Mødedato: 19.06.2003, kl. 15:00

Omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft - afledte udgifter for den skattefinansierede del af kommunen i henhold til pensionslovgivningen (personligt tillæg).

Omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft - afledte udgifter for den skattefinansierede del af kommunen i henhold til pensionslovgivningen (personligt tillæg).

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 19. juni 2003

 

7. Omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft - afledte udgifter for den skattefinansierede del af kommunen i henhold til pensionslovgivningen (personligt tillæg).

SOU 160/2003 J.nr. 20/2003

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at indstillingen fremsendes til Miljø- og Forsyningsudvalget som høringssvar.

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget har den 26. maj 2003 behandlet en indstilling om omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft. Udvalget besluttede, at indstillingen sendes til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget, idet opmærksomheden særligt henledes på, at en eventuel omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft vil kunne medføre udgifter til den skattefinansierede del af kommunen i henhold til pensionslovgivningen i forbindelse med hjælp til udskiftning af komfurer.

Der anmodes om svar senest den 1. august 2003. Miljø- og Forsyningsudvalget behandler sagen igen den 11. august 2003.

Ifølge Miljø- og Forsyningsforvaltningen viser økonomiske beregninger, at den mest optimale økonomiske løsning vil være at omstille bygasforsyningen i København fra spaltgas til naturgas/luft. Denne omstilling vil samtidig forudsætte udskiftning af skønnet 40.000 gamle komfurer mv. Projektet er planlagt til at begynde medio 2003, og de nye naturgas/luft-anlæg kan gå i drift 2007.

Ifølge Miljø- og Forsyningsforvaltningen gives der tilskud til kunder i KE (Københavns Energi) til udskiftning af gamle komfurer mv. på op til 2000 kr. og til udskiftning af gasradiatorer mv. på op til halvdelen af anskaffelses- og installationsprisen.

Der kan efter pensionslovens regler om personligt tillæg ydes tilskud til pensionisternes (husstandens) egenandel af udgiften i forbindelse med udskiftning af gaskomfurer mv. Ifølge Miljø- og Forsyningsudvalget forudsættes den samlede udgift til nyt gaskomfur og installation heraf at være ca. 4.000 kr. Egenandelen kan således anslås til ca. 2.000 kr. pr. pensionist (husstand).

Da tildeling af personligt tillæg altid skal ske efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold, er det vanskeligt mere præcist at anslå udgiften i forbindelse med udskiftning af gaskomfurer.

Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde vurderet, at de samlede udgifter til personlige tillæg kan blive i størrelsesordenen 10-15 mio. kr., hvoraf 50 procent refunderes af staten. Der vil således på det skattefinansierede område være en udgift på 5-7,5 mio. kr. som følge af omlægningen til naturgas/luft.

Udgiften på Sundhedsforvaltningens område (folkepensionister) skønnes at udgøre 7-10,5 mio. kr. brutto / 3,5-5,25 mio. kr. netto.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget har den 26. maj 2003 behandlet en indstilling om omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft. Udvalget besluttede, at indstillingen sendes til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget, idet opmærksomheden særligt henledes på, at en eventuel omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft vil kunne medføre udgifter til den skattefinansierede del af kommunen i henhold til pensionslovgivningen i forbindelse med hjælp til udskiftning af komfurer.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har anmodet om svar senest den 1. august 2003. Miljø- og Forsyningsudvalget behandler sagen igen den 11. august 2003.

Det fremgår af Miljø- og Forsyningsforvaltningens indstilling, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen blandt andet indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at der gives en kapitalbevilling på 195 mio. kr. til omstilling af bygasforsyningen i København fra spaltgas til naturgas/luft, samt at der gives tilskud til kunder i KE (Københavns Energi) til udskiftning af gamle komfurer mv. på op til 2000 kr. og til udskiftning af gasradiatorer mv. på op til halvdelen af anskaffelses- og installationsprisen.

Ifølge Miljø- og Forsyningsforvaltningen viser økonomiske beregninger, at den mest optimale økonomiske løsning vil være at omstille bygasforsyningen i København fra spaltgas til naturgas/luft. Denne omstilling vil samtidig forudsætte udskiftning af skønnet 40.000 gamle komfurer mv. Ved at give et tilskud til apparatudskiftningen vil flere kunder vælge at fortsætte som gaskunder, og omstillingen vil kunne gennemføres med større kundetilfredshed. I alt er der tale om udgifter på ca. 195 mio. kr., hvor langt den største del af udgifterne afholdes i forbindelse med udskiftningen af gaskomfurerne mv. hos kunderne. Projektet er planlagt til at begynde medio 2003, og de nye naturgas/luft-anlæg kan gå i drift 2007.

Personligt tillæg

Ifølge Miljø- og Forsyningsforvaltningen gives der tilskud til kunder i KE (Københavns Energi) til udskiftning af gamle komfurer mv. på op til 2.000 kr. og til udskiftning af gasradiatorer mv. på op til halvdelen af anskaffelses- og installationsprisen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har rettet henvendelse til Sundhedsforvaltningen, idet økonomisk vanskeligt stillede folke- og førtidspensionister kan opnå tilskud til udskiftningen af gaskomfurer efter pensionslovens regler om personligt tillæg.

Tilskud kan ydes til pensionisternes (husstandens) egenandel af udgiften i forbindelse med udskiftning af gaskomfurer mv. Ifølge Miljø- og Forsyningsudvalget forudsættes den samlede udgift til nyt gaskomfur og installation heraf at være ca. 4.000 kr. Egenandelen kan således anslås til ca. 2.000 kr. pr. pensionist (husstand).

Efter pensionslovens § 14, stk. 1 (§ 17, stk. 2 for førtidspensionister) kan personligt tillæg ydes til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Kommunen træffer afgørelse herom efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold.

Til brug for den konkrete individuelle vurdering har kommunen fastsat vejledende rådighedsbeløb på henholdsvis 4.250 kr. mdl. for enlige pensionister og 7.000 kr. mdl. for gifte/samlevende pensionister. Der er endvidere fastsat en vejledende formuegrænse på 53.100 kr. (tallene er 2003 beløb).

Ifølge Kommunens vejledende retningslinier skal pensionistens formueforhold i højere grad (dvs. også når den likvide formue ligger under den vejledende grænse på 53.100 kr.) i visse tilfælde indgå i vurderingen af, om der skal ydes personligt tillæg i den konkrete situation. Der sigtes her især på enkeltstående udgifter af ikke helbredsmæssig karakter, som pensionisten selv burde kunne afholde eller have sparet op til. De vejledende retningslinier og beløb er politisk godkendte.

Da tildeling af personligt tillæg altid skal ske efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold, er det vanskeligt mere præcist at anslå udgiften i forbindelse med udskiftning af gaskomfurer.

Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde vurderet at de samlede udgifter til personlige tillæg kan blive i størrelsesordenen 10-15 mio. kr., hvoraf 50 procent refunderes af staten. Der vil således på det skattefinansierede område være en udgift på 5-7,5 mio. kr. som følge af omlægningen til naturgas/luft. Sundhedsforvaltningen har tidligere orienteret Miljø- og Forsyningsforvaltningen om størrelsen af den anslåede udgift. Der henvises i øvrigt til tabellen nedenfor.

Anslåede udgifter til personligt tillæg ved udskiftning af gaskomfurer hos henholdsvis i alt 10.000 og i alt 15.000 folke- og førtidspensionister:

Pensionisthusstande med udskiftning af gaskomfur

Udgift pr. komfur, efter KE's tilskud på 2.000 kr.

Gennemsnitlig betalingsevne

Gennemsnitlig udgift / personligt tillæg

Udgift i alt folke- og førtidspensionister

10.000 *)

2.000 kr.

1.000 kr.

1.000 kr.

10 mio. kr.

15.000 *)

2.000 kr.

1.000 kr.

1.000 kr.

15 mio. kr.

*) 10.000 pensionisthusstande svarer til en forholdsmæssig andel af husstandene - dog uden korrektion for samlevende. 15.000 pensionisthusstande svarer til en skønsmæssig buffer som flg. af formodet overrepræsentation af økonomisk vanskeligt stillede pensionisthusstande blandt de 40.000 husstande, som skal have udskiftet gaskomfur.

De anslåede udgifter skønnes – ud fra en vurdering af forholdet mellem berørte folkepensionisthusstande og førtidspensionisthusstande - at fordele sig med 70 procent til Sundhedsforvaltningen og 30 procent til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

MILJØVURDERING

Der henvises til Miljø- og Forsyningsforvaltningens indstilling (MFU 114/2003)

ØKONOMI

Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde vurderet at de samlede udgifter til personlige tillæg kan blive i størrelsesordenen 10-15 mio. kr., hvoraf 50 procent refunderes af staten. Der vil således på det skattefinansierede område være en udgift på 5-7,5 mio. kr.

Udgiften på Sundhedsforvaltningens område (folkepensionister) skønnes at udgøre 7-10,5 mio. kr. brutto/3,5-5,25 mio. kr. netto. (På Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens område skønnes udgiften at udgøre 3-4,5 mio. kr. brutto/1,5-2,25 mio. kr. netto).

HØRING

Indstillingen er koordineret mellem Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

BILAG

Miljø- og Forsyningsforvaltningens høringsskrivelse af 27. maj 2003, vedlagt indstilling til Miljø- og Forsyningsudvalget om Omstilling af bygasforsyningen til naturgas/luft samt beslutningsprotokol (MFU 114/2003) behandlet på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 26. maj 2003.

 

Ib Haurum /Hanne Baastrup

 

 

Til top