Mødedato: 19.08.2010, kl. 13:15
Udvalgshenvist medlemsforslag om røgfrie opgange (fællesindstilling SUF, TMF)
Se alle bilag
Til top
Udvalgshenvist medlemsforslag om røgfrie opgange (fællesindstilling SUF, TMF)
10. Udvalgshenvist medlemsforslag om røgfrie opgange (fællesindstilling SUF, TMF) (2010-95779)
Besvarelse af medlemsforslag fra Det Radikale Venstre om forsøg med etablering af ?røgfrie boliger? i nybyggede almene familieboliger til førstegangsindflytning i 2011 og 2012.
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der ikke iværksættes forsøg med røgfrie almene familieboliger i nybyggerier til førstegangsindflytning i 2011 eller 2012.
Problemstilling
Det Radikale Venstre har stillet forslag om:
?at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at tage kontakt til de almene boligorganisationer samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på at undersøge mulighederne for et udlejningsforsøg, hvor man i forbindelse med kommende nybyggerier indfører røgfri opgange med ikke-ryger boliger, samt
at et eventuelt forsøg iværksættes i forbindelse med forventet førstegangsindflytning af nybyggede almene familieboliger i 2011 eller 2012.?
På Borgerrepræsentationens møde den 25. marts 2010 blev medlemsforslaget - efter forslag fra Socialdemokraterne - henvist til behandling i Teknik- og Miljøudvalget og i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Løsning
Ressortansvaret for udlejningsforsøg med almene boliger henhører under Socialministeriet (det tidligere Indenrigs- og Socialministerium). Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen forespurgt dette ministerium frem for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Forslaget om forsøg med røgfrie boliger i almene familieboligbebyggelser kan ses dels ud fra en sundhedsfaglig vinkel, dels ud fra hensynet til borgernes ret til at disponere over egen bolig.
Mulighederne generelt for iværksættelse af forsøg med røgfrie almene boliger
Med rygeloven blev der indført begrænsning af rygning på offentlige steder og på de fleste arbejdspladser. 21% af befolkningen på landsplan ryger dagligt. Voksne udsat for passiv rygning har øget risiko for lungekræft og luftvejssygdomme. Børn udsat for passiv rygning har en øget risiko for bl.a. astma, mellemørebetændelse og luftvejsinfektioner. Der er ikke megen evidens omkring omfanget af passiv rygning i lejlighedskomplekser og de helbredsmæssige konsekvenser heraf. Ud fra en sundhedsfaglig vurdering er det imidlertid hensigtsmæssigt generelt at begrænse passiv rygning.
Det er derfor efter Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering hensigtsmæssigt fortsat at arbejde med at udbrede røgfrie miljøer.
Teknik- og Miljøforvaltningen har kontaktet Socialministeriet, som har henvist til sin vejledende udtalelse af 6. maj 2010, om en andelsboligforenings muligheder for at vedtage rygeforbud for foreningens lejere. Det fremgår af udtalelsen, at det efter ministeriets opfattelse ikke gyldigt kan vedtages i en husorden, at lejere ikke må ryge i egen bolig. Derimod vil det muligvis gyldigt kunne aftales i lejekontrakten med nye lejere, at der ikke må ryges i boligen. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at synspunkterne også vil gælde i forhold til almene boliger.
Socialministeriet har desuden henvist til besvarelsen af (S 756) af 27. januar 2010 fra indenrigs- og sundhedsministeren (den daværende Sundheds- og forebyggelsesminister), der refererer til en udtalelse fra socialministeren: ?At forbyde rygning i private hjem er særdeles indgribende overfor den enkelte, og det ville skulle undersøges nærmere, om det overhovedet er muligt at indføre et sådant generelt forbud. Det ville også skulle overvejes, hvordan et forbud i givet fald skulle håndhæves. Det er min umiddelbare opfattelse, at der i relation til rygning skal gælde de samme regler i almene boliger som for alle andre boliger?.
Fagligt vurderes det på den baggrund betænkeligt at opstille vilkår om rygeforbud i lejekontrakten, også selv om det antages, at et sådan vilkår kan aftales. Forvaltningerne lægger vægt på følgende:
at et forbud mod rygning reelt vil udelukke en stor del af befolkningen fra at komme i betragtning til en almen bolig, som de ellers måtte være berettiget til.
at rækkevidden af et individuelt aftalt kontraktvilkår, som forbyder rygning i egen bolig, er uklar bl.a. i forhold til spørgsmålet om håndhævelse.
at det vil være en skærpelse af den eksisterende lovgivning, som både beboer og udlejer kan have vanskeligt ved at overskue konsekvenserne af, og som vil gælde alle - både beboere og gæster.
at det kan blive nødvendigt at leje de ?røgfrie boliger? ud på almindelige vilkår for at undgå tomgangstab, da det ikke kan forsvares at lade boligerne stå tomme. Dette kan føre til indsivning af røg i de øvrige boliger i opgangen, der er udlejet som røgfrie.
Tilbagemelding fra boligorganisationerne
Teknik- og Miljøforvaltningen har taget kontakt til fem boligorganisationer, der forventes at have nybyggede familieboliger til indflytning i 2011 eller 2012.
Lejerbo København har meldt tilbage, at boligorganisationen betragter et forsøg med røgfrie boliger som et ?grænseoverskridende? indgreb i privatsfæren, samt at mulighederne for kontrol og håndhævelse af et evt. rygeforbud forekommer uoverskuelige.
Samvirkende Boligorganisationer frygter udlejningsvanskeligheder og ønsker derfor heller ikke umiddelbart at medvirke til forsøg.
Postfunktionærernes Andelsboligforening har meldt positivt tilbage, mens Boligselskabet AKB, København og Boligselskabet Kærbo i varierende omfang udtrykker betænkeligheder ved et evt. forsøg og fremhæver en række forhold af juridisk og praktisk karakter, som må overvejes nærmere.
Der er således ikke en entydig opbakning til forsøg med røgfrie boliger hos de relevante boligorganisationer.
Det er derfor Teknik- og Miljøforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens fælles opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt bør iværksættes sådanne forsøg, og at de sundhedsmæssige aspekter ved passiv rygning bør søges løst på anden måde f.eks. via udvikling af tekniske løsninger og krav til isoleringen mellem boliger i nybyggerier.
Økonomi
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Hjalte Aaberg Lene Sillasen
bilag