Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag til Den Udvidede Udfordringsret
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
-
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag (bilag 1) til Københavns Kommunes samlede indberetning til regeringens initiativ om Den Udvidede Udfordringsret.
Problemstilling
Den Udvidede Udfordringsret (2017-2021) giver kommuner med flere mulighed for at melde regler og lovgivning ind til regeringen, som ønskes erstattet eller afskaffet. Formålet er at afskaffe unødige dokumentations- og proceskrav, herunder også krav, der kræver lovændringer.
Udvalget skal godkende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens (SUF) bidrag til Københavns kommunes samlede indberetning til regeringen.
Løsning
Regeringen har som led i den såkaldte sammenhængsreform søsat en række afbureaukratiseringstiltag i landets kommuner, herunder Frikommuneforsøg II (som SUF deltager i), Friinstitutionsforsøg og Den Udvidede Udfordringsret, som denne indstilling omhandler.
Med den udvidede Udfordringsret åbner regeringen op for at imødekomme forslag, der kræver lovændringer. Det betyder, at ansøgninger om fritagelse fra statslige regler både kan imødekommes gennem generelle regelændringer og ved at etablere forsøg med henblik på at afprøve nye måder at gøre tingene på i den offentlige sektor. Forslagene må dog ikke:
-
være i strid med Grundloven eller EU-regler
-
give udfordrende økonomiske fordele på bekostning af andre
-
bryde med borgeres retssikkerhed
-
stride mod væsentlige politiske hensyn
(Se brev fra Økonomi- og Indenrigsministeren i bilag 2).
Processen for indmeldelse af statslige regler med videre koordineres i Københavns Kommune af Økonomiforvaltningen, der opsamler og indsender forvaltningernes udvalgsgodkendte bidrag til de relevante ressortministerier, når disse har været forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i en samlet sag.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har identificeret følgende forhold, som efter forvaltningens vurdering udgør en barriere for effektiv drift, kræver unødig dokumentation og bureaukrati og står i vejen for, at SUF kan hjælpe og understøtte borgerne bedst muligt.
De enkelte forhold uddybes i bilag 1.
Tabel 1. Oversigt – unødige regler og dokumentationskrav i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
Regel |
Lov |
Problem |
Regel vedr. egen lejekontrakt / indskudsregler |
Lejelov og Almenboligloven |
Den nuværende lejelov medfører store restriktioner i forhold til fleksibel udnyttelse af almene plejeboliger, bl.a. pga. rigide indskudsregler. |
Krav om separat køkken i plejeboliger |
Almenboligloven |
Alle almene boliger herunder plejeboliger skal være født med eget køkken. Det er uhensigtsmæssigt og fordyrende, da langt hovedparten af plejehjemsbeboerne ikke benytter eget køkken. |
Regel af adskillelse / sammenhæng af servicearealer på plejecentre |
Lov om ejerlejligheder |
Ejerlejlighedspartier – herunder servicearealer på plejecentre – skal være fysisk sammenhængende, fysisk adskilte fra andre ejerlejlighedspartier og der skal være separat adgang til servicearealet uden at man skal igennem et boligareal. Det er uhensigtsmæssigt på et alment plejecenter, hvor servicearealerne ligge spredt ud i bebyggelsen. |
Rammebeløbet for opførelse af almene plejeboliger |
Almenboligloven |
Det er under den nuværende lovgivning ikke muligt at overskride rammebeløbet for m2-priser ved opførelse af plejeboliger. Der er fx ikke muligt at indkøbe eksempelvis mere langtidsholdbare materialer og energibesparende foranstaltninger, der på sigt vil mindske vedligeholdelses- og driftsudgifterne af byggeriet. |
Vedr. udlandsrejser for borgere som modtager hjælp efter Lov om Social Service §83 |
Lov om Social Service §83 |
Tidligere har det været praksis at borgerne kunne betale for at medarbejdere fra plejecentre kunne rejse med borgere i plejebolig på ferie i udlandet. Dette er imidlertid ikke lovmedholdeligt, hvorfor plejecentrene i givet fald, selv skal betale medarbejdernes deltagelse. |
Puljeadministration i forbindelse med centrale puljer |
Diverse love vedtaget i forbindelse med oprettelse af centrale puljer |
Dokumentationskrav knyttet til puljer vedtaget i forbindelse med Finansloven (ældrepulje, værdighedsmidler m.v.) medfører unødigt bureaukrati. Dokumentationskravene er således meget omfattende for både praksis/enheder og for centralforvaltningen. |
Med godkendelsen af indstillingen oversender Sundheds- og Omsorgsforvaltningen de identificerede eksempler på regler og lovgivning til Økonomiforvaltningen med henblik på at disse kan indgå i Københavns Kommunes samlede bidrag til Den Udvidede Udfordringsret.
Den øvrige indsats for regelforenklingForvaltningens bidrag til Den udvidede udfordringsret omhandler regler, som er nationalt fastsat. Udfordring af kommunale regler skal håndteres af kommunerne selv. For at give medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen mulighed for at udfordre kommunale regler, såvel politiske som administrative, oprettede Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i 2016 på baggrund af et medlemsforslag fra Socialdemokraterne, et afbureaukratiserings-initiativ "Mindre Labyrint", hvor medarbejdere og ledere løbende kan melde regler, der står i vejen for en effektiv drift ind til forvaltningen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen deltager desuden i et frisættelsesforsøg med ledelsesgangene i hjemmeplejen samt i to frikommuneforsøg om hhv. tilkøbsydelser i hjemmeplejen og anmeldte plejehjemstilsyn.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Første runde af ændringsforslag vedr. statslige regler indsendes til Økonomiforvaltningen med henblik på samlet forventelig forelæggelse i Økonomiudvalget den 14. august 2018 og i Borgerrepræsentationen den 23. august 2018. De godkendte forslag indsendes herefter af Økonomiforvaltningen til de relevante ressortministerier.
Dette er første runde for mulig indmeldelse af statslige regler m.v. i forsøgsperioden (2017-2021), hvorfor der vil være mulighed for, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på et senere tidspunkt i forsøgsperioden vil lægge en ny sag op til Sundheds- og Omsorgsudvalget.
/Katja Kayser
Beslutning
Ø fremsatte følgende ændringsforslag:
”at en udfordring af det lovbestemte krav om udbud af hjemmeplejen til private leverandører medtages i forvaltningens bidrag”.
For stemte: Ø (2)
Imod stemte: A, B, I, O (5)
Undlad at stemme: F og Å (2)
Ændringsforslaget blev ikke godkendt.
Indstillingen blev herefter godkendt.