Mødedato: 19.04.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udmøntning af satspuljemidler til træning for borgere med demens

Se alle bilag
Som en del af den nationale demenshandleplan 2025 har Københavns Kommune fået tilført 1 mio. kr. i 2018 og 2 mio. kr. i 2019 der skal udmøntes til at understøtte fysisk træning for borgere med demens.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntning af satspuljemidler målrettet træning for borgere med demens.

Problemstilling

I 2016 indgik satspuljepartierne en aftale om at afsætte 470 mio. kr. til at udmønte den nationale demenshandleplan. Københavns Kommune har i den forbindelse modtaget 1 mio. kr. i 2018 og 2 mio. kr. i 2019 øremærket til træning til borgere med demens. 

Udmøntningen af disse midler forelægges her til udvalgets godkendelse.

Løsning

Et stort dansk forskningsprojekt, ADEX har vist, at fysisk træning til borgere med demens har en positivt effekt på borgernes fysiske og kognitive funktioner. Derfor har flere kommuner igangsat træning til borgerne med flere gode erfaringer som følge. I København sker den fysiske træning til borgere med demens i den tidlige fase i regi af Center for Demens.

På baggrund af ADEX-projektet, og kommunernes stigende interesse, kom fysisk træning til borgere med demens til at indgå som et selvstændigt indsatsområde under den nationale demenshandleplan. Målet var at initiere kommunerne til at igangsætte træning til borgere med demens ved at udvikle en national træningsguide baseret på nyeste viden og erfaringer som fælles inspiration.

 ”Guide til fysisk træning og aktiviteter for mennesker med demens” er via Sundhedsstyrelsen udsendt til kommunerne i marts 2018 (bilag 1). Guiden er sammensat, så den både retter sig mod borgere i plejebolig, på træningscentre, i aktivitetstilbud og hjemme. Formålet er at give inspiration til og vejlede medarbejderne i at gennemføre træningen.

Forvaltningen har fulgt udviklingen af guiden med henblik på at samstemme indholdet med det nye træningstilbud i Center for Demens. I Københavns Kommune findes der ikke andre målrettede træningstilbud til borgere med demens end i Center for Demens, men der foregår forskellige træningsaktiviteter i for eksempel aktivitetstilbuds-regi.

Forvaltningen indstiller, at satspuljemidlerne anvendes til følgende to indsatser:

Udvikle træningstilbud til borgere med demens i den tidlige fase
Med afsæt i Center for Demens' erfaringer og for at styrke den tidlige indsats for borgere med demens afsættes der midler (jf. økonomiafsnittet) til at udvikle, afprøve og etablere træningstilbud til borgere med tidlige demenssymptomer - herunder skabe opfølgende tilbud til borgere, der har afsluttet et forløb i Center for Demens.

Tilbuddene udvikles i samarbejde med DGI og andre frivillige organisationer for at give borgerne bedre mulighed for at træne udenfor den kommunale ramme og samtidig afprøve forskellige samarbejdsformer. Aktuelt afventer forvaltningen og DGI det første hold i Center for Demens´ønsker og behov til opfølgende træning, så tilbuddet kan tilrettelægges så borgernært som muligt.

Implementere træningsguiden i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Satspuljemidlerne er primært afsat til at implementere den nationale træningsguide. Derfor indstiller forvaltningen, at størstedelen af midlerne (jf økonomiafsnittet) anvendes til at udbrede viden om træning til borgere med demens i hele forvaltningen. Dels viden om den evidensbaserede effekt for målgruppen ved træning og dels viden om de konkrete elementer i træningsguiden til inspiration. Målet er, at de forskellige enheder opnår tilstrækkelig viden om og redskaber til selv at kunne igangsætte træningshold eller på anden måde implementere træning i hverdagen på for eksempel aktivitetstilbud eller på plejecentre. 

Konkret anvendes midlerne til at ansætte sundhedsfaglige medarbejdere, som har faglig viden og erfaring med træning samt kompetencer til at vejlede og evt. selv igangsætte og gennemføre hold. Medarbejderne tilknyttes Center for Demens med henblik på at opbygge faglig viden på området.

Økonomi

Der er udmøntet 1 mio. kr. i 2018 og 2 mio. kr. i 2019 som bloktilskud til Københavns Kommune og øremærket træning til borgere med demens.

I 2018 afsættes 0,3 mio. kr. til træning for borgere med demens i den tidlige fase og 0,7 mio. kr. til implementering af træningsguiden. I 2019 afsættes 0,6 mio. kr til træning for borgere med demens i den tidlige fase og 1,4 mio. kr. afsættes til implementering af træningsguiden.

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen i samarbejdet med DGI gå videre med at afdække behov og udvikle tilbud. Endvidere vil forvaltningen udarbejde og igangsætte en plan for den konkrete implementering af træningsguiden på kommunens enheder.

Katja Kayser

                                               /Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Til top