Takster 2019
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender takstbilag for 2019, jf. bilag 1
Problemstilling
Til Budget 2019 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen genberegnet takster for borgernes betaling af generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter Servicelovens §§ 79, 161 og Sundhedslovens § 131-134.
Taksterne forelægges til udvalgets godkendelse med henblik på at indgå i Budgetforslag 2019.
Løsning
For visse af forvaltningens ydelser betaler borgerne en takst. Generelt er taksterne beregnet for et år ad gangen og baseret på "hvile-i-sig-selv-princippet", således at forvaltningen ikke må tjene penge som følge af, at borgeren har betalt for meget i takster i forhold til faktiske udgifter. Et eventuelt overskud indregnes derfor som en reduktion af taksten senest to år efter, at overskuddet er opnået. Omvendt vil et underskud som følge af, at borgeren har indbetalt for lidt i taksten i forhold til de reelle udgifter, blive indregnet som en forøgelse af taksterne senest to år efter, at underskuddet er opnået. De genberegnede takster kan opdeles i følgende kategorier:
Plejehjem
- Obligatoriske ydelser: Husleje, el og varme
- Valgfrie ydelser, som skal tilbydes borgerne: Kost og tøjvask
- Valgfrie ydelser, som kan tilbydes borgerne: Toiletartikler, rengøringsartikler samt vinduespolering
Midlertidige døgnophold
- Betaling for rehabiliteringsophold (døgntakst)
Hjemmeboende borgere
- Madservice med udbringning
- Madservice uden udbringning
- Mad til borgere i aktivitetscentre, forebyggende tilbud
- Tøjvaskordning
- Aktivitetstilbud (forebyggende- og vedligeholdende tilbud)
Tandpleje
- Egenbetaling ved omsorgs- og specialtandpleje
Der er flere forhold, der har betydning for taksterne.
- Generelle prisstigninger har betydning for alle takster
- Ændringer i antallet af modtagere og mængder har betydning for taksten, såfremt faste omkostninger skal fordeles på flere/færre enheder
- Ændringer i antallet af modtagere har betydning for den samlede indtægt på området
- Efterregulering af over- og underskud har betydning for alle takster og vil altid være tidsforskudte, i det over-/underskud i 2017 vil indgå i taksten for 2019
- Arealfordeling mellem bolig- og servicearealer har betydning for takster til husleje, el, varme, rengøringsartikler samt vinduespolering
- Politisk godkendte effektiviseringsforslag
Taksterne viser generelt prisstigninger, hvilket kan henføres til almindelige prisstigninger, dog er der for følgende takster særlige forhold:
- På takster for hjemmeboende borgere, som får madservice med udbringning har Borgerrepræsentationen besluttet at yde et tilskud på ni kr. til nedsættelse af taksten. Som en del af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag foreslås dette bidrag reduceret med syv kroner. Den beregnede takst for en hovedret til hjemmeboende borgere med madudbringning er 51 kr.
- For hjemmeboende borgere, som får tøjvaskordning er priserne faldet, idet der er sket ændringer i leverandørens priser, ændringer i sammensætning af kilo vasketøj og afhentninger samt indregning af overskud i taksterne fra 2017.
- På madservice har Borgerrepræsentationen besluttet en ny takststruktur, som er trådt i kraft i 2018.
Økonomi
Ændringerne i taksterne forventes ikke at have nogen nettovirkning på budgettet, da stigninger og fald i taksterne følges af tilsvarende stigninger og fald i udgiftsniveauet.
Undtagelsen er dog det reducerede tilskud til hovedret for hjemmeboende borgere, der modtager madservice, som frigør 3,3 mio. kr. til kommunens tværgående prioritering via udvalgets effektiviseringsbidrag.
Videre proces
Når taksterne er vedtaget i Sundheds- og Omsorgsudvalget, vil de indgå i det videre arbejde med udarbejdelse af budgetforslag 2019.
Katja Kayser/
/Søren Winther Rasmussen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt