Orientering om ændret placering af nyt plejehjem i Vejlandskvarteret
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om ændret placeringen af det nye plejehjem i Vejlandskvarteret.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om ændret placering af det nye plejehjem i Vejlandskvarteret til efterretning.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på møde den 23. juni 2020, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, med inddragelse af relevante andre forvaltninger, skulle se på mulighederne for en anden placering af plejehjemmet i Vejlandskvarteret, som sikrer en mere direkte adgang og udsigt til grønne arealer.
Løsning
På denne baggrund har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Socialforvaltningen og By & Havn, udarbejdet forslag til en alternativ placering, hvor plejehjemmet flyttes til byggefelt langs Vejlands Allé. Her er der mere direkte adgang og udsigt til grønne arealer (se bilag 1).
Det nye byggefelt kan rumme 15.000 etagekvadratmeter, hvoraf 12.000 m2 reserveres til plejehjemmet (svarende til ca. 140 plejeboliger) og 3.000 m2 til Socialforvaltningens storbylandsby. Den nye placering sikrer det nødvendige og ønskede antal kvadratmeter til plejehjemmet og opfylder desuden følgende:
- Et velfungerende plejehjem med gode udearealer, der kan disponeres inden for rammerne af hovedgrebet i masterplanen for Vejlandskvarteret.
- Væsentlig bedre udsigt og kontakt til de grønne arealer på Fælleden.
- Umiddelbar nærhed til det centrale torv med blandt andet butikker.
- Fornuftige tilkørselsforhold for varetransport med videre til plejehjemmet.
- En grundpris, der kan afholdes inden for rammerne af almenboliglovens økonomiske grundvilkår.
- Der skal i forbindelse med den videre disponering af plejehjemmet arbejdes med støjforholdene, idet en del plejeboliger vil ligge tilbagetrukket men dog med udsigt til Vejlands Allé (og Ørestad Fælled på den anden sige af alléen).
Den nye placering vil ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen ikke skulle udløse en supplerende offentlig høring af lokalplanen. Tidsplanen for lokalplanen og det samlede projekt for Vejlandskvarteret, herunder plejehjemsbyggeriet, kan dermed fastholdes.
Økonomi
Udgifter til det nye plejehjem afholdes indenfor rammerne af moderniseringsplanen.
Videre proces
Den nye placering og udformning af plejehjemmet vil skulle godkendes i forbindelse med den endelige politiske behandling af lokalplanen for Vejlandskvarteret i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det forventes, at lokalplansforslaget, inklusiv den nye placering af plejehjemmet, fremlægges til politisk behandling ultimo 2020/primo 2021.
Det bemærkes, at den efterfølgende udstyknings- og byggeproces for Vejlandskvarteret endnu ikke er endeligt fastlagt, men Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer dog, at plejehjemmet vil stå færdigt i perioden 2027–2029.
Katja Kayser
/Lars Matthiesen
Beslutning
Sundheds- og Omsorgsudvalget blev enige om at behandle sagen som en godkendelsessag, og sagen blev herefter godkendt med følgende stemmeafgivelse:
For: A, B, F, O, V (7)
Imod: Ø, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti (3)
Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti afgav følgende protokolbemærkning, som Enhedslisten tilsluttede sig:
”Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti anerkender det generelle behov for plejehjem i byen. Men Frie Grønne er imod at Vejlandskvarteret bebygges, og kan derfor ikke bakke op om indstillingen.”