Mødedato: 19.06.2003, kl. 15:00

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesreten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109a-e, i 2002

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesreten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109a-e, i 2002

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 19. juni 2003

 

8. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesreten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109a-e, i 2002

SOU 143/2003 J.nr. 42/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelsen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens §§ 109 a – e i 2002 til efterretning.

 

RESUME

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kap. 21 i lov om social service, § 11, skal kommunen følge udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i den personlige frihed og årligt forelægge en beretning for kommunalbestyrelsen.

Lovændringen, der trådte i kraft 1.1.2000, indeholder en præcisering af kommunens pligt til at undgå omsorgssvigt samt særlige regler om magtanvendelse.

Der har i 2002 været i alt 83 indberetninger/ansøgninger fra Sundhedsforvaltningens decentrale enheder, der fordeler sig således (tallene i parentes angiver indberetninger/ansøgninger i 2001):

§ 109 a, brug af alarm- og pejlesystemer: 10 ansøgninger (15),

§ 109 b, fastholdelse og nødværge: 43 indberetninger (8),

§ 109 c, tilbageholdelse i boligen: 2 indberetninger (0),

§ 109 d, fastspænding med stofsele: 11 ansøgninger (8),

§ 109 e, optagelse i særligt botilbud uden samtykke: 17 ansøgninger (8).

Ingen af indberetningerne har givet anledning til påtale, men i tilfældene omfattet af §§ 109 a, b, c og d er der givet socialpædagogisk supervision med henblik på over en periode at kunne reducere anvendelsen af de iværksatte magtmidler, ligesom Demensteamet har medvirket til udarbejdelse af nye handleplaner efter servicelovens § 111.

943 medarbejdere i Sundhedsforvaltningens decentrale enheder har i 2002 modtaget undervisning i servicelovens magtanvendelsesregler. I 2001 blev 365 medarbejdere undervist.

I forhold til 2001 har der været tale om en stigning i indberetningerne/ansøgningerne på i alt 44, hvilket var forventet som følge af, at stadig flere medarbejder gennem undervisningen blive bevidste om magtanvendelsesreglerne og indberetningspligten. Sundhedsforvaltningen er enig i intentionerne bag servicelovens regler om magtanvendelse, nemlig at integriteten hos borgere med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse skal respekteres, og brug af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kun bringes i anvendelse i absolut nødvendige situationer.

 

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kap. 21 i lov om social service, § 11, skal kommunen følge udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i den personlige frihed og årligt forelægge en beretning for kommunalbestyrelsen.

Loven, der trådte i kraft d. 1.1.2000, indeholder en præcisering af kommunens pligt til at undgå omsorgssvigt overfor borgere med en betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne. Derudover er der nye regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten med det formål at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige.

Loven beskriver således 5 områder, hvor der kan anvendes magt, såfremt de i loven beskrevne betingelser er opfyldte. Fælles for disse betingelser er, at der skal være nærliggende fare for alvorlig personskade, hvis foranstaltningen ikke iværksættes. Al anden magtanvendelse er ulovlig.

Ifølge Socialministeriets vejledning er hensigten med de nævnte bestemmelser, at der skal ske nytænkning inden for det pædagogiske samt pleje- og omsorgsmæssige arbejde med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne.

Som ovenfor nævnt har der i 2002 været 83 indberetninger/ansøgninger om brug af magt efter servicelovens §§ 109 a – e. Til de enkelte områder skal Sundhedsforvaltningen bemærke følgende:

Ad § 109 a, brug af alarm- og pejlesystemer:

Der har været 10 ansøgninger om brug af ringemåtter og alarmbrikker. Alle er blevet imødekommet.

Ad § 109 b, fastholdelse og nødværge:

Der har som nævnt været 43 indberetninger. 32 indberetninger har drejet sig om brug af magt (fastholdelse) i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne. Imidlertid giver pligten til at undgå omsorgssvigt efter servicelovens § 67 a ikke hjemmel til brug af magt. Sundhedsforvaltningen har i forbindelse med disse indberetninger ydet de respektive plejehjem rådgivning og vejledning om omsorgsudøvelsen med henblik på at undgå tilsvarende tilfælde i fremtiden. 11 indberetninger har drejet sig om nødværge i forbindelse med voldelige beboere.

Ad § 109 c, tilbageholdelse i boligen:

Der har været 2 indberetninger i forbindelse med, at svært demente beboere har villet forlade plejehjemmet og er blevet ført tilbage til deres egen bolig.

Ad § 109 d, fastspænding med stofsele:

Der har været 11 ansøgninger, der alle er blevet imødekommet for at undgå fald.

Ad § 109 e, optagelse i særligt botilbud uden samtykke:

Der har i 2002 været 17 ansøgninger herom, der alle er blevet godkendt af Det Sociale Nævn.

Sammenfattende er det Sundhedsforvaltningens vurdering, at ledelse og medarbejdere i de decentrale enheder er meget opmærksomme på regelsættet i servicelovens paragraffer om magtanvendelse, og i vid udstrækning efterspørger rådgivning i konkrete sager, ligesom ønsket om generel undervisning i regelsættet er stort.

Der har som nævnt i 2002 været undervist 943 medarbejdere i de decentrale enheder. Hvert undervisningsforløb er på 2 timer, dog afhængigt af de cases der fremdrages fra de enkelte medarbejderes dagligdag.

Anvendelse af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten evalueres hver 3. måned, og det har i flere tilfælde været muligt at ophøre med foranstaltningen enten ved at borgeren "er faldet til" eller fordi ændret praksis har overflødiggjort foranstaltningen.

Foruden almindelig socialpædagogisk supervision har Demensteamet i 30 tilfælde medvirket ved udarbejdelsen af handleplaner med det formål at bringe anvendelsen af magtmidler til ophør.

Sundhedsforvaltningen er enig i intentionerne bag servicelovens regler om magtanvendelse, nemlig at integriteten hos bo rgere med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse skal respekteres, og brug af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kun bringes i anvendelse i absolut nødvendige situationer.

MILJØVURDERING

Ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen økonomiske konsekvenser.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen.

 

Susanne Boch Waldorff

/Ole Faber

 

 

Til top