Mødedato: 19.08.2010, kl. 13:15
Udvalgshenvist medlemsforslag om kommunalt begravelsesselskab
Se alle bilag
Til top
Udvalgshenvist medlemsforslag om kommunalt begravelsesselskab
9. Udvalgshenvist medlemsforslag om kommunalt begravelsesselskab (2010-49451)
Borgerrepræsentationen har besluttet at få undersøgt, om en kommune kan drive et kommunalt begravelsesselskab eller på anden måde medvirke til at nedbringe markedsprisen for begravelsesforretninger.
INDSTILLING OG Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens redegørelse tages til efterretning.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede på møde den 11. februar 2010 at henvise et medlemsforslag til Sundheds- og Omsorgsudvalget, hvorefter Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal undersøge muligheden for at oprette et kommunalt begravelsesselskab eller andre modeller, hvor kommunen kan indgå f.eks. fælles indkøbsaftaler. Resultatet af undersøgelsen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden sommerferien.Næste år eller hvordan? Ellers virker det lidt fjollet at skrive uden at kommentere på det. Jeg kan godt se, at der så kommer en forklaring længere nede, men måske det er bedre at udelade ?inden sommerferien?.
v
Formålet med medlemsforslaget er at give københavnerne et billigt alternativ, der kan nedbringe markedsprisen for bedemandsvirksomhed, og samtidig nedbringe kommunens udgifter til begravelsesstøtte.
På møde den 20. maj 2010 udsatte Sundheds- og Omsorgsudvalget sagen med henblik på undersøgelse af mulighed for etablering af socialøkonomisk begravelsesvirksomhed med henblik på at nedbringe markedsprisen for begravelsesforretninger.
Løsning
Det er forvaltningens vurdering, at det ikke inden for den eksisterende lovgivning - og heller ikke inden for rammerne af de uskrevne retsgrundsætninger om kommunalfuldmagten ? er muligt at oprette et kommunalt begravelsesselskab, der skal være et åbent tilbud til kommunens borgere som alternativ til private begravelsesforretninger.
Det er endvidere forvaltningens opfattelse, at der aktuelt ikke er hjemmel til, at en kommune kan indgå indkøbs-/prisaftaler med private bedemandsfirmaer, der skal kunne gælde for borgernes brug af bedemandsydelser.
Endelig kan forvaltningen ikke pege på andre muligheder, der inden for de legale rammer for kommunal opgavevaretagelse kan medvirke til at nedbringe markedsprisen for bedemandsassistance til begravelser ? heller ikke via etablering af socialøkonomisk virksomhed.
Forvaltningen har udarbejdet vedlagte notat, bilag 1, hvor der redegøres for de juridiske rammer og barrierer, der er i forhold til en kommunes adgang til at oprette og drive erhvervsvirksomhed i konkurrence med private virksomheder samt forudsætninger og barrierer for, at en kommune kan indgå indkøbs-/prisaftaler med private til gavn for borgerne.
Samtidig beskrives de tilskudsordninger til begravelser, som kommunen administrerer, samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens nuværende praksis i forhold til de begravelser, som kommunen i henhold til lov om begravelse og ligbrænding varetager, når en afdød ikke efterlader sig pårørende, der kan eller vil påtage sig opgaven.
Sagen har været forelagt Økonomiforvaltningen, som er enig i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurderinger.
I bilag 2 redegøres der særskilt for rammer og barrierer for etablering af socialøkonomisk virksomhed, der kan forestå begravelser i Københavns Kommune med henblik på at nedbringe markedsprisen for begravelsesforretninger.
Borgerrepræsentationens beslutningsreferat af sagens behandling på mødet den 11. februar 2010 vedlægges som bilag 3.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Under forudsætning af Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse vil indstillingen og redegørelsen blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Hanne Baastrup
/Lars Matthiesen
bilag
Forslag om oprettelse af kommunalt begravelsesselskab mm.
Vurdering af mulighed for etablering af socialøkonomisk virksomhed, der kan forestå begravelser i Københavns Kommune
Bilag 3. Borgerrepræsentationens beslutning af 11. februar 2010