Mødedato: 19.03.2007, kl. 16:00

Opsigelse af driftsoverenskomst

Opsigelse af driftsoverenskomst

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget mandag den 19. marts 2007

 

 

7.      Opsigelse af driftsoverenskomst

 

SOU  69/2007  J.nr. 18/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til forslag om opsigelse af driftsoverenskomsten med den selvejende institution Plejehjemmet Stærebo.

 

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget, godkender at opsigelsen af driftsoverenskomsten med Plejehjemmet Stærebo med virkning fra 1. januar 2008 sendes til høring

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2007: Udvalget godkendte indstillingen.

 

 

Problemstilling

I 2006 blev der igangsat en gradvis, planlagt og målrettet omdannelse af de relevante beskyttede boliger til egentlige plejeboliger. Omdannelsen af de beskyttede boliger muliggør over tid afviklingen af en række nedslidte, utidssvarende og ikke ombygningsegnede plejehjem. For at afvikle disse plejehjem uden at nedbringe antallet af plejeboliger tilbydes borgerne og til dels personale fra disse plejehjem flytning til og dermed genhusning i beskyttede boligkomplekser i takt med, at der her bliver ledige boliger og i takt med, at der bliver etableret de nødvendige fælles opholdsarealer for borgerne. Dermed tilbydes borgerne i nedslidte og utidssvarende plejehjem en betydelig bedre bolig i de nuværende beskyttede boliger. Hvis borgerne ønsker det, kan de dog frit vælge at flytte til en anden plejeinstitution.

 

Der er på denne baggrund indtil nu afviklet tre plejehjem. I løbet af efteråret 2007 er der skabt kapacitetsmæssigt rum for afviklingen af ét yderligere hjem.

 

Plejehjemmet Stærebos ledelse og bestyrelse har drøftet fremtiden for plejehjemmet med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, og der er enighed om, at hjemmet ikke kan ombygges til en fornuftig drifts- og boenhed med moderne plejeboliger.

 

Det indstilles derfor, at driftsoverenskomsten med Plejehjemmet Stærebo opsiges, og at forslaget inden da udsendes til høring hos alle berørte parter.

 

Løsning

Der er udarbejdet en række kriterier for udvælgelsen af plejehjem, der skal afvikles, og hvor borgerne tilbydes genhusning i de opnormerede beskyttede boliger, jf. Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning den 10. august 2006. Hovedkriteriet er, at plejehjemmet er blandt de fysisk ringeste, og at det ikke kan ombygges i overensstemmelse med de af Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede 17 principper for modernisering af plejeboliger.

Udvælgelsen baserer sig herefter på en samlet afvejning af i alt ni kriterier, der knytter sig til følgende tre forhold:

 

a) Bygningens fysiske tilstand og muligheder

b) Forhold i lokalområdet

c) Øvrige forhold på den enkelte institution.

 

For en nærmere gennemgang af udvælgelseskriterierne henvises til vedlagte bilag 1.

 

Plejehjemmet Stærebo

 

Plejehjemmet Stærebo, Stærevej 66-68 på Bispebjerg er en selvejende institution under Plejehjemskomitéen af 1965. Bygningen er opført i 1969 og ejes af AAB.

 

Plejehjemmet rummer 53 enkelt boliger på 21 m2 inkl. bad og toilet samt 3 toværelses ægteparboliger på ca. 42 m2.

 

Stærebo er blandt de fysisk ringeste plejehjem i Københavns Kommune. Stærebo er undersøgt i 2007 og fundet uegnet til ombygning, fordi bygningskroppen er uhensigtsmæssig, ligesom bygningens konstruktion vil resultere i en uøkonomisk planløsning med meget spildplads og dyre boliger. Endeligt vil hjemmet efter en ombygning være for lille til en rentabel drift (ca. 38 boliger).

 

Vedligeholdelsesstandarden af bygningen vil i de kommende år kræve, at der investeres et betydeligt millionbeløb (forventeligt mellem 5 -10 mio. kr.) i bygningsopretning. Den dårlige vedligeholdelsesstand omfatter badeværelser (hvilket tillige fremgår af den ekstraordinære tilsynsrapport maj 2006), køkkenerne, adgangsforhold, elevato rer, gulvbelægning, elektriske installationer, mv.

 

Set i forhold til det bydækkende billede og den samlede kapacitet ligger plejehjemmet i et lokalområde (Bispebjerg/Nørrebro), hvor der samlet set er en høj dækningsgrad af plejeboliger i forhold til den nuværende demografi og prognoserne for fremtiden. Borgerne fra Stærebo vil dermed i stort omfang kunne tilbydes genhusning i lokalområdet (Håndværkerforeningen) eller på en række af Nørrebros plejehjem (De Gamles By eller Sølund, der har mange konverteringsegnede beskyttede boliger).

 

Endvidere har plejehjemmet en relativ lav søgning og rummer ikke afdelinger for særlige grupper eller lokalefællesskab med dagtilbud. Tre af de nuværende beboere på Stærebo kommer dog fra et plejehjem, der enten er afviklet eller under modernisering.

 

Konklusion

 

På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at Stærebo opfylder kriterierne for udvælgelse af plejehjem til afvikling (opsigelse af driftsoverenskomsten).

 

Økonomi

Afviklingen forventes i 2008 at bidrage med ca. 6,8 mio. kr. til prioriteringsrummet.

 

Videre proces

Indstillingen udsendes til høring hos beboere, pårørende, personale, bruger/­pårørenderåd og bestyrelsen for Plejehjemmet Stærebo samt det lokale ældreråd. Høringsfristen er den 19. april 2007. Sagen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget igen den 10. maj 2007 og efterfølgende Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden sommerferien. Opsigelsesvarslet på driftsoverenskomsten er på 6 måneder, og institutionen vil dermed i givet fald være afviklet ultimo december 2007.

 

Umiddelbart før det offentliggøres, at plejehjemmet foreslås afviklet, informeres beboere, pårørende og personale på institutionen, således at der sikres størst mulig åbenhed og involvering i forberedelsen frem til, at afviklingen kan påbegyndes.

 

Når det er endeligt besluttet i Borgerrepræsentationen, hvornår plejehjemmet skal være helt tømt for såvel beboere som personale, inddrages alle involverede parter i planlægningen af det videre konkrete forløb. Her får alle løbende afklaret præcist, hvornår beboerne skal flytte, og personalet skal være opsagt, i clearing eller tilbudt opskoling, eller lignende. De første flytninger af beboere forventes ikke at ske før efter midten af august.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i et tæt samarbejde med plejehjemmet og dets bestyrelse mv. igennem hele perioden sikre det bedst mulige procesforløb, jf. de gode erfaringer, der er indhentet fra tid­ligere afviklingsforløb.

 

Det skal bemærkes, at visitationen og pladsanvisningen til Stærebo er stoppet, indtil institutionens videre fremtid er endeligt afklaret.

 

Bilag

Bilag 1: Kriterier for udvælgelse af plejehjem til afvikling i forbindelse med konverteringen af de beskyttede boliger til plejeboliger

 

 

 

Lene Sillasen                    

                                                                 /                     Lars Bo Bülow

 

 


 


Til top