Mødedato: 19.08.2010, kl. 13:15
Hjemmeplejen
Se alle bilag
Til top
Hjemmeplejen
2. Hjemmeplejen ()
Som opfølgning på sagen om hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens Plejehjem er igangsat en række specifikke og tværgående initiativer. Udvalget forelægges en redegørelse for initiativerne og den videre proces.
INDSTILLING OG Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelse af 30. juli 2010 i forbindelse med sagen vedr. hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens Plejehjem til efterretning, (Bilag 1),
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager overførslen pr. 9. juli 2010 af hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens Plejehjem til Hjemmeplejen Bispebjerg til efterretning,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelsen for resultaterne af intern stikprøveundersøgelse til efterretning, (Bilag 3),
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelse til Socialministeriet af 16. juli 2010 i forbindelse med sagen vedr. hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens Plejehjem til efterretning, (Bilag 4), og
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Økonomiudvalgets behandling den 17. august 2010 om forslag vedr. ekstern undersøgelse af hjemmeplejen i Københavns Kommune til efterretning. (Bilag 6).
Problemstilling
Den 4. og 5. juli 2010 viste TV2 en række episoder fra hjemmeplejeenheden på Haandværkerforeningens plejehjem. Episoderne gav indtryk af, at:
Borgerne ikke fik den hjælp, de var visiteret til.
Medarbejderne foretog private gøremål i arbejdstiden og i den sammenhæng benyttede kommunens biler.
Den interne styring og kontrol ikke var tilstrækkelig.
Indslaget i TV2 afstedkom en debat om kvalitet og mangler i den kommunale hjemmepleje generelt. På den baggrund bad Overborgmesteren, Sundheds- og Omsorgsborgmesteren og Socialborgmesteren den 6. juli 2010 forvaltningerne om en samlet redegørelse og et til oplæg til undersøgelse.
Løsning
Den 30. juli 2010 udarbejdede forvaltningen en redegørelse (bilag 1), hvor der indgår overblik over initiativer og tiltag i sagen. Redegørelsen er blevet sendt til Overborgmesteren.
Redegørelse for initiativer og tiltag
I forhold til hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens plejehjem omfatter initiativerne nedenstående.
For at sikre at ingen borgere har været udsat for omsorgssvigt, har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fra den 2. juli 2010 og dagene frem besøgt eller ringet til samtlige 158 borgere, der modtog aftenhjemmepleje fra Haandværkerforeningens plejehjem. Forvaltningen har i den forbindelse ikke identificeret tilfælde af omsorgssvigt.
I forhold til medarbejderne i hjemmeplejen har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen:
Gennemført samtaler med alle medarbejderne ansat i aftenhjemmeplejen.
Truffet en række personaleretlige dispositioner og i konkrete tilfælde disciplinære sanktioner over for ledere og medarbejdere.
Iværksat undersøgelse af, hvorvidt kommunens biler er anvendt til private gøremål, der er indberetningspligtigt til SKAT.
Anmeldt forhold til politiets vurdering vedr. straffelovens bedrageribestemmelser og/eller dokumentfalsk. Forvaltningen afventer svar fra politiet.
Af tværgående initiativer har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indskærpet følgende over for medarbejdere og ledere i alle hjemmeplejeenheder:
Overholdelse af retningslinjerne i forhold til levering af ydelser.
Anvendelse af arbejdstid. Det er bl.a. blevet indskærpet at afvigelser i tid, der giver ledig tid i løbet af dagen, skal rapporteres til nærmeste ledelse.
Tidsregistrering i forvaltningens hjemmeplejeenheder skal ske i overensstemmelse med forvaltningens retningslinier. Herunder er indført skærpet ledelseskontrol med brug af PDA.
Overflytning af hjemmeplejen ved Haandværkerforeningens plejehjem
Den 2. juli 2010 anmodede Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bestyrelsen for Haandværkerforeningens plejehjem om en redegørelse. I redegørelsen af 8. juli 2010 (bilag 2) tilkendegav bestyrelsen, at institutionen ledelsesmæssigt ikke ville være i stand til at leve op til forvaltningens krav, mål og rammer inden den 1. september 2010, hvorfor bestyrelsen anmodede om, at ledelsen af hjemmeplejen blev overført til kommunens hjemmeplejeenhed Bispebjerg.
På baggrund heraf blev hele hjemmeplejeenheden pr. 9. juli 2010 overflyttet til hjemmeplejeenheden Bispebjerg, idet det akutte behov for ledelsesmæssig understøttelse og beslutningskompetence dermed kunne opfyldes.
Resultater af stikprøveundersøgelse
Som tværgående initiativ er gennemført ekstraordinære stikprøveundersøgelser
i alle hjemmeplejeenheder i ugerne 27-31. Resultaterne af undersøgelsen fremgår af bilag 3. Formålet var at undersøge, om borgerne modtog de visiterede ydelser samt borgernes generelle oplevelse af modtagelsen af ydelsen.
Samlet set har forvaltningen i ugerne 27-31 været i kontakt med 4.945 borgere. Resultatet af den interne undersøgelse viser, at der har været en samlet tilfredshed med hjemmehjælpen på ca. 90 %. De problemer, borgerne har påpeget, har ikke været i forhold til snyd med leveringen af ydelser, men derimod særligt med: antallet af forskellige hjælpere, rengøringsniveauet og tidspunkt for hjemmehjælp.
Henvendelser fra Socialministeriet
Foranlediget af indslaget i TV2 om aftenplejen i hjemmeplejeenheden på Haandværkerforeningen plejehjem, og den efterfølgende medieomtale fremsendte Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter anmodning en redegørelse til Socialministeriet den 16. juli (bilag 4).
Socialminister Benedikte Kiær har derudover i en skrivelse af 7. juli 2010 til alle kommunalbestyrelser indskærpet kommunernes ansvar for tilrettelæggelsen af sociale tilbud til borgerne. Samtidig beskriver og præciserer ministeren regelgrundlaget for kommunens opgaver ? og herunder tilsynsforpligtelsen ? i relation til personlig og praktisk hjælp. Henvendelse er vedlagt i bilag 5.
Ekstern undersøgelse af hjemmeplejen
Til Økonomiudvalgets møde den 17. august 2010 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen fremsendt forslag til undersøgelsesdesign (bilag 6). Forslaget til undersøgelse indeholder tre hovedspørgsmål:
Får borgerne de visiterede ydelser i den faglige kvalitet og inden for de økonomiske rammer, som er fastlagt af kommunen og som hjemmehjælpsmodtagerne har retskrav på?
Udfører leverandørerne opgaverne i overensstemmelse med kommunens retningslinier og målsætninger for arbejdskultur, herunder anvendelse af arbejdstid, PDA?ere mv. og gældende kontrakter for private leverandører?
Er kommunens tilrettelæggelse af kontrol og ledelsestilsyn tilstrækkelig i forhold til at sikre indholdet og den faglige kvalitet af tilbudene samt udførelsen af opgaverne - eller er der behov for yderligere tiltag og handlinger?
For at sikre en uvildig undersøgelse har forvaltningerne foreslået, at undersøgelsen gennemføres af en ekstern samarbejdspartner.
Økonomi
Det fremgår af indstilling til Økonomiudvalget, at undersøgelsen finansieres forholdsmæssigt af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen.
Videre proces
Godkendes undersøgelsesdesignet af Økonomiudvalget den 17. august 2010, vil der blive etableret en fælles referencegruppe for undersøgelsen bestående af ledelsesrepræsentanter fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen.
Resultaterne fra den interne stikprøveundersøgelse vil indgå i den kommende eksterne undersøgelse af hjemmeplejen.
December 2010 forelægges resultaterne af undersøgelsen Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget med henblik på eftersendelse til Borgerrepræsentationen.
Lene Sillasen
/Kenneth Kristensen
bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning den 19.08.2010
Indstillingen blev godkendt.
B og O ønskede følgende bemærkning tilført protokollen:
"Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har generelt tillid til medarbejdere i Københavns Kommune og vil på det skarpeste give udtryk for vores afstandtagen til brugen af skjult kamera overfor kommunale medarbejdere."