Mødedato: 19.01.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Opfølgning på Københavnertingets arbejde 2023

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på møde d. 23. juni 2022 forslag til temaer for Københavns Kommunes borgerting i 2023, som fremover benævnes ”Københavnertinget”. Økonomiudvalget besluttede på møde d. 25. oktober 2022 temaet: ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”. Temaet er en sammenfatning af fem fagudvalgs temaforslag, herunder Sundheds- og Omsorgsudvalget forslag vedr. styrket mental sundhed. Med denne indstilling orienteres udvalget om Københavnertingets videre arbejde og de politiske forpligtelser, der følger af denne inddragelsesmetode. Derudover skal udvalget tage stilling til det udvalgsspecifikke underspørgsmål, som udvalget vil modtage Københavnertingets anbefalinger til, ligesom der skal udpeges to medlemmer af udvalget til at indgå i en politisk følgegruppe. Indstillingen er udarbejdet efter skabelon fra Økonomiforvaltningen med et ønske om, at de fem fagudvalg forelægges ensartede indstillinger. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen i afsnittet ”Om Københavnertingets opgave og mandat 2023” til efterretning.

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender sit udvalgsspecifikke underspørgsmålet: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle, så vi skaber bedre rammer for god mental sundhed ”, som Københavnertinget udarbejder anbefalinger til i behandlingen af kernespørgsmålet: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle?”.

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget udvalget udpeger to medlemmer af udvalget til at indgå i den politiske følgegruppe til Københavnertingets arbejde.

Problemstilling

Baggrund

Københavns Kommunes borgerting blev besluttet som et toårigt pilotprojekt i perioden 2023-2024 med kommunens Overførselssag 2021-2022. For mere information om, hvad et borgerting er og de OECD-principper for deliberative processer metoden bygger på, se bilag 1. Borgertinget benævnes fremover ”Københavnertinget”. Det sker i overensstemmelse med kommunens terminologi omkring inddragelse, som fremgår i kommunens formål og principper for københavnerinddragelse og -dialog.

Københavnertinget fungerer i en to-årig periode, hvor der for hvert år rekrutteres nye medlemmer, som behandler et nyt tema og udarbejder anbefalinger, der lanceres og behandles i de berørte fagudvalg inden udgangen af 4. kvartal. Afhængigt at anbefalingernes karakter, kan de evt. efterfølgende behandles på et møde i Borgerrepræsentationen. Det er Økonomiudvalget, der beslutter temaet på baggrund af forslag fra fagudvalgene. Se mere om Københavnertingets organisering mm. samt tids- og milepælsplan i 2023 i hhv. bilag 2 og 3.

Om Københavnertingets opgave og mandat 2023

Kerne- og udvalgsspecifikke underspørgsmål

Økonomiudvalget besluttede på møde d. 25. oktober 2022 temaet: ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”. Temaet er en sammenfatning af fem fagudvalgs nærtbeslægtede temaforslag, der alle kan ses i bilag 4. De fem fagudvalg er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget. Temaet er efterfølgende formuleret til et kernespørgsmål, som Københavnertinget kan besvare og tage udgangspunkt i. Det er sket i tæt samarbejde med konsulentvirksomheden, We Do Democracy, der skal facilitere Københavnertingets arbejde. Kernespørgsmålet lyder: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle?”

På baggrund af Økonomiudvalgets beslutning om tema, har de involverede fagforvaltninger udarbejdet forslag til udvalgsspecifikke underspørgsmål under følgende hensyn: 1) at de kan besvares af Københavnertinget, 2) at de har samme grad af kompleksitet og sigte mod kernespørgsmålet og 3) at de vurderes at være i overensstemmelse med de beskrevne udfordringer i fagudvalgenes oprindelige temaforslag og -spørgsmål.

Det foreslås således, at Københavnertinget udvikler anbefalinger til de fem nedenstående, ressortspecifikke underspørgsmål i behandlingen af kernespørgsmålet: Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle, så:

  • ingen udsættes for uhensigtsmæssig forskelsbehandling? (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)
  • vi skaber plads til idræts- og kulturfaciliteter i det tætbefolkede København? (Kultur- og Fritidsudvalget)
  • vi skaber bedre rammer for god mental sundhed? (Sundheds- og Omsorgsudvalget)
  • flere har mere indflydelse på og tager medansvar for hvordan byens rum og bydele udvikler sig? (Teknik- og Miljøudvalget)
  • så mange som muligt har mulighed for at deltage i byens liv? (Socialudvalget)

Københavnertingets politiske mandat

Det politiske mandat, der er givet med Borgerrepræsentationens beslutning om at nedsætte Københavnertinget, og som følger af OECD’s princip om politisk forpligtelse jf. bilag 1, indebærer følgende for fagudvalgene:

  • At de involverede fagudvalg har givet Københavnertinget 2023 mandat til at udarbejde uvildige anbefalinger til det kerne- samt underspørgsmål, som Københavnertinget er blevet stillet.
  • At fagudvalgene støtter op omkring Københavnertingets arbejde og udfald af anbefalinger – uanset andre politiske dagsordner og strategier.
  • At anbefalingerne behandles i de involverede fagudvalg på minimum ét udvalgsmøde i løbet af november-december 2023 og at fagudvalgene i den forbindelse redegør for, hvordan anbefalingerne bliver fulgt – og ikke fulgt.
  • At fagudvalgene er forpligtet til at give en status på den politiske behandling af anbefalingerne via mail til Københavnertingets medlemmer samt offentligt via Københavns Kommunes egne kommunikationskanaler. Det sker inden for de første tre måneder efter anbefalingerne er overleveret fra Københavnertinget, samt igen inden for tolv måneder med henblik på at Københavnertinget orienteres om status på fremdrift og/eller implementeringen af deres anbefalinger.
  • At fagudvalgene ikke er forpligtet til politisk at følge eller vedtage alle anbefalinger.

Politisk følgegruppe – Københavnertingets ambassadører

Der nedsættes en politisk følgegruppe, som skal være med til at give Københavnertinget demokratisk tyngde, skabe opmærksomhed omkring og sikre organisatorisk forankring af metoden og anbefalingerne. For hvert fagudvalg skal der udpeges to udvalgsmedlemmer, der sammen skal udgøre den politiske følgegruppe. Følgegruppen forventes at skulle mødes i alt ca. 3-4 gange, som observatør og/eller med partsindlæg ifm. 1-2 konkrete møder i Københavnertinget samt ifm. forberedelse, afvikling og afslutning af Københavnertingets arbejde. Følgegruppen faciliteres af Borgerrepræsentationens Sekretariat under We Do Democracys rådgivning.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsudvalget tager afsnittet: ”Om Københavnertingets opgave og mandat 2023”, som beskrevet under problemstilling, til efterretning.

Vedr. godkendelse af underspørgsmål

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag til udvalgets ressortspecifikke underspørgsmål: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum til alle, så vi skaber bedre rammer for god mental sundhed ”.

Vedr. udpegning af medlemmer til følgegruppe

Sundheds- og Omsorgsudvalget udpeger to udvalgsmedlemmer, der deltager i den politiske følgegruppe til Københavnertinget, som beskrevet i afsnittet; ”Politisk følgegruppe – Københavnertingets advokater” under problemstilling. Det anbefales, at udvalget udpeger et medlem fra hhv. den lille og store valggruppe for at få så bred en partipolitisk spredning i følgegruppen som muligt.

Økonomi

Københavnertingets arbejde er finansieret af midler fra Overførselssagen 2021-2022 og sagen har derfor ingen yderligere økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når de fem fagudvalg har godkendt deres underspørgsmål til Københavnertingets arbejde og udpeget to medlemmer af udvalget til den politiske følgegruppe, vil Økonomiforvaltningen primo februar 2023 udsende en invitation til potentielle deltagere på vegne af de fem fagudvalg og Overborgmesteren. Udkast til invitation er vedlagt i bilag 5, som vil blive finpudset inden afsendelse. Herefter udtrækkes 36 deltagere til Københavnertinget, som arbejder i perioden april-august. Københavnertingets anbefalinger forventes at blive lanceret på rådhuset for politikere og presse medio september. Herefter behandles de på fagudvalgsmøder i november-december 2023.

Jakob Krogh

  / Thomas Brahm

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning og indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

For så vidt angår indstillingens 3. at-punkt besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at partierne vil vende tilbage med udpegningen af medlemmer til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter Gruppeforpersonskredsens møde i marts.


Til top