Mødedato: 19.03.2015, kl. 09:00
Mødested: Tisvildeleje på Helenekilde

Ny bekendtgørelse og vejledning om genoptræning (fællesindstilling)

Se alle bilag

Den nye bekendtgørelse og vejledning om genoptræningsplaner fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse pr. 1.januar 2015 har konsekvenser for Socialforvaltningen (SOF), Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF).

Indstilling og beslutning

SOF, BUF og SUF indstiller til Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget samt Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at tage bekendtgørelsens og vejledningens konsekvenser til efterretning, 
  2. at godkende, at etableringen af en koordinationsfunktion (bilag 3) indgår i de politiske drøftelser om overførselssagen 2014-2015,
  3. at godkende, at den foreslåede model for håndtering af de specialiserede rehabiliteringsforløb i 2015 (bilag 4) indgår i de politiske drøftelser om overførselssagen 2014-2015, og 
  4. at godkende den videre proces.

Problemstilling

Pr. 1. januar 2015 trådte den nye bekendtgørelse og vejledning på genoptræningsområdet i kraft. Bekendtgørelsen og vejledningen er udarbejdet på baggrund af evalueringen af Kommunalreformen, der påpegede behovet for styrket viden og samarbejde på tværs af regioner og kommuner – særligt i genoptræning og rehabilitering af borgere med erhvervet hjerneskade.

Den nye bekendtgørelse og vejledning har økonomiske, faglige og organisatoriske konsekvenser for SOF, BUF, SUF.

Forvaltningerne peger på, at der etableres en koordinationsfunktion til at understøtte krav beskrevet i den nye bekendtgørelse og vejledning (bilag 1).

Derfor søger SOF, BUF og SUF midler til indsatser i forbindelse med den nye bekendtgørelse i 2015 via overførselssagen 2014-2015. Midlerne søges ud fra den forslåede model for håndtering af de specialiserede rehabiliteringsforløb samt hjerneskadekoordinatorer i 2015 (bilag 2).

Indsatserne vil være rettet mod borgere over 18 år.

BIF afholder udgifterne afledt af indsatsbehov samt service inden for BIF’s eksisterende indsatsbudget og af egne servicemidler.

Løsning

Bekendtgørelse og vejledning pr.1. januar 2015

Hidtil har genoptræning efter Sundhedsloven været opdelt i almen og specialiseret genoptræning. Fra 1. januar 2015 er genoptræning efter Sundhedsloven inddelt i fire specialiseringsniveauer:

1. Genoptræning på basalt niveau

2. Genoptræning på avanceret niveau

3. Genoptræning på specialiseret niveau

4. Rehabilitering på specialiseret niveau

Rehabilitering på specialiseret niveau er et nyt niveau af genoptræning. Myndigheds- og finansieringsansvaret ligger hos kommunerne. Niveauet er målrettet patienter, der typisk har komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktionsnedsættelser af væsentlig betydning for flere livsområder f.eks. patienter med erhvervet hjerneskade eller borgere med multiple, komplekse skader. Evalueringen af kommunalreformen påpeger, at borgere som placeres i denne målgruppe, ikke tidligere har modtaget en tilstrækkelig indsats i kommunerne.

Hospitalerne skal fremover udarbejde genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau med udvidede beskrivelser af udredning og behandling på hospitalet samt en detaljeret beskrivelse af borgerens samlede funktionsevne og resultater af relevante undersøgelser og funktionsevnevurderinger. Genoptræningsplanen skal indeholde en beskrivelse af borgerens samlede rehabiliteringsbehov- og potentiale. Det vil sige, at hospitalet  i genoptræningsplanen kan beskrive borgerens rehabiliteringsbehov ikke alene efter sundhedsloven, men også efter andre lovgivninger, der skal varetages af SUF, BIF, SOF og BUF (Center for Specialundervisning for Voksne).

Når hospitalerne fremover henviser borgere til specialiseret rehabilitering, vil SUF og SOF foretage en vurdering af borgerens individuelle behov i forhold til, om kommunen har mulighed for at løfte opgaven helt eller delvist. Vurderingen vil foregå i samarbejde med de øvrige forvaltninger.

Forekomst af specialiseret rehabilitering

Det forventes, at størstedelen, som skal modtage specialiseret rehabilitering, er personer med en erhvervet hjerneskade (bilag 3).

Sundhedsstyrelsen estimerede i 2011 (jf. Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade), at 2.000 borgere årligt på landsplan, dvs. ca. 200 borgere i Københavns Kommune, ville have behov for rehabilitering, som følge af en hjerneskade. I december 2014 estimerede Sundhedsstyrelsen (jf. Faglig visitationsretningslinje for genoptræning og rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade) antallet af borgere med behov for den nye ydelse specialiseret rehabilitering til årligt at omfatte 450 borgere på landsplan, dvs. ca. 45 borgere i Københavns Kommune. Der er således betydelig usikkerhed om estimatet. Gældende for begge estimater er, at det primært vil være borgere i den erhvervsaktive alder dvs. borgere mellem 18 og 65 år, som får behov for specialiseret rehabilitering.

Antallet af specialiserede rehabiliteringsforløb har betydning for, hvor store økonomiske konsekvenser kommunen vil opleve. Københavns Kommune har derfor undersøgt, hvor mange af kommunens borgere der i 2014 har været indlagt til døgnophold på specialsygehusene Center for Neurorehabilitering - Kurhus eller modtaget et ambulant ophold på Center for Hjerneskade, begge finansieret af regionen. I 2014 omfattede antallet ca. 10 borgere på døgnophold på Kurhus og 11 ambulante forløb på Center for Hjerneskade. I 2012 samt 2013 har antallet af ophold pr. år været omkring 20 forløb på Kurhus. Antallet af disse forløb giver et estimat af, hvor mange specialiserede rehabiliteringsforløb Københavns Kommune forventer at skulle varetage i 2015.

Koordinering af borgerens rehabiliteringsforløb

Sundhedsstyrelsen stiller med bekendtgørelse og vejledning krav om koordinering af både avanceret genoptræning og specialiseret rehabilitering. Forvaltningerne lever ikke tilstrækkeligt op til dette krav i dag. Forvaltninger anbefaler derfor, at der etableres en varig koordinatorfunktion til at understøtte og koordinere borgerens forløb i kommunen og til at sikre den hjerneskaderamte borger én indgang til kommunens fire forvaltninger i sit rehabiliteringsforløb (bilag 3).

Proces 2016

Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at specialiseret rehabilitering skal være en meget specialiseret indsats med krav om en høj faglighed i forhold til sammensætningen af faggrupper, krav om forskning mv. Det kræver derfor også en betydelig kapacitet, og at der er et tilstrækkeligt borgergrundlag for etableringen af et eller flere faglige tilbud. Københavns Kommune har i dag ikke den nødvendige kapacitet inden for specialiserede rehabiliteringstilbud, som lever op til Sundhedsstyrelsens kvalitetskrav. I 2015 følger forvaltningerne udviklingen i antallet af borgere, der skal modtage specialiseret rehabilitering og det mere præcise indhold af rehabiliteringen, der skal danne grundlaget for Københavns Kommunes tilbud fremadrettet.

Økonomi

Den nye bekendtgørelse og vejledning medfører ingen DUT-midler pr. 1. januar 2015, da det vurderes, at regelændringen ikke medfører opgaveflytning fra hospital til kommune. Bekendtgørelsen og vejledning er til økonomisk høring i KL. Der lægges i høringen ikke op til, at der afsættes DUT-midler.

En af lovændringens økonomiske konsekvenser er, at kommunen i et vist omfang vil være nødt til helt eller delvist at købe borgernes forløb på fx specialsygehusene Kurhus eller Center for Hjerneskade, som begge lever op til Sundhedsstyrelsen kvalitetskrav. Af den årsag søger SOF, BUF og SUF midler via overførselssagen i 2015 (bilag 4).

BIF afholder udgifterne afledt af indsatsbehov knyttet til den specialiserede rehabilitering inden for BIF’s eksisterende indsatsbudget.

BIF finansierer på samme måde egen borgerkoordinator og BIF-andelen af fælles sekretariatsfunktion af egne servicemidler.

Københavns Kommune vil i 2015 følge og afdække området vedrørende specialiseret rehabilitering med henblik på, at kommunen selv vil kunne løfte opgaven på kommunens egne tilbud.

Videre proces

SOF, BUF og SUF arbejder videre med budgetforslag til midler via overførselssagen 2014-2015 til varetagelse af opgaven i 2015 på baggrund af modellen for håndtering af de specialiserede rehabiliteringsforløb samt koordinationsfunktionen.

SOF, BUF, BIF og SUF vil derefter udarbejde et forslag til en varig løsning til budgetforhandlingerne for 2016. I den forbindelse indarbejdes så vidt muligt et udkast til en model for én indgang for hjerneskaderamte borgere i kommunen på baggrund af en BR-beslutning fra mødet den 26. februar 2015.

SOF, BUF og SUF orienterer udvalgene medio 2015 om status for implementering af bekendtgørelse og vejledning.

 

  Katja Kayser                        Anette Laigaard              Else Sommer                                           

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top