Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 19. juni 2003
9. Omlægning af bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager
SOU 138/2003 J.nr. 48/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter at anvende Kommuneplanens bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby og på Amager som administrative bydelsgrænser under Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte i mødet den 1. oktober 2001 udsættelse af tilpasning til bydelsgrænserne i Kommune Plan 2001 for så vidt angår de administrative grænser under for Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde (SOU 334/2001).
Udsættelsen var begrundet i, at afgørelse om tilpasning af de administrative grænser til kommuneplanens bydelsgrænser skulle afvente integration af forsøgsbydelenes ældreområder i Sundhedsforvaltningens struktur, samt at Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2002 agtede at træffe beslutning om administrative bydelsgrænser.
Begrundelserne for at opretholde udsættelsen er bortfaldet med evaluering af bydelsforsøg og med Borgerrepræsentationens tiltrædelse tiltrædelse den 6. februar 2003 ( BR 56/2003) af indstilling fra Sundheds- og Omsorgsudvalget om styrkelse af Sundhedsforvaltningens organisation.
På den baggrund vil Sundhedsforvaltningen fra 1. januar 2004 følge de grænser, der er fastsat i kommuneplanen for 2001. Herved ændres bydelsgrænserne mellem Valby og Vanløse og bydelsgrænserne inden for lokalområde Christianshavn/Amager.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte den 1. oktober 2001 Sundhedsforvaltningens indstilling om
At Kommuneplanens bydelsgrænser mellem Vanløse og Valby ikke anvendes som administrative bydelsgrænser under Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde,
At Kommuneplanens bydelsgrænser på Amager ikke anvendes som administrative bydelsgrænser under Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde, og
At spørgsmålet om tilpasning af de administrative grænser på i Valby/Vanløse og på Amager til Kommuneplanens bydelsgrænse tages op til fornyet vurdering i Sundheds- og Omsorgsudvalget i foråret 2002.
Jette Bergenholtz Bautrup (A) ønskede ført til protokols, at "på baggrund af at ældrerådene på Amager har godkendt ordningen, har jeg ingen indsigelser, men ønsker løbende evaluering om service til ældrerådene fra forvaltningen fremover".
Vanløse / Valby
Ændring af grænsen mellem Vanløse og Valby blev effektueret ved vedtagelsen af Kommuneplan 1997 den 11. december 1997. Da denne ændring ville påvirke evalueringen af Bydelsforsøgene, som blev iværksat 1. januar 1997, undlod man at flytte et mindre område fra Vanløse til Valby i forhold til Sundheds- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde. Det drejer sig om et område omkring Roskildevej ved Damhussøen. Den endelig stillingtagen til ændring af de administrative grænser blev efterfølgende udskudt, til der forelå en afklaring om bydelsforsøgenes fremtid og den efterfølgende integration af Valby bydel.
Integration af Valby bydel er nu endelig fuldført og Sundhedsforvaltningens ny organisation er iværksat. Det er således ikke grundlag for at opretholde en særlig bydelsgrænse mellem Vanløse og Valby i forhold til Sundhed- og Omsorgsudvalgets ansvarsområde.
På den baggrund vil Sundhedsforvaltningen fra 1. januar 2004 følge de grænser, der er fastsat i kommuneplanen for 2001.
De berørte borgere ( pr. 1 januar 2003 i alt 160 borgere over 67 år) vil ved denne ændring i fremtiden høre under Valby lokalområde. For at minimere generne for de berørte borgere, tilstræbes det at hjemmeplejens medarbejdere fra det berørte område overføres fra hjemmeplejen i Vanløse til hjemmeplejen i Valby. De berørte borgere over 67 år vil skriftligt blive orienteret om ændringen, herunder at de fremover hører under Pension og Omsorg i Valby. Forvaltningen vil også orientere alle berørte borgere over 60 år om det ændrede tilhørsforhold i relation til ældrerådsarbejdet.
Amager
I Kommuneplan 1997 deles Amager på langs ved Amagerbrogade i en Øst- og Vestdel i modsætning til den tidligere opdeling i Nord og Syd. Ikrafttræden skete ved vedtagelse af den nye Kommuneplan 2001, som trådte i kraft 1. januar 2002.
Sundhedsforvaltningen fandt det på daværende tidspunkt uhensigtsmæssig at gennemføre en ændring af bydelsgrænserne pr. januar 2002, idet implementeringen af BUM (Bestiller-Udfører-Modtager-modellen) ville blive påvirket af en geografisk tilpasning til kommuneplanen.
Der blev dog taget højde for de nye bydelsgrænser ved nyvalg til ældrerådene på Amager den 4. oktober 2001, som blev tiltrådt af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 7. maj 2001 (SOU 146/2001 j.nr. 78/99).
Sundhedsforvaltningen vil følge de i kommuneplanen 2001 fastsatte bydelsgrænser for Amager fra 1. januar 2004.
Da Sundbyøster, Sundbyvester, Vestamager samt Christianshavn i Sundhedsforvaltningens nye organisation udgør lokalområde Christianshavn/Amager vil overgang til nye bydelsgrænser ikke i sig selv medføre ændringer for borgerne.
Alle borgere på Amager hører i den ny organisation under Pensions- og Omsorgskontoret Christianshavn/ Amager. Der vil i de kommende måneder blive gennemførten analyse af hjemmeplejens organisering. Eventuelle ændringer af hjemmeplejedistrikterne vil ske under hensyntagen til de nye bydelsgrænser.
Med tilpasningen følger Sundhedsforvaltningen bydelsinddelingen som Københavns Statistik almindeligvis anvender. Statistiske opgørelser i forhold til Sundhedsforvaltningens 7 lokalområder dannes ved sammentælling af det underliggende bydele, således at fx Sundby Øster, Sundby Vester, Vestamager og Christianshavn udgør Christianshavn/Amager.
MILJØVURDERING
Der er ikke miljømæssige konsekvenser af indstillingen.
ØKONOMI
Indstillingen er forbundet med begrænsede merudgifter til omlægning af administrationen og det skriftlige orienteringsmateriale. Udgifterne vil blive afholdt inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
HØRING
Omlægningen er den 18. september 2001 sendt til høring i alle 15 ældreråd.
BILAG
Ældrerådenes høringssvar vedlægges.
Susanne Boch Waldorff
/ Lars Bo Bülow