Mødedato: 19.01.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om afrapportering fra de kommunale luftmålestationer 2021 samt øvrig ny viden relateret til luftforurening

Se alle bilag
Som led i indsatsen ”Øget viden om de sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København” har Teknik- og Miljøforvaltningen opsat fem luftmålestationer i Københavns Kommune. Den årlige afrapportering fra de kommunale luftmålestationer for 2021 forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til orientering. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om den årlige afrapportering fra de kommunale luftmålestationer for 2021 og tilhørende bilag til efterretning.

Problemstilling

Med Budget 2019 blev der afsat i alt 14,3 mio. kr. i 2019-2022 til indsatsen ’Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København’. Heraf 9,8 mio. kr. til at Teknik- og Miljøforvaltningen opsætter kommunale luftmålestationer. Indsatsen er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og løses med bidrag fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Med Budget 2021 blev der desuden afsat 1,4 mio. kr. i 2021-2023 til videreførelse af indsatsens vidensdel og ekspertgruppe.

Afrapporteringen fra de kommunale luftmålestationer for 2021 har været forsinket grundet tekniske omstændigheder, og indgik derfor ikke i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens årsrapport om Sundhed og Luftforurening i København 2021, som blev forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget den 16. august 2022, og Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2022.

Løsning

Der er opsat fem kommunale luftmålestationer på henholdsvis Backersvej, Folehaven, Hillerødgade, Krügersgade og Søtorvet. Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, som er ansvarlige for opsættelsen af disse. Luftmålestationerne er alle opsat i efteråret 2020 af FORCE Technology, der er ansvarlige for driften.

FORCE Technology udarbejder årligt en afrapportering på baggrund af data fra de kommunale luftmålestationer.

2021 er det første år, hvor luftmålestationerne har genereret data for et helt kalenderår, og i nedenstående præsenteres væsentlige resultater. Den fulde rapport er vedlagt som bilag 1. Data kan desuden løbende tilgås på hjemmesiden:https://erluftensund.kk.dk.

Afrapportering af data fra 2021

Luftkvaliteten i Københavns Kommune skal overholde EU's grænseværdier fastsat i luftkvalitetsdirektivet. Borgerrepræsentationen har i forbindelse med C40-topmødet i København den 9.-12. oktober 2019 tilsluttet sig en deklaration om ren luft. I deklarationen står blandt andet, at Københavns Kommune vil arbejde for, at luftkvaliteten i kommunen overholder WHO’s retningslinjer for god luftkvalitet i 2030.

Den årlige afrapportering i 2021 fra FORCE Technology viser, at EU’s grænseværdier for fine partikler (PM2,5), grove partikler (PM10) og kvælstofdioxid (NO2) er overholdt på alle fem luftmålestationer. Luftkvaliteten overholder WHO’s retningslinjer for grove partikler (PM10), men ikke for fine partikler (PM2,5) og kvælstofdioxid (NO2). Sidstnævnte med undtagelse af målestationen på Backersvej, der overholder WHO’s retningslinjer for kvælstofdioxid (NO2).

Henvendelse til EU

Borgerrepræsentationen traf, med vedtagelse af Budget 2019, beslutning om, at data fra de kommunale luftmålestationer skal afrapporteres til EU. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens juridiske vurdering, at Københavns Kommune ikke har mulighed for eller beføjelser til at rette direkte henvendelse til EU vedrørende luftrammedirektivet, herunder at indsende luftkvalitetsdata til EU-Kommissionen.

Teknik- og Miljøforvaltningen kan således ikke rette henvendelse til Miljøministeriet, da det vil være politisk interessevaretagelse. Teknik- og Miljøborgmesteren kan dog rette henvendelse til Miljøministeriet og anmode ministeriet om at medtage data fra de kommunale luftmålestationer i de nationale rapporteringer af luftkvalitetsdata til EU. Teknik- og Miljøborgmesteren vil sammen med Sundheds- og Omsorgsborgmesteren sende et brev til Miljøministeriet.

Notat fra Aarhus Universitet om effekter af tiltag om miljøzoner og brændeovne

Udover den årlige afrapportering fra FORCE Technology orienteres udvalget også om en rapport fra Det Nationale Center for Miljø og Energi ved Århus Universitet (DCE), der er udarbejdet for TMF, jf. bilag 2. Rapporten beskriver effekten på luftkvaliteten ved indførelse af skærpede miljøzoner og forbud mod ældre brændeovne i København.

Effekten af skærpede miljøzonekrav i København forventes at give en gennemsnitlig reduktion af emissioner fra trafikken som helhed på omkring 32% for partikeludstødningen (PM2,5 og PM10) og omkring 11 % for kvælstofdioxider (NOx). Emissionsreduktionerne som følge af skærpede miljøzonekrav er estimeret af DCE til at medføre 2,5 færre for tidlige dødsfald om året.

Effekten af forbud mod ældre brændeovne i København forventes at give en reduktion i emissionen/udsendelsen af partikler (PM2,5 og PM10) fra brændeovne med 52%. Derudover vil der være marginale bidrag til reduktion af kvælstofdioxider (NOx), svovldioxid (SO2) og en lille stigning i Black carbon (BC). Emissionsreduktionerne som følge af forbud mod ældre brændeovne er estimeret af DCE til at medføre 7 færre for tidlige dødsfald.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Det bemærkes, at indsatsen ’Øget viden om sundhedsskadelige virkninger af luftforurening i København’ har bevillingsudløb i 2023. Såfremt indsatsen skal fortsætte, kræver det finansiering med Budget 2024.

Videre proces

Den årlige afrapportering fra FORCE Technology for de kommunale luftmålestationer i 2022 forventes forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget i april måned 2023 sammen med Sundheds- og Omsorgsforvaltningens årsrapport og ekspertgruppens årlige udtalelse for 2022.

Jakob Krogh

                                                                                                     /Katrine Schjønning

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti tager orienteringen til efterretning, men er bekymrede for om målingerne af luftkvaliteten ikke er retvisende for den aktuelle forurening, eftersom luftkvalitetsmålerne ikke er opstillede på de i København mest forurenede steder.”


Til top