TRUKKET - Udpegning af medlem til politisk dialog- og følgegruppe for partnerskabsprojektet Lighed i Bevægelse
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget udpeger et udvalgsmedlem, som kan indtræde i den politiske dialog- og følgegruppe for ”Lighed i Bevægelse”.
Problemstilling
DGI Storkøbenhavn har rettet henvendelse til borgmesteren vedrørende udpegning af en politisk repræsentant, som skal indgå i den politiske dialog- og følgegruppe under partnerskabsprojektet Lighed i Bevægelse, jævnfør bilag 1. Den politiske dialog- og følgegruppe er en del af partnerskabsaftalen mellem Københavns Kommune og DGI, som blev tiltrådt og finansieret i forbindelse med budgetaftalen 2021. Aftalen løber fra 2021-2024.
Løsning
Formålet med samarbejdet ”Lighed i Bevægelse” er at sikre, at endnu flere børn og unge i København bliver en del af idrætsfællesskaberne. Målet er 10.000 flere foreningsmedlemmer over de næste fire år, og de skal opnås via fire indsatser:
- Opbygge nye, foreningsbaserede idrætsfællesskaber for børn og unge
- Udvikle lokale idrætstilbud til børn og unge med særligt fokus på piger
- Arbejde med helhedsplaner for idrætsudviklingen i Tingbjerg, Sundby og Sydhavnen
- Understøtte idrætsforeningernes samarbejde med folkeskoler og daginstitutioner.
Ambitionen er, at indsatserne under partnerskabet skal være med til at bryde den sociale og geografiske ulighed i bevægelse, så endnu flere børn og unge vil drage fordel af mødet med foreningslivet i deres hverdag.
Partnerskabet understøtter Københavns Kommunes sundhedspolitik "Nyd Livet Københavner" og vision om at bryde den sociale ulighed i sundhed, så alle får lige muligheder for at leve et godt og langt liv.
Den politiske dialog- og følgegruppe er ansvarlige for tænkning, som går på tværs af forvaltningsområderne og skal bidrage med en helhedstænkning, som tager udgangspunkt i børn og unges hverdagsliv. Det skal hermed sikres, at partnerskabets arbejde danner baggrund for, at idrætsforeninger imødekommer de behov, der er blandt børn og unge i København.
Den udvalgte repræsentant forventes at deltage ved ét årligt møde med politiske repræsentanter fra henholdsvis DGI og DIF. På det årlige møde vil følgegruppen få forelagt en status samt have mulighed for at drøfte partnerskabsprojektets indsatser.
Den politiske dialog- og følgegruppe vil, udover repræsentanten fra Sundheds- og Omsorgsudvalget, bestå af repræsentanter fra Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Det udpegede udvalgsmedlem indmeldes til den politiske dialog- og følgegruppe.
Katja Kayser
/Katrine Schjønning