Mødedato: 19.06.2000, kl. 16:00

Redegørelse om etablering af en uddannelsespc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune

Redegørelse om etablering af en uddannelsespc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 19. juni 2000

 

16. Redegørelse om etablering af en uddannelsespc-ordning for medarbejderne i Københavns Kommune

SOU 245/2000 J.nr. 31/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Sundhedsforvaltningens medfølgende bemærkninger vedr. redegørelse om etablering af en uddannelses-pc ordning for medarbejdere i Københavns Kommune til efterretning.

 

RESUME

Overborgmesteren har ved breve af 29. maj og 31. maj 2000 sendt redegørelse om etablering af en uddannelses-pc ordning for Københavns Kommunes medarbejdere i høring hos forvaltningen. Høringsfristen er den 13. juni 2000.

Ordningen har til hensigt at tilbyde kommunens fastansatte medarbejdere mulighed for en uddannelses-pc ordning. Ordningen tænkes baseret dels på medarbejdernes egenbetaling, dels på en vis kommunal medfinansiering. Løsningen kan komme til at omfatte levering af pc, programmer, levering, installation, vedligeholdelse, support, forsikring og administration.

For kommunens ansatte vil ordningen blive baseret på en nettolønsmodel. Det betyder, at den ansattes egenbetaling trækkes fra nettolønnen.

 

SAGSBESKRIVELSE

I overensstemmelse med Københavns Kommunes IT-strategi 2000-2004, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen 11. maj 2000 (BR 174/2000), ønsker Københavns Kommune at tilbyde kommunens fastansatte medarbejdere en uddannelses-pc-ordning på attraktive vilkår.

Herved støtter kommunen medarbejdernes fortsatte dygtiggørelse og fremmer på denne måde brugen af IT i opgaveløsningen.

Københavns Kommune forpligter sig ved den påtænkte ordning til at stille pc m.v. til rådighed for medarbejderne, som for deres part accepterer at finansiere en væsentlig del af udgifterne til ordningen. Kommunen finansierer den resterende del.

Kommunen har af hensyn til lovgivning og beskatning måttet vælge mellem flere forskellige pc-ordninger. I den valgte model fravælger man den såkaldte bruttolønsmodel da den anses for overenskomststridig, og da den for tjenestemændenes vedkommende rummer skatteretlige problemer, der næppe umiddelbart kan løses.

I den valgte model anbefales en nettolønsmodel, hvor beløbet trækkes i medarbejdernes beskattede nettoløn. Bliver det ved senere lovgivningsændring muligt at overgå til en bruttolønsordning, fordi der indføres et fradrag for pc på lønsedlen, forpligtes medarbejderne til at overgå fra nettoløns- til bruttolønsmodel.

I forbindelse med de årlige brugerundersøgelser blandt kommunens ansatte, har man i undersøgelsen for 2000 spurgt medarbejderne om deres interesse for en sådan ordning. Hvis interessen for en uddannelses-pc ordning viser sig lille, vil ordningen ikke blive gennemført.

Et muligt alternativ til uddannelses-pc-ordningen er en ren indkøbsmodel, hvor medarbejderne opnår at kunne købe en pc m.v. med rabat via en kommunal indkøbsaftale. Medarbejderne kan opnå omtrent de samme fordele, og ordningen er enkel at administrere. En ren indkøbsmodel vil næppe kunne udløse nogen form for skattemæssigt fradrag.

Indenrigsministeriet overvejer i øjeblikket, om kommuner lovligt vil kunne lade medarbejderne foretage indkøb via en kommunal indkøbsaftale. Er det tilfældet, vil indkøbsmodellen indgå i de videre overvejelser.

Finansiering og administration.

Etableringen af en uddannelses-pc ordning i Københavns Kommune forventes ikke at medføre bevillingsmæssige konsekvenser, idet alle forventede direkte omkostninger kan afholdes indenfor Økonomiforvaltningens budgetrammer for 2000. Udgifter til finansiering af ordningen, herunder konsulentbistand, pc-kørekort og hot-line support, er tilvejebragt indenfor Økonomiforvaltningens økonomiske rammer.

Antallet af medarbejdere, der kan indtræde i ordningen, vil i første omgang være begrænset af de bevillingsmæssige rammer. Antallet af medarbejdere vil først kunne fastlægges, når tilbudene fra leverandørerne foreligger. Tallet for år 2000 skønnes af Økonomiforvaltningen til at ligge på 5-10.000 medarbejdere. Medarbejderne vil indtræde i ordningen efter "først til mølle"–princippet.

Ordningen administreres af leverandøren, mens løntrækket varetages via kommunens Løn- og Pensionsanvisningen.

EU-udbud.

Kommunen har iværksat en EU-udbudsforretning med begrænset åbent udbud vedrørende uddannelses-pc ordningen med henblik på valg af leverandør. Det forventes, at leverandøren udvælges ultimo juni 2000, og kontrakt vil kunne indgås ultimo august 2000.

Introduktionsmateriale.

I forbindelse med ordningens etablering skal medarbejderne informeres via pjecer og møder.

Sundhedsforvaltningens bemærkninger.

Sundhedsforvaltningen bemærker, at redegørelsen vedrørende uddannelses-pc ordning for medarbejdere i Københavns Kommune imødeses med tilfredshed. Det er velset, at der tages initiativ til at sætte yderligere fart på udviklingen af medarbejdernes dygtiggørelse indenfor IT.

Endvidere noteres det med tilfredshed, at de foreslåede ordninger finansieres som foreslået af medarbejderne og Københavns Kommune, og at man undersøger mulighederne for skattemæssigt fradrag for medarbejderne i forbindelse med ordningen.

Sundhedsforvaltningen har fremsendt bemærkningerne til Økonomiforvaltningen ved brev af 9. juni 2000.

Økonomi

Se ovenfor.

Bilag

  • Overborgmesterens høringsbreve af 29. og 31. maj 2000.
  • Økonomiforvaltningens indstilling af 29. maj 2000.
  • Sundhedsforvaltningens bemærkninger af 9. juni 2000 til Økonomiforvaltningen.

 

Ib Haurum

/Flemming Engstrøm

 

Til top