Mødedato: 19.09.2024, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om vaccinationstilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Resumé

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) orienteres om status for vaccinationstilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF).

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om status på vaccinationstilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til efterretning.

Problemstilling

Vaccinationstilbud udgør en af flere væsentlige områder i SUFs arbejde med forebyggelse og folkesundhed. Som en del af SOUs budgetseminar i februar 2024 drøftede udvalget bevillingsudløbet på indsatsen ’Tilbud om HPV-vaccination på alle skoler i Københavns Kommune’ og bad i den forbindelse om at få forelagt en sag om vaccinationsområdet. SOU orienteres på den baggrund om status på forvaltningens arbejde på området.

Løsning

Vaccination er et effektivt redskab til at forebygge smitsomme sygdomme og fremme folkesundheden. Formålet med vaccination er at beskytte individer mod smitsomme sygdomme ved at opnå immunitet uden at skulle gennemgå sygdom. Når en stor andel af befolkningen er vaccineret, opnås befolkningsimmunitet, hvilket reducerer spredning af sygdom væsentligt. På denne måde fungerer vaccination også som et strukturelt tiltag til at beskytte de mest sårbare grupper i samfundet, der af medicinske årsager ikke kan vaccineres.

Det er staten, der beslutter hvilke vacciner og målgrupper, der indgår i de forskellige vaccinationsprogrammer og hvorvidt vaccinerne tilbydes gratis. Regionerne har det overordnede ansvar for gennemførslen af vaccinationsindsatserne, mens kommunerne skal understøtte og samarbejde med relevante aktører, f.eks. praktiserende læger, om målrettede indsatser, der understøtter lighed i adgang til vaccinationstilbud. Som led i SUFs arbejde med forebyggelse af ulighed i sundhed, tilstræbes det derfor at sikre nem og lige adgang til en række vaccinationsprogrammer.

SUFs vaccinationstilbud omfatter sæsonvaccinationer mod influenza, covid-19 og pneumokok, HPV-vaccination til børn over 12 år på københavnske skoler samt influenzavaccination til medarbejdere i Københavns Kommune.

Sæsonvaccination til borgere - influenza, covid-19 og pneumokok
Tilbuddet omfatter årlig covid-19- og influenzavaccination til borgere fra 65 år og borgere med særlig risiko for alvorlig sygdom samt influenzavaccination til børn i alderen 2-6 år. Pneumokokvaccination tilbydes, når effekten af den tidligere vaccination er udløbet. Tilbuddene er frivillige og gratis.

SUF deltager årligt sammen med Region Hovedstaden i planlægningen af vaccinationsindsatsen for at sikre, at ældre og skrøbelige borgere får de bedst mulige betingelser for vaccination. SUF er også i dialog med Socialforvaltningen, så det sikres, at socialt udsatte borgere og borgere med handicap, der er i målgruppen for sæsonvaccinationsprogrammet, har nem adgang til et vaccinationstilbud.

Københavns Kommunes vigtigste fokuspunkter for at sikre nem og lige adgang til sæsonvaccinationerne er:

  • Vaccinationstilbud i borgers nærområde, så borgere nemt kan tilgå vaccination.
  • Tidlige og udekørende tilbud til alle plejehjem, midlertidige døgnophold og udvalgte bosteder, samt et opfølgende udekørende tilbud, skulle enkelte borgere være forhindret eller have ombestemt sig.
  • Tilgængeligt tilbud om hjemmevaccination til borgere, som af fysiske eller psykiske årsager ikke er i stand til at forlade eget hjem.

Det er Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, der overvåger de årlige tilslutninger til hhv. covid-19- og influenzavaccination. Tilslutningen til influenzavaccination blandt 65+-årige steg markant i 2020/2021 på både landsplan og i Københavns Kommune, og kan tilskrives udbrud af covid-19 pandemien og et øget fokus på at mindske risikoen for samtidig sygdom og aflaste sundhedsvæsenet. 

I 2023/24 var tilslutningen til covid-19- og influenzavaccination 72-73 pct. for borgere over 65 år i København og 85-87 pct. for plejehjemsbeboere. Begge dele er lige under landsgennemsnittet. Ifølge Sundhedsstyrelsen har vaccinationsindsatsen være vellykket med en særlig høj deltagelse blandt de ældste og mest sårbare borgere. 

Influenzavaccination til 2-6-årige er blevet tilbudt siden 2021/22. Tilslutningen har dog været væsentlig lavere end andre aldersgrupper og faldende frem til 2023/24, hvor knap 20 pct. modtog vaccinen i Københavns Kommune, mens kun 16 pct. blev vaccineret på landsplan. Tilslutningen er ikke tilstrækkelig og Sundhedsstyrelsen vurderer, at det vil kræve en ekstraordinær stor indsats at få tilslutningen op på et niveau, hvor det har en betydende effekt på folkesundheden. Sammenholdt med, at de mest sårbare grupper har høj beskyttelse fra egen vaccination, anbefaler Sundhedsstyrelsen at tilbud om influenzavaccination til børn bør udgå.

Tilbud om HPV-vaccination på københavnske folkeskoler
Tilslutningen til HPV-vaccination er generelt lavere end andre børnevaccinationer, og i København har tilslutningen tidligere ligget næsten 10 procentpoint under landsgennemsnittet.

For at øge tilslutningen i Københavns Kommune, blev det politisk besluttet at tilbyde HPV-vaccination på alle københavnske skoler i 2021-2024. Tilbuddet er tilrettelagt i samarbejde med PLO-København og omfatter piger og drenge, der er fyldt 12 år og endnu ikke har modtaget vaccination hos egen læge.

Tilslutningen i København ligger nu kun få procentpoint under det nationale gennemsnit, og har siden 2020 været stigende både på landsplan og i Københavns Kommune. Den stigende tilslutning kan formentlig tilskrives en kombination af tilbud om skolevaccination, nationale tiltag som StopHPV.dk og påmindelser til forældre fra Statens Serum Institut.

Trods fremgangen i HPV-vaccinationstilslutningen, erfarer SUF, at der i nogle år har været relativt få tilmeldte i tilbuddet om skolevaccination. Denne stagnation vurderes delvist at kunne begrundes med en tilsvarende højere vaccinationstilslutning i almen praksis. Samtidig viser data fra Statens Serum Institut, at der er store lokale forskelle i tilslutningen inden for kommunen. Tingbjerg har den laveste tilslutning (68,3 pct.), og ifølge Sundhedsstyrelsen er tilslutning til HPV-vaccination generelt lavest blandt minoritetsetniske børn.

SUF vurderer derfor, at der fremadrettet er behov for mere håndholdte indsatser til at løfte vaccinationstilslutningen yderligere frem for at fortsætte tilbuddet om HPV-vaccination på de københavnske skoler. I efteråret 2024 afprøves derfor en lokal indsats i samarbejde med aktører fra civilsamfundet, herunder Bydelsmødrene i et af de lokalområder, hvor tilslutningen fortsat er lav.  Hensigten med indsatsen er at styrke forældrenes viden om HPV, afkræfte myter og opbygge større tillid til sundhedsmyndighederne gennem peer to peer i eksisterende netværk og fællesskaber i de lokalområder, hvor vaccinationstilslutningen er lav.

Bevillingen til HPV-indsatsen på skolerne udløber med udgangen af 2024, og indsatsen forventes ikke videreført i 2025 og fremover.

Tilbud om gratis influenzavaccination til alle medarbejdere i Københavns Kommune
Borgerrepræsentationen vedtog i 2006, at medarbejdere i Københavns Kommune skal tilbydes en årlig gratis influenzavaccination.

For at øge incitamentet til at lade sig vaccinere indgik SUF i 2023 en central aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om etablering af ca. 10 lokale vaccinationssteder fordelt rundt i byen, hvor medarbejderne nemt kan booke tid og blive vaccineret.

Sideløbende hermed har enkelte enheder lavet vaccinationsarrangementer lokalt, og ansatte kan også få refunderet udgiften til vaccine, hvis de har benyttet egen læge eller anden leverandør af vaccinationstilbud.

Ovenstående vifte af vaccinationsmuligheder har resulteret i en markant øget tilslutning.

Forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker
Den 1. januar 2024 trådte en lovændring om sygeplejerskers forbeholdte virksomhedsområde i kraft. Sygeplejersker får med lovændringen adgang til at beslutte og udføre en række behandlingstiltag, der tidligere har været forbeholdt læger, herunder bl.a. ordinering og administrering af vacciner mod smitsomme sygdomme.

Loven har ikke til hensigt at ændre ved den nuværende opgavefordeling mellem henholdsvis det kommunale og regionale sundhedsvæsen og praksissektoren, men muliggør en mere hensigtsmæssig og fleksibel arbejdstilrettelæggelse. Det er driftsherren, der skal afgøre, hvilke dele af det forbeholdte virksomhedsområde, der skal tages i brug.

Københavns Kommune har endnu ikke taget lovgivningen om det forbeholdte virksomhedsområde for sygeplejersker i brug. Det forventes at dele af virksomhedsområdet vil implementeres i ultimo 2024. Området omhandlende vaccination er på nuværende tidspunkt dog ikke planlagt som en del af denne implementering. Årsagen til dette er blandt andet manglende præcisering af rammerne for anvendelsen af vacciner i kommunen. Da vaccinationsområdet som udgangspunkt er en regional opgave, vil det endvidere kræve en aftale med regionen om bl.a. finansiering af ordinering og administrering af vaccinationer udført af kommunen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Intet yderligere.

Per Bennetsen/
Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top