation om dette. Forbeholdet indebærer, at bevillingen for 2024 kan blive ændret på baggrund af politiske beslutninger, men at den på det foreliggende grundlag er reduceret i forhold til bevillingen i 2023.
Det er forvaltningens vurdering, at reduktion i puljen i 2024 vil betyde lukning af nogle klubber og reduktion af aktiviteterne i andre.
Model for flerårige bevillinger
Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender en model, hvor klubberne får mulighed for at søge om bevillinger to år frem. Efter to år vil klubben så kunne søge om en ny to-årig bevilling. Der vil fortsat være mulighed for at søge et-årigt, for de klubber som ønsker det.
Indførsel af to-årige bevillinger vil betyde:
Fordele:
- Klubberne kan kende deres forventede økonomi i to år.
- Klubberne skal ikke bruge ressourcer på at ansøge hvert år. (Dog skal alle klubber fortsat aflægge regnskab årligt).
Ulemper
- Bevillingerne vil altid være forventede og givet med forbehold
- Usikkerhed om puljens størrelse i 2024 kan skabe usikkerhed blandt klubberne allerede i 2022.
Orientering om økonomien på § 79-området
Tabel 1. Puljen for §79-området ser for de kommende år således ud:
2020 p/l |
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
Faste midler |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
Budget 2020 tilførsel, inklusiv demografiregulering |
3.200 |
3.700 |
4.200 |
4.700 |
* - |
I alt |
25.355 |
25.855 |
26.355 |
26.855 |
22.155 |
*Budget 2020 tilførslen er fire-årig og løber fra 2020 til og med 2023.
Der afsættes hvert år midler fra puljen til administration, vedligeholdelse af bevilget træningsudstyr til klubber og udviklingstiltag på området. I 2020 er dette beløb 749.000 kr.
Af de 749.000 kr. som i 2020 går til administration, vedligeholdelse af motionsredskaber og udviklingstiltag, er ca. 300.000 kr. sat af til udviklingstiltag – herunder nye ansøgere. Derudover går der midler til at vedligeholde træningsfaciliteter i klubber finansieret af § 79-midlerne og en del til administrative formål. Dette er eksempelvis tryk af materialer til vejledning af klubberne, udgifter i forbindelse med møder og arrangementer for klubberne med mere.
Hvis flerårige bevillinger genindføres
Indføres flerårige bevillinger, vil det fortsat være nødvendigt at reservere en del af puljen, såfremt det skal være muligt at tildele midler til nye ansøgere.
Forvaltningen forventer på denne baggrund også i fremtiden at budgettere med 300.000 kr. pr. år til udviklingstiltag/nye ansøgere.
Det kan her bemærkes, at der i reglen er mellem én og fire nye ansøgere til § 79-midlerne årligt.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Midlerne til ældreklubber udmøntes inden for den afsatte budgetramme jævnfør tabel 1.
Videre proces
De nuværende modtagere af §79-midler meddeles udvalgets beslutning. Beslutter udvalget at genindføre flerårige bevillinger, vil disse kunne træde i kraft og gælde for ansøgningerne for 2021. Klubberne skal ansøge om midler for 2021 – og eventuelt længere – i september 2020.
Katja Kayser
/Helle Schnedler
Beslutning
Indstillingen blev godkendt