Mødedato: 19.11.2020, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Hovedkassen, stuen, vær. 102

Orientering om demografi

Se alle bilag

I denne indstilling redegøres for, hvilken betydning demografimodellen har for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, og hvilke områder der bliver demografireguleret.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om demografimodellens betydning for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget til efterretning

Problemstilling

Københavns Kommune har en politisk besluttet demografimodel, som betyder, at budgetterne på børne-, ældre- og handicapområdet hvert år tilpasses som følge af befolkningsudviklingen. Det betyder konkret, at budgettet til eksempelvis ældreområdet automatisk øges, hvis antallet af ældre i kommunen stiger. Formålet er at fastholde det politisk fastsatte serviceniveau til de omfattede målgrupper, selvom befolkningssammensætningen ændrer sig. Antallet af ældre stiger med 28.000 fra 2020 til 2035, jævnfør nedenstående illustration. Det er værd at bemærke, at stigningen blandt +80-årige forventes at gå fra ca. 13.000 borgere i 2020 til ca. 23.000 borgere i 2035, hvilket er en markant stigning, ikke mindst i lyset af, at det særligt er blandt de +80-årige, at behovet for hjælp er stort.

Løsning

Demografireguleringen omfatter de fleste dele af forvaltningens økonomi. Udgifterne til pleje og omsorg bliver således reguleret krone til krone. Omvendt er eksempelvis  sundhedsindsatser, uddannelsesområdet og administration i Central- og Områdeforvaltning ikke omfattet. I vedlagte bilag 1 er der redegjort for, hvordan og i hvilket omfang udvalgets område er demografireguleret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Demografireguleringen besluttes årligt, når Økonomiudvalget behandler juni-indstillingen.

Katja Kayser

 

                                                                                                                     /Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top