Status i projekt om løntilskudsjob målrettet SOSU uddannelsen
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen til efterretning.Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 20. maj 2010 (BR 2010-41726) at afvikle Københavns Kommunes egen voksenelevlønsordning. Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på den baggrund, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen årligt skal henvise mindst 40 tidligere arbejdsledige til løntilskudsstillinger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med henblik på kvalificering af dem til social- og sundhedsuddannelsen med voksenelevløn. Endvidere blev det besluttet, at de to forvaltninger skal aftale konkrete procedurer for henvisningen til de 40 løntilskudsplaceringer.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal hermed orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget om status for implementeringen af beslutningen om at afvikle Københavns Kommunes egen voksenelevlønsordning og henvise mindst 40 tidligere arbejdsledige til løntilskudsstillinger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det kan oplyses, at implementeringen forløber planmæssigt.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har indgået en samarbejdsaftale om procedurer for henvisning til løntilskudsplaceringer, som kan kvalificere arbejdsledige til social- og sundhedshjælperuddannelsen med voksenelevløn.
Ved en gennemgang af de ca. 100 personer i løntilskudsjob i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen medio marts 2011 er der givet tilsagn fra 10 personer i disse løntilskudsjob, som gerne vil tage en SOSU uddannelse efter løntilskudsjobbet. Disse 10 personer forventes at have de fornødne kvalifikationer til at starte på uddannelsen efter endt løntilskudsjob. Derudover er flere aktuelt under afklaring.
Det er erfaringen, at løntilskudsmodtagerne ofte bruger løntilskudsbeskæftigelsen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at afklare, om fagområdet har deres interesse. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer derfor at kunne nå op på ca. 40 personer, som via løntilskudsjob i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, kan kvalificere sig til optagelse på SOSU uddannelsen.
Afskaffelsen af voksenelevlønspuljen medio 2010 har ikke medført et fald i søgningen til social- og sundhedshjælperuddannelsen. I 2010 blev elevdimensioneringen på social- og sundhedshjælperuddannelsen således nået for første gang i mere end 10 år.
Bortfaldet af kommunens egen voksenelevlønspulje synes ikke at have haft negativ virkning på ansøgernes vilje til at tage en social- og sundhedshjælperuddannelse. Før den kommunale voksenelevlønpuljes bortfaldt valgte 51 pct. at underskrive en ansættelseskontrakt (efterår 2009). Efter voksenelevlønpuljens bortfald har 60 pct. valgt at underskrive en ansættelseskontrakt (efterår 2010).
Samlet set vurderer forvaltningen, at ordningen er begyndt at virke efter hensigten.
Økonomi
Aflønningen af personerne i de 40 løntilskudsstillinger finansieres af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens midler til løntilskudsordningen.
Voksenelevlønsudgifterne finansieres af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens midler til elevløn.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i løbet af efteråret 2011 blive orienteret om status for ordningen.
Lene Sillasen
/Kim Maskell