Mødedato: 19.11.2020, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Hovedkassen, stuen, vær. 102

Jul for borgere på plejehjem og hjemmeboende

Sundheds- og Omsorgsudvalget indstiller, at der afsættes midler til markering af julen for borgere på plejehjem og hjemmeboende borgere.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at udvalget godkender, at plejehjemmene anvender midler afsat i 2020 til indsatser for forebyggelse af COVID-19-relateret ensomhed til særlige julearrangementer og juleinitiativer for beboerne

2. at udvalget godkender, at hjemmeplejen får mulighed for at gøre noget ekstra for de modtagere af hjemmepleje, der er alene i julen, finansieret af midler, der i 2020 er afsat til indsatser for forebyggelse af COVID-19-relateret ensomhed.

Når der i denne indstilling nævnes plejehjem, omfatter det også de midlertidige døgnophold.

Problemstilling

Jul og nytår står for døren og traditionen tro samles familie og venner til fejring og samvær. Jule- og nytårsdagene er forbundet med minder og traditioner, der har stor betydning ikke mindst for ældre mennesker, hvad enten de bor på plejehjem eller er hjemmeboende.  

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede på udvalgsmødet den 29. oktober 2020 udfordringerne i forhold til at fejre jul og nytår grundet situationen omkring COVID-19. Både på fællesmødet med Ældrerådet og under den almindelige dagsorden blev der peget på et behov for at give mulighed for at forsøde en juletid, der i år har en ekstra risiko for at blive ensom og isoleret.

For plejehjem og midlertidige døgnophold er der restriktioner, der begrænser besøg og aktiviteter. Hvis Styrelsen for Patientsikkerheds påbud om besøgsrestriktioner fastholdes efter den 15. december 2020, hvor styrelsen har varslet en revurdering, kan plejehjem ikke afholde julearrangementer som fejring af advent, julefrokost, juleaften og nytårsarrangementer på samme måde, som de plejer. Det vil kun være muligt at invitere én nærmeste pårørende med til fejring af jul i borgerens egen bolig. Sundheds- og Ældreministeriet har 12. november 2020 udsendt en justeret bekendtgørelse dateret 6. november 2020 om besøgsrestriktioner, som træder i kraft 15. november 2020. Justeringen giver Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for, ifm. generelle påbud ifm. COVID-19, at påbyde plejehjemmene at beboerne kan modtage besøg i et dertil indrettet besøgsrum af yderligere to faste nære pårørende ud over nærmeste pårørende, dog ikke mere end to personer ad gangen. Det må forventes, at styrelsen på den baggrund, når ændringen er trådt i kraft, vil udsende revideret påbud om generelle besøgsrestriktioner til kommunerne, herunder Københavns Kommune, som flugter hermed.

Også den nødvendige zoneopdeling giver udfordringer i forhold til sociale aktiviteter. Hvor man plejer at samles på tværs af enheden til blandt andet julekoncert, julefrokost, adventsarrangementer og juleaften, skal man nu skabe liv og aktivitet på en anden måde – i mindre grupper, udendørs og i egen zone.

Også for de svageste ældre i hjemmeplejen, der er meget alene, må det forventes, at COVID-19 situationen i endnu højere grad begrænser deres sociale kontakt. Flere vil blive hjemme for ikke at udsætte sig selv for smitte med COVID-19, og naboen og andre ringer ikke på i år. Medarbejderne fra hjemmeplejen er for en del borgere den eneste, de ser i juledagene.

Løsning

Plejehjem

Plejehjemmene er gode til at holde jul og skabe god stemning i dagene op til jul og i juledagene. Ligeledes har plejehjemmene også, i en hverdag med COVID-19, fået god erfaring med at opretholde en god og indholdsrig hverdag for borgerne.

Restriktioner og behovet for at gøre noget ekstra i år er dog tydeligt på plejehjemmene, og de efterspørger deling af gode ideer og dermed også mulighed for at prioritere økonomi til juletiden. Det foreslås derfor, at plejehjemmene får mulighed for at prioritere en mindre del af de midler, som i 2020 er givet ved overførselssagen 2019-2020 og direkte COVID-19-relaterede udgifter til, forebyggelse af COVID-19-relateret ensomhed på plejehjemmene.

For at imødekomme ønsket om deling af ideer og viden i forhold til at skabe rammer om en god juletid for borgerne, arbejder forvaltningen, i samarbejde med plejehjemmene, på et inspirationskatalog med forslag til, hvordan man kan afholde jul og nytår i en tid med COVID-19. For nuværende undersøges eksempelvis muligheden for at streame luciaoptog og jule-/ nytårskoncerter. Derudover er der forslag, som omhandler udendørs besøgsstationer med gløgg og æbleskiver og markering af advent med oplæsning af juleeventyr med mere.

Borgere i hjemmeplejen

Borgere som modtager hjemmepleje er ligeledes udsat i forhold til besøg omkring jul og nytår. Det er forvaltningens erfaring, at der altid er hjemmeboende borgere, der tilbringer juledagene alene. Forvaltningen forventer, at det antal vil være større i år grundet COVID-19. Flere vil sandsynligvis fravælge julearrangementer ude af huset, herunder også juleaften, på grund af smitterisikoen. I øvrigt er mange julearrangementer i lokalområdet aflyst på grund af forsamlingsforbuddet.

Forvaltningen foreslår derfor, at hjemmeplejen gives mulighed for en særlig indsats for de borgere, der er forhindret i at deltage i julearrangementer og derfor er ufrivilligt alene.

Indsatsen består i, at hjælperne i hjemmeplejen får mere tid til et planlagt besøg hos borgeren i én af juledagene (24.-26. december). Den ekstra tid skal anvendes til selskab og hygge sammen med borgeren. Derudover medbringes en mindre juleopmærksomhed i form af en æske chokolade, en blomst eller en småkage til kaffen, for at understøtte en god ramme for en hyggelig stund.

I julen 2017 blev der også anvendt ekstra midler til et forlænget besøg og en lille julegave til ensomme borgere, der modtager hjemmepleje. Den ekstra indsats i juledagene vakte stor glæde hos både borgere og medarbejdere i hjemmeplejen.

Økonomi

Plejehjem

Udgifter forbundet med en indsats for en god jul på plejehjemmene i en tid med COVID-19-begrænsninger, kan - udover de midler, der altid findes på plejehjemmenes budgetter til højtider - afholdes indenfor rammen af midler afsat i overførselssagen 2019-2020 og direkte COVID-19- relaterede udgifter til forebyggelse af COVID-19-relateret ensomhed.  

Hjemmeplejen

Det anslås, at udgifterne til en juleindsats for ensomme modtagere af hjemmepleje, kan finansieres med 750.000 kr. og kan afholdes indenfor rammen af midler afsat til indsatser for forebyggelse af COVID-19-relateret ensomhed 2020 finansieret via overførselssagen 2019-2020. Disse midler anvendes til, at medarbejderen får mere tid i deres besøg ved borgeren for at kunne understøtte brug af digitale midler til socialt samvær og dermed mindske ensomhedsfølelsen. Med denne jule-indsats anvendes midler også til mere tid til et besøg med henblik på at bekæmpe ensomhed, men her i form af direkte nærvær og julestemning mellem borger og hjælper.

Videre proces

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, forelægges beslutningen Ældrerådet til orientering. Plejehjem og hjemmeplejen meddeles desuden udvalgets beslutning.

 

Katja Kayser

 

                                                                                              /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top