Mødedato: 19.11.2020, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Hovedkassen, stuen, vær. 102

Udmøntningsforslag vedrørende "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem"

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til udmøntning af 2 mio. kr. fra budgetaftalen 2021 – ”Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem”. Da budgetforslaget blev rejst som et åbent forslag i forbindelse med forhandlingerne, foreligger der ikke et budgetnotat. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen stiller derfor forslag om udmøntning af midlerne fordelt på to indsatser - ensomhedsforebyggende partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og madklubber på plejehjem.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
1. at "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem" udmøntes fordelt på de to foreslåede initiativer, jævnfør indstillingens løsningsafsnit.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er med budgetaftale 2021 blevet tildelt to mio. kr. årligt til "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem". Midlerne løber over en fireårig periode fra 2021-2024. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges hermed forslag til udmøntning.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har følgende to forslag til udmøntningen af midler vedrørende "Pulje til at imødegå ensomhed blandt ældre på plejehjem". De to forslag baserer sig på aktiviteter, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har god erfaring med, at ensomme ældre deltager i. Den konkrete udmøntning i årene 2021-24 vil i praksis kunne påvirkes af eventuelle COVID-19 restriktioner fra sundhedsmyndighederne.

1. Ensomhedsforebyggende partnerskaber med civilsamfundsorganisationer

Sundheds- og Omsorgsudvalget har siden 2016 haft fokus på forebyggelse og bekæmpelse af ensomhed blandt ældre. Her spiller samarbejdet med civilsamfundet en væsentlig rolle, fordi de relationer og fællesskaber, som opstår i mødet omkring frivillige initiativer, kan noget andet end den pleje og omsorg, som kommunens medarbejdere giver. På den baggrund arbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med en bred vifte af ensomhedsforebyggende indsatser i samarbejde med blandt andet en række organisationer i civilsamfundet og deres frivillige. Med den foreslåede indsats afsættes der midler til, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kan indgå nye samarbejdsaftaler med civilsamfundsorganisationer, som har relevante erfaringer og mulighed for at rekruttere frivillige. Det kan eksempelvis være organisationer som Røde Kors, Ældresagen med flere. Samarbejdet vil have til formål at skabe flere muligheder for at indgå i nye relationer for borgere på plejehjem særligt med fokus på, at nogle plejehjemsbeboere ikke kan eller ønsker at indgå i større arrangementer og fællesskaber, men har brug for nærvær enten med en enkelt eller få besøgende sammen.

Samtidig skal samarbejdet skabe et grundlag for, at der også på længere sigt og efter udløbet af midlerne sikres et stærkt samarbejde mellem plejehjemmene og frivillige, som ønsker at bidrage med deres tid og nærvær til at øge glæden og livskvaliteten i hverdagen for borgere på plejehjem.

Der afsættes 0,5. mio. kr. årligt i 2021-2024 til indgåelse af samarbejdsaftaler med civilsamfundsorganisationer.

2. Madklubber på plejehjem

Fællesskab omkring måltider har et helt særligt potentiale til at skabe og styrke sammenhold mellem mennesker. Med madglæde og sanselighed som drivkræfter kan måltider skabe rum for samvær, samtaler og fællesskab. Med initiativet igangsættes madklubber på plejehjemmene, hvor en mindre gruppe beboere har mulighed for at mødes om det gode måltid med henblik på at danne nye relationer eller styrke eksisterende relationer på plejehjemmet – og hvor der er plads og rum til at man udover at spise sammen også kan invitere underholdning ind i madklubberne. Dette kan eksempelvis ske i form af et musikalsk indslag eller en anden festlig optræden, der kan være med til at skabe liv og minder. Målet med madklubberne er at nå de beboere, som er i størst risiko for at opleve ensomhed. Det kan eksempelvis være beboere med få eller ingen pårørende, eller hvis pårørende bor langt væk, og beboerne derfor sjældent får besøg. Madklubberne tilrettelægges under hensyntagen til beboernes ressourcer og særlige behov. Det enkelte plejehjem etablerer madklubben på baggrund af beboernes ønsker. Plejehjemmets personale vil støtte op om planlægningen af måltiderne.

Der afsættes 1.5 mio. kr. årligt i 2021-2024 til madklubber på plejehjem.

Økonomi

Midlerne udmøntes til Centralforvaltningen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med henblik på videredistribution til de konkrete initiativer.

Videre proces

Forvaltningen vil påbegynde planlægningen på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalget stillingtagen til udmøntningsplanen med henblik på udmøntning fra 2021.

Katja Kayser

 

                                                                                                                                /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top