Revision af årsregnskabet for 2013 - Direktionsnotat
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal orienteres om Revisionsfirmaet Deloittes bemærkninger, observationer, risikovurderinger og anbefalinger som følge af revisionen af regnskabet for 2013 samt om forvaltningens kommentarer til de enkelte punkter.
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Deloittes bemærkninger, observationer, risikovurderinger og anbefalinger til efterretning, og
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager forvaltningens kommentarer til de enkelte punkter til efterretning.
Problemstilling
Som led i revisionen af årsregnskabet for 2013 for Københavns Kommune har Deloitte udarbejdet et såkaldt Direktionsnotat, som sammenfatter revisionens bemærkninger, observationer, risikovurderinger og anbefalinger i forhold til regnskabsføringen og økonomistyringen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
I henhold til proceduren for revisionsrapportering, som er besluttet af Borgerrepræsentationen den 11. februar 2010, skal Direktionsnotatet fremsendes til fagudvalget med direktionens kommentarer. Direktionsnotat er vedlagt som bilag 1. Direktionens bemærkninger fremgår af løsningsafsnittet i denne indstilling.
Løsning
Det er direktionens opfattelse, at forvaltningens grundlæggende regnskabsføring og økonomistyring er i orden og i 2013 har befundet sig på samme høje niveau som i 2012; hvilket findes tilfredsstillende. Denne vurdering skal ses i lyset af, at forvaltningen i sommeren 2013 overdrog en lang række medarbejdere og regnskabsmæssige opgaver til Koncernservice, hvilket har medført en række betydelige udfordringer i forhold til den løbende regnskabsføring i forvaltningen.
Deloitte perspektiverer de gjorte observationer gennem anvendelse af følgende skala:
Kategori |
Betydning |
1 |
Der er tale om graverende forhold, for eksempel i form af en sandsynlig lovovertrædelse eller en væsentlig tabsrisiko. |
2 |
Revisionsområdet vurderes som ikke betryggende, og der er behov for skærpet fokus fra ledelsen, da der er behov for væsentlige forbedringer. Afgørende/betydelige forhold hvor vi anbefaler hurtig handling. |
3 |
Revisionsområdet vurderes som mindre betryggende, og der er behov for opmærksomhed fra ledelsen, da der er usikkerhed eller behov/mulighed for forbedringer. |
4 |
Revisionsområdet vurderes som relativt betryggende, og der er alene behov for forbedringer af mindre væsentlig karakter. Øvrige anbefalinger, herunder forhold der påvirker dagligdags aktiviteter. |
5 |
Revisionsområdet har ikke givet anledning til bemærkninger. |
Revisionsbemærkninger - 2013
I Direktionsnotat af 30. maj 2014 har Deloitte anført, at der ikke er konstateret nye forhold i 2013, der giver anledning til revisionsbemærkning. Sundheds- og Omsorgsforvaltningens direktion finder dette særdeles tilfredsstillende.
Revisionsbemærkninger for tidligere år der videreføres
I Direktionsnotat af 30. maj 2014 har Deloitte anført, at der ikke er nogen revisionsbemærkninger fra tidligere år, der videreføres. Forvaltningens direktion finder dette særdeles tilfredsstillende.
Observationer fra årsregnskabsrevisionen for 2013
I Direktionsnotat af 30. maj 2014 har Deloitte redegjort for tre observationer fra årsregnskabsrevisionen for 2013 samt for fire revisionsopgaver udført af Intern Revision i løbet af 2013. Af disse i alt syv observationer kan de to observationer henføres til kategori 5, hvor revisionsområdet ikke har givet anledning til bemærkninger. De øvrige fem observationer er:
- Regnskabsgennemgang af selvejende institutioner med driftsoverenskomst.
- Brugerbetaling på institutioner.
- Løn- og tjenestemandspensioner.
- Servicebesøg.
- Udbetalinger til medarbejdere foretaget uden om lønsystemet.
Disse fem observationerne er alle i kategori 4, hvor der alene vurderes at være behov for forbedringer af mindre væsentlig karakter. I forhold til tre af disse observationer vil forvaltningens direktion gerne knytte en kommentar til Deloittes bemærkning:
ad 1. Regnskabsgennemgang af selvejende institutioner med driftsoverenskomst.
Her påpeger Deloitte det problematiske i, at forvaltningens enheder siden overflytning af løn- og personaleadministrative opgaver til Koncernservice i juni 2013 ikke har haft direkte adgang til egne personalesager. Direktionen er fuldkommen enig med Deloitte og har i dialogen med Koncernservice søgt at vinde forståelse for at en sådan adgang skal sikres.
ad 4. Servicebesøg.
Her anfører Deloitte, at de er enige i Intern Revisions konklusioner og anbefalinger vedrørende forbedringsmuligheder i forhold til godkendelsesproces og funktionsadskillelse ved håndtering af kreditorfakturaer i Work-flow. På baggrund heraf er der udarbejdet en fælles forretningsgang, der præciserer ledelsestilsynet på dette område.
ad 5. Udbetalinger til medarbejdere foretaget udenom lønsystemet.
Her påpeger Deloitte, at der er risiko for, at SKAT i en konkret sag - identificeret af Intern Revision – ved et eventuelt kontrolbesøg vil konkludere, at et honorar burde have været udbetalt som A-indkomst med tilhørende A-skattetræk. Deloitte anbefaler, at forvaltningens ledelse præciserer over for enhederne, at reglerne for udbetaling af løn m.v. skal følges. Dette, vil direktionen sikre, sker.
Opfølgning på ikke afsluttede observationer fra tidligere år
Deloitte påpeger, at forretningsgangsbeskrivelser vedrørende interne kontroller endnu ikke er færdigudarbejdet. Forvaltningens udarbejdelse af disse har afventet den overflytning af en række regnskabsopgaver til Koncernservice, som fandt sted i sommeren 2013. Forretningsgangsbeskrivelserne vil blive færdiggjort i løbet af 2. halvår 2014. Deloitte gør opmærksom på, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ledelse har indført midlertidige kontroller og anbefaler, at disse kontroller opretholdes, indtil de endelige forretningsgange er på plads. Forvaltningens ledelse er enig heri.
Økonomi
Videre proces
Behandling af Direktionsnotatet vedrørende revisionen af regnskab for 2013 afsluttes med Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling af denne indstilling. På udvalgsmøde i efteråret 2014 vil Sundheds- og Omsorgsudvalgets del af den samlede revisionsberetning for kommunens regnskab for 2013 blive forelagt udvalget.
Hanne Baastrup
/Lars Matthiesen